Nyhed

Anmeldelse: David Bowie i rent syretrip af en portrætfilm

Portrætfilmen om David Bowie leverer begrænset nyt, men er alligevel værd at se

Portrætfilmen om David Bowie, Moonage Daydream, leverer begrænset nyt. Men den er et hæsblæsende syretrip af et stemningsbillede for et koryfæ med flere filosofiske lag end de fleste i en subtil og hurtig omskiftelig musikbranche. Humoren mangler dog.  

Karakter: Fire ud af seks stjerner

Det går lynhurtigt med at blive kapslet ind i en fortættet stemning, når sansebombardementet sætter ind: Hård klipning mellem nærmest psykedelisk, udflydende farver, lydklip og ”soundbites” af statements fra hovedpersonen selv, David Bowie. Han er selv fortæller post mortem om – netop sig selv.

Et af de vigtigste statements er, at han blandt de største fejltagelser hos det moderne menneske ser, at vi lukker kaos ude.

Bowie kredser selv i filmen grundlæggende især om netop det kaos, som vores fragmenterede verden hele tiden byder på, mens vi hele tiden prøver at sætte alting i system – også det, som ikke nødvendigvis kan sættes i system. For eksempel vores fantasi og ukontrollable associationsrækker.

David Bowie brød utallige gange i sit sammensmeltede liv og karriere de menneskeskabte systemer. Det skete, når det kom til eksempelvis identitet, seksualitet – og selvfølgelig musik.

Konstant søgende, grænseoverskridende – og spændende.

Alt det får instruktør og producer Brett Morgen fint frem i Bowie-portrætfilmen Moonage Daydream. I produktionen har han fået unik adgang til Bowie-familiens arkiver i ”David Bowie Estate”. Og som Bowie-aficionado må man spørge sig selv – er her noget afgørende nyt?

Nej, desværre.

Man kan derfor godt leve fint uden denne film og alligevel have en god ide om Bowie-universet og den imponerende karriere, hvor han allerede ifølge filmen som 33-årig havde begået 17 album, haft filmroller plus det løse.

Vi kommer eksempelvis i portrætfilmen ikke helt tæt på privatmennesket David Bowie – kun siger han i et interview fra et af den tidligere karrieres højdepunkter, at forelskelser ikke må stå i vejen for ham selv.

Måske hænger det sammen med, at han siden lader meget af sit musikalske værk – og malerier – kredse om netop menneskets isolation og en gennemgående smerte af noget enormt ensomt og uforløst. Også selvom han søger og søger netop det forløsende i alle de inkarnationer af roller, som han når at spille gennem sit liv.

Midt i denne smerte af udtrykt isolation er der en mangel, som jeg ærgrer mig dybt over ikke rigtigt er med i filmen. David Bowie var også dualismens mester. Der var altid en anden side af mønten. David Bowie havde eksempelvis en vanvittigt veludviklet sans for humor, som næstens synes overset i filmen.

Se for eksempel på YouTube den fremragende samtale mellem vores egen filmmager Thomas Vinterberg og David Bowie, som også viser en ikke bare morsom, men også enormt vidende og intellektuel Bowie.

Eller som jeg selv oplevede ved et veloplagt, lattermildt interview i forbindelse med bandet Tin Machines koncert den 19. oktober i 1991 i Falconer Salen i København. Her var lige så meget grin som snak.

Det var i den periode, hvor Tin Machine var et symbol på, at Bowie (igen) ville videre. På det tidspunkt videre fra pop-intermezzoet med Let’s Dance. I portrætfilmen fortæller han selv om tomheden, der fulgte den gigantiske succes med tonsvis af penge på at lave pop, som masserne elskede, men som også betød, at han ikke længere kunne få øje på sig selv.

Resten af sin karriere var han ret kompromisløs. Tak for det.

Når manglerne på især humoren er kommet med i disse linjer, står der tilbage, at portrætfilmen ganske enkelt er en mindblowing, audiovisuel oplevelse.

Tænk at få David Bowie til (med filmklipningens kunst) selv at guide publikum gennem en eksperimenterende og unik filmoplevelse, så den bliver en kreativ, musikalsk og næsten spirituel rejse. En rejse, som han selv sluttede næsten som efter manuskript timet ved hans død med udgivelsen af Blackstar i 2016.

Det tog Brett Morgen hele 18 måneder at sammensætte filmportrættet med alle de visuelle og auditive kilder, så både øjnene og ørerne oplever. Bowies mangeårige samarbejdspartner, ven og musikproducer, Tony Visconti, har endda remixet lyden til Moonage Daydream, hvor intet bliver overdoseret, så vi fornemmer de hektiske skift og den konstante, kunstneriske søgen.

Var han religiøs i al sin søgen? Nej, fremgår det, men den store universelle mening med det hele optog ham meget. En større dimension var han ikke afvisende overfor. Og det var igen et brændstof til den kreativitet, der fulgte ham til det sidste.

Jeg sad tilbage i biografsædet fuldstændig blæst på øverste etage af indtryk, men kan ikke helt finde ud af, i hvor grad den redigerede, historiske virkelighed i filmen også spiller mig et puds. Var alting virkeligt så kaotisk hos og med David Bowie?

Tillad mig at tvivle. David Bowie var ikke alene et kreativt kraftværk. Han var også en dygtig, selvbevidst forretningsmand, der kendte sine virkemidler og værdien af at chokere og forbløffe – og få det hele ud i pressen, som stadig var vigtigste kanal til offentligheden dengang.

Nu evner han én gang og til seks år efter sin død igen at chokere og forbløffe – ved Brett Morgans mellemkomst.

Jeg nød hvert et øjeblik og er nok nødt til at se den film igen og vil anbefale alle at gøre det samme. 

”Moonage Daydream” vil fra den 16. september og frem blive vist i 68 biografer som eventvisninger i Danmark. 

ANNONCE