Nyhed

Norah Jones forlader tryghedszonen i ny podcast

Sangeren snakker og spiller musik sammen med nogle af sine yndlingskunstnere

Norah Jones Is Playing Along er navnet på en ny podcast med den i dag 43-årige, amerikanske sanger Norah Jones.

Jones, som er datter af den indiske musiklegende Ravi Shankar, brød eftertrykkeligt igennem med albummet Come Away with Me fra 2002.

Den nye podcast er hendes første, og i hver episode gæster en af sangerens favoritkunstnere programmet til ærlig samtale og improviseret, musikalsk samarbejde.


Formatet er intimt, og samtalerne vil omhandle livet, musikken og hvor end samtalen fører hen derfra.

Sammen vil Jones og gæsten også give musikalske optrædener, og Jones vil sommetider også fremføre nogle af sine egne favoritsange eller spontant skrive og fremføre en ny sang, 

I første episode får Jones besøg af sanger og sangskriver Jeff Tweedy, der også er frontmand i bandet Wilco. Han har tidligere samarbejdet med Jones på hendes album Pick Me Up Off The Floor fra 2020 såvel som på singlerne ”A Song With No Name” og ”Wintertime”.


Sammen spiller de fem af Jones’ Tweedy-favoritter, heriblandt nummeret ”Muzzle of Bees”, som udkommer i morgen (den 30. september, red.).

I en pressemeddelelse, her citeret fra Stereogum, fortæller Norah Jones følgende om sin nye podcast:


”Jeg elsker at spille musik med mennesker, og dette virkede som en sjov måde for mig at gøre det på, specielt med musikere, som jeg normalt ikke møder. Jeg er åben over for alle former for musik og ser frem til at skubbe mig selv ud af min tryghedszone, såvel som at blive genforenet med tidligere samarbejdspartnere på en ny måde”.

Foruden Jeff Tweedy vil podcasten byde på gæster som Mavis Staples, Tarriona ”Tank” Ball og Marc Rebillet.

Du kan lytte til første episode af podcasten HER.


ANNONCE