x
Eftermiddagsdansefesten ankom endelig

Bloc Party, NorthSide, Green Stage

Eftermiddagsdansefesten ankom endelig

Anmeldt af Simon Yüksel Nielsen | GAFFA

Da London-kvartetten Bloc Party aflyste deres optræden på NorthSide i 2013, var der sikkert mange triste ansigter at finde rundt på festivalpladsen. Men i år var britiske Bloc Party tilbage på plakaten, hvilket sikkert glædede et par stykker, og dette forekom da også tydeligt ved bandets optræden, hvor publikum heldigvis havde gemt ligegyldighedssnakken væk til fordel for indie-festen. Der blev dog startet stille ud hos Bloc Party, under nummeret ”Virtue” fra dette års udgivelse Hymns, der blev introduceret af en atmosfærisk elektronik.

Den kendetegnende genre, som blandt andet omfatter Bloc Partys materiale, er post-britpoppen, der blandt andre involverer landsmændene Franz Ferdinand, og liveaspektet i den genre er ofte højenergisk fra start til slut. Bloc Party skulle derimod lige i gang, og det tog lige et par numre og en opfordring fra forsanger Kele Okereke, der ønskede at få sat gang i festen. Der blev skudt gang i ”Hunting For Witches” fra perioden, hvor post-britpoppen var tydeligst kendetegnende hos Bloc Party. Det var stramt og velspillet guitarrock uden alt for mange eksperimenterende elementer, hvilket endelig satte gang i i eftermiddagsdansen. Hvor koncertens start havde været kortvarigt præget af brud og lidt for lange pauser, fortsatte den monotone basgang ind i ”Positive Tension” fra debutalbummet Silent Alarm fra 2005. Det var, som om det nyere og mere elektronisk prægede materiale ikke passede helt ind i Bloc Partys rockskabelon og derfor lige skulle af vejen til fordel for det ældre materiale, der i sin tid etablerede Bloc Party på den karakteristiske britiske rockscene.

Manden, der i høj grad bar showet, var frontmand Kele Okereke, der charmerede sig ind på publikum med en kærlighedserklæring til sex og andre rusmidler, hvilket naturligvis faldt i god jord hos festivalpublikummet, der dansede med på nummeret ”Different Drugs”. Energiniveauet var nu på sit højeste, og dette blev velmodtaget af publikum, men desværre havde de små finesser det med at drukne en smule i energien, særligt med henblik på Kele Okerekes lavere vokalsekvenser.

Selvom sættet var præget af det ældre materiale, bevægede Bloc Party sig primært imellem guitarrocken og elektroniske elementer, ført an af guitarist Russel Lissack, der viste helt anderledes måder at skabe lyden på. Man kunne næsten gå så langt som til at sige, at det var en videreudvikling af de sene 90’eres post-britpop, der nu var blevet mødt af samtidens digitalisme. Der blev dog holdt fast i de britiske indie-rødder på ”Like Eating Glass”, hvor tankerne flød over i The Smiths, og hvor den tørre guitar fik lov at stå frem, og afslutningsvis fik Duran Duran sågar et par ord med på vejen med one more banger i nummeret ”Ratchet”. Og med det blev publikum opfordret til at nyde de britiske popveteraner, hvilket samtidigt forsikrede dem om, at det ikke kun var festivalens talsmand John Fogde, der glædede sig til disses besøg.

 

Sætliste:

Virtue

Octopus

Hunting For Witches

Positive Tension

Mercury

Song For Clay

Banquet

One More Chance

Different Drugs

The Love Within

Like Eating Glass

Flux

Helicopter

Ratchet


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA