x
Hypnotisk drømmeland

Laurie Anderson, Kulturværftet, Store Sal, Helsingør

Hypnotisk drømmeland

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

For anden gang på bare tre år præsenterede Kulturværftet i Helsingør multikunstneren Laurie Anderson, dvs. teknisk set for tredje gang, for den amerikanske legende optrådte både lørdag og søndag, og for fulde huse, hvilket i sig selv er flot, især taget i betragtning af, at Anderson kun har haft et eneste rigtigt hit, og i øvrigt absolut ikke i den dansevenlige afdeling – snarere demonstrativt tværtimod.

Forholdsvis præcis og til tiden gik Anderson på scenen, badet i blåt lys, og med sig havde hun en enkelt musiker, cellisten Rubin Kodheli, som, skulle det vise sig, fik en del at se til i løbet af koncerten, hvor han leverede temaer, fabulerede harmonier, knipsede strenge, fra det lyriske til det direkte atonale og med stort set alle varianter der imellem.

Anderson stod, ikke overraskende, for violin, elektronik, videohåndtering og - naturligvis - vokal, først og fremmest, eller faktisk nærmest udelukkende, det talte ord. Når jeg skriver "nærmest", så er det ikke, fordi Laurie Anderson sang på traditionel vis - der er ellers rigeligt med bud på også den slags i hendes bagkatalog - men fordi hendes talte ord besidder en klang og en rytmisk forståelse, der ofte befinder sig et besynderligt sted imellem hvad vi normalt forstår som tale og som sang.

På et helt overordnet plan var koncerten bygget op omring en række historier, typisk fortalt med elektroniske loops eller lydlandskaber af ambient karakter som scene, hjulpet godt på vej af Kodhelis cellospil, som var både opfindsomt og varieret, afløst jævnligt af egentlige instrumentale passager, hvor Anderson spillede med på elektronik og violin, typisk med smag af moderne klassisk musik, ikke sjældent med brug af dissonante elementer og tunge eller i perioder ligefrem ildevarslende tendenser.

Også lyrisk var det mestendels en mørk Anderson, der førte an. Bevares, hendes vanlige humoristiske sans fejlede ikke noget, men der var måske mindre af den - eller sagt på godt dansk; der var ikke så meget at grine ad. Og tak for det. Ikke sådan forstået, at Anderson ikke stadig er morsomt selskab, men jeg synes faktisk, at det var en stor styrke ved koncerten, at den turde stå ved sin stemning, som altså var udpræget tung og også dyster i flere perioder.

Det var således sjovt - og meget Andersonsk - at drage paralleller mellem Donald Trumps mur, den, der skal holde mexicanerne på sikker afstand af Guds eget land - og Aristofanes' komedie "Fuglene", men baggrunden, det faktum, at sådan snak rent faktisk er en del af den amerikanske valgkamp - for real - er rendyrket tragedie, hvilket især koncertens meget dunkle afslutning slog en markant streg under.

Hypnotisk
Det dvælende tempo, de mange instrumentale passager og de ofte minimalistiske billedsekvenser på storskærmen i baggrunden gav hele seancen et skær af noget direkte hypnotisk, som befandt man sig i det hypnagogiske stade, som gode gamle Edgar Allan Poe ville have udtrykt det, og skal man namedroppe lidt ekstra amerikansk kolorit fra det sære overdrev, så kunne man også nævne en David Lynch i dennes mest drømme- og mareridtsagtige momenter.

En del af materialet var nyt, om end det også blev til kendte passager fra Andersons senere år såsom "Story About A Story" såvel som en lille smule parafrase over "Let X=X", helt tilbage fra "Big Science"-debutalbummet fra 1982. Der blev også trukket referencer til "Heart Of A Dog" - sekvenser herfra blev bl.a. brugt visuelt på samme måde som den overordnede tematik omkring død blev vendt i form af optagelser af Lou Reed, hvilke Anderson og Kodheli spillede til.

Set i det lys kan man bestemt ikke fortænke Laurie Anderson i at gå i kødet med en dyster tone; det har næppe været lette år på det seneste; det fremgår af "Heart Of A Dog", at hun har mistet ikke alene hunden fra titlen, men også sin mor. Hertil naturligvis partneren gennem mange år, Lou Reed, og nu også David Bowie, som var en nær ven. Vi er nok nogle, der har det skidt med at måtte undvære Reed og Bowie, men for Anderson er der tilmed tale om personlige tab.

Skal man komme med en lille anke på falderebet, så må det være den samme som sidst amerikaneren gæstede Helsingør - sangene manglede. Og det er lidt en skam, ikke fordi de nødvendigvis behøver at være der, men fordi det er en væsentlig side af Andersons udtryk, som måske, i hvert fald i mine øjne, træder lidt for meget i baggrunden i disse år, for selvom Laurie Anderson, trods et par pletvise forsøg, aldrig rigtig blev nogen popsanger, så har hun altså skrevet nogle fortrinlige sange undervejs - måske lige netop fordi hun aldrig rigtig blev popsanger - og mange af dem har stadig noget relevant at formidle.

Og skulle man i øvrigt være i tvivl om Andersons relevans, så understregede hun tyngden med koncertens afslutning, der med afsæt i melankolske klange fortalte om Amerikas gennemsigtige genfærd, alle dem, man forsøger at holde ude, og alligevel kommer de tilbage, flere og flere. Noget må man da gøre, hjælpe, finde en løsning, kundgjorde Anderson gennem elektronisk stemmefilter, men, konkluderede hun, hjertet bliver mindre og mindre og tror mig ikke længere. Tak for i aften.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA