Formidabelt foreløbigt farvel til Lars H.U.G.

Lars H.U.G., Store Vega, København

Formidabelt foreløbigt farvel til Lars H.U.G.

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Lars H.U.G. har forladt bygningen - længe leve Lars Haagensen!

I hvert fald hvis man skal tro den oplysning, som Lars H.U.G. torsdag aften delte med et udsolgt Store Vega til den 2. af en række koncerter, der fejrer spillestedets 20 års jubilæum. Vel at mærke efter en af de koncerter, der vil blive stående i hukommelsen. Her fortalte Lars H.U.G. nemlig, at han dropper sit alias og tager det borgerlige navn tilbage. Men mere om det senere.

Orkestret alene var et overflødighedshorn, som det har været på hele den turné, som startede med comebackpladen, 10 Sekunders Stilhed, og hvor den dygtige keyboardmand, Povl Kristian, regerer over begivenhederne, mens dennes faste sparringpartner gennem en årrække, legende-guitaristen Peter Peter, er med som et ekko fra solistens punkdage. For de der ikke kender til dansk rockhistorie: Lars H.U.G. spillede i århusianske Kliché dengang i slut-1970'erne, hvor Peter Peter - med efternavnet Schneidermann - var en af hovedkræfterne i københavnerbandet Sods, der fra cirka 1980 blev til Sort Sol.

Men den der især har gennemgået en rivende udvikling er Rasmus Hedebo på guitar, mandolin, lapsteel og konstante støttevokaler. Hvor var han dog kompetent.

Men nu tilbage til den mageløse aften:

Det var som havde Lars H.U.G. en helt speciel plan, for ikke nok med, at Vega fejrede sit jubilæum, det var også tydeligvis tid til, at en hovedperson, hvis gestik stadig har denne nye kvalitet, som frygtede han et øjeblik at vågne af drømmen og ikke være i gang med det folkelige comeback, som han vitterligt har præsteret over de sidste to år. Stadig lidt kejtet i sin folkelighed og egentlig mest tilfreds med at gemme sig bag den halvakustiske guitar, ville han alligevel nu have en anden og næsten overnaturlig selvsikkerhed, hvor han smed spaden ud til en af de hårdt arbejdende guitarteknikere, og så fattede mikrofonen med en snerrende rocksangers farlighed. Og når man jo er en af landets ypperligste sangere - hvis ikke den bedste! - så er det virkelig en tilstedeværelse, der flytter noget.

Så aftenen blev et vue tilbage over hele karrieren - så godt som. Ikke alle de fede ting var der, måske lovlig meget dvælen ved de engelsksprogede bossanova-prægede ting, hvor en gammel punkromantiker måske havde elsket en masse dyk ned i City Slang, der startede solokarrieren i 1984 og havde Søren Ulrik Thomsens tekster som forlæg, men igen: som det var med Kliché-tilhængerne på balkonen tidligt i koncerten, der venligt, men bestemt blev belært om, at kommer tid kommer råd, så kom der også et par ting langt henne i koncerten...

Til gengæld var det fedt at se, at Lars H.U.G. på et tidspunkt lokaliserede Johnny Voss nede bagest ved baren og lod alle vide, at her var tekstforfatteren gennem stort set hele karrieren og altså ophavsmanden bag de nærmest mantraagtige tekstbidder, som vi har skrålet gennem et halvt liv, og som blandt fik en rørt kronprins på sin bryllupsaften til at gøre omkvædet fra Mon De Kan Reparere Dig til Danmarkshistorie.

Og når vi nu er ved den, fik netop stoltheden over det royalisten H.U.G. til at berette om, hvordan hans gamle mor havde sagt, at det citat på den aften var mere værd end en elefantorden. H.U.G. fortsatte med et spark til alle emsige kritikere af de royale, der fra sangeren fik opfordringen om "bare at brænde den af". Undertegnede kan ikke være mere enig!

Farvel til H.U.G.

På det tidspunkt i koncerten var vi dog ikke klar over, at det måske var et farvel, vi var i gang med. At H.U.G. altså tillader sig at lade den oprindelige Haagensen, han fik i dåbsgave dengang i 1953, komme til ære og værdighed og igen kravle ind i den relative anonymitet, mens han skriver på bogen om sit liv "med Lars H.U.G.". Det skal nok blive spændende. Men også lidt ærgerligt, for hvor er han dog blevet god på en scene igen, dette ekko af Bryan Ferry og David Bowie med sin helt egne unikke danske flavour. I min optik i samme æteriske liga som de to.

Koncerten startede, som det har været på hele turnéen, med en række af sangene fra 10 Sekunders Stilhed, de efterhånden træfsikre sange, der dog også oftest var i det hyggelige og modne hjørne langt inde på loungebarens divaneser. Ganske ufarligt og med et band, der fik opvist de fine vokaler, som skulle præge hele aftenen. Men alligevel var det først på De Søde Søndage, at der kom den farlighed og gudsbenådede veloplagthed i kompositionen, der gør Lars H.U.G. så unik. Han skal altså ikke læne sig for langt tilbage og lade crooneren helt tage over i stiløvelser, hvor en Peter Peter står afventende. Men det skulle dog heller ikke vare længe.

Samme Peter Peter fik dog som vanligt sat guitarteknikeren i arbejde, og det er tankevækkende, at en guitarist, der de første mange år spillede på den lyserøde standardguitar gennem en Roland Jazzchorus-forstærker, på et tidspunkt altså gik all in med hensyn til ikke at gå ned på udstyr! Det ene efter den andet eksemplar af for en guitarnørd så eftertragtede guitarer blev altså luftet, specielt i de passager, hvor vi ventede på, at der for alvor skulle komme gang i punkrocken, og den foretrukne Stratocaster med det omvendte hoved blev luftet. Og så var Kasket Karl med glimmer i fjæset vanen tro nede i maskinrummet og leverede soniske ting, der gør ham unik.

Ni numre henne var vi ude over den første byge fra den nye plade, og nu var det tid til de engelsksprogede ting, hvor især Waterfall er en vidunderlig sang fuld af H.U.G.'ske blå toner. Her var vi midt i koncertens akustiske dagligstue, der var pæ-æ-æ-nt ud over alle grænser, men også rakte ud efter det virkelige touch fra mesteren.

Det kom ved intonationen af det 12. nummer, som var Blidt Over Dig, hvor der blev lagt fra land og den rette nøgle til paradiset blev fundet frem. En triumferende og fejende flot Natsværmer gik over i Karen Jønssons bittersøde klassiker fra slut-1930'erne, Hvorfor Er Lykken Så Lunefuld, et loyalt hint til en sangerinde, der selv døde tragisk alene på et hotelværelse under krigen, og oprindeligt er ladet med blues - men som hos Lars H.U.G. er blevet en fuldendt evergreen.

Herefter over til den fantastiske vuggevise, Solen Er Så Rød, Mor - skrevet af Harald Bergstedt i 1915... han skrev også Jeg Ved En Lærkerede..- som Lars H.U.G. i den grad gjorde sin egen på scenen med en gennemgående Heroes-agtig drone fra Povl Kristian, der som H.U.G. kan sine virkemidler i ekstrem grad. Så var det tid til Dansevise med et hint til en anden blå sjæl, Grethe Ingmann, samt et af dansk populærmusiks stolteste øjeblikke, og så var vi nærmest henne og banke på i det inderste kammer af H.U.G.-genialitet, nemlig med tingene fra Kysser Himlen Farvel og talen til Frederik og Mary. Hele Vega sang med på titelmelodiens triumferende korlinjer og evigtgyldige bidder af zen, såsom "Go'nat, go'nat Måne" og "Sender mig ud - Send send, sender mig ud - Og kysser mig hjem - kys, kys, kysser mig hjem". Danske popmantraer, der aldrig dør.

Mao

Så pludselig en tur ned i det filmiske med den Eno-agtige Hamburg-Köln og Vent fra netop City Slang, der blev som en passage tilbage til Kliché. Jeg må så leve med, at personlige favoriter fra den plade, som de afsluttende Levende og Hen Over Himlen, synes begravet som livemateriale. Og på denne aften dele skæbne med Masselinjen, som ikke bare jeg, men også den søde 23-årige kvindelige bartender nede bagi savnede, hun ligesom jeg åbenbart til Mao-citater..: "Jeg ventede på den sang hele aftenen!", som hun ærgerligt sagde.

Povl Kristian og Peter Peter var nu i den grad på og inviterede indenfor i deres filmiske univers, så jeg et kort øjeblik ønskede mig en bid af PP-filmen Vinkelsliber Vanvid på en skærm bag.

Til gengæld stod vi for alvor til søs nu, og hits som titelsangen fra Kliché-plade nummer to, Okay Okay Boys og Bravo Charlie fik rummet til at koge fulgt af de to træffere fra etteren, Havets Blå - med fuldt honnør fra samtlige musikere, forstås - og Militskvinder, som startede det hele. Her sang vi alle selvfølgelig med på dens "bab bab, babbeliååh" og "De elsker uniformer - ikke silkestoffer". Hvor efter turen til det første bands gyldne tid sluttede med Aldrig Mere, hvor efter vi var ude i ekstranumre og stor finale.

Her sluttede en episk koncert med et tilsyneladende utrætteligt band med de måske bedste ting fra den nyeste plade, titelsangen 10 Sekunders Stilhed og Altid Lys.

Inklusive en Johnny Voss-tekst af evig skønhed, som en sang fra en gammel dreng til et publikum, hvor vi var så mange, der havde været med på samme rejse gennem så mange år. Stadig ikke mætte, men med melankolien som følgesvend iblandet den glubende sult efter at blive udfriet af en berusende punkguitar eller en genial sangbid.

Dem har Lars H.U.G. og hans formidable band til overmål.

Tak for denne gang, skjald.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA