x
Rapper's Delight var en ren fornøjelse

Sugar Hill Gang & Marvelous Mosell, Pumpehuset, København

Rapper's Delight var en ren fornøjelse

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

1979 er lang tid siden. For at sætte det i perspektiv, kan man forestille sig, at stod man i ’79 og tænkte lige så lang tid tilbage, så ville man stå midt i 2. Verdenskrig. Når det alligevel ikke føles som så længe siden, skyldes det måske, at megen af den kultur, vi dyrker i dag, fra punk til techno, blev skabt i de år. Sådan var det også med hiphoppen. Selvom kulturen levede mange år før den hittede på plade, er det et faktum, at den først spredte sig fra New York og til resten af verden efter den 11. oktober, 1979, hvor “Rapper’s Delight” med Sugar Hill Gang så dagens lys. Det er det nummer, vi er kommet for at høre i aften.

Ain’t no party like an old school party

Inde i Pumpehuset er oldschoolstemningen så tyk, at man kan skære i den med sin hiphopkniv. De gode gamle dj’s Typhoon og DJ Jan spinner soul, funk og hiphop, der er så retro, at man føler sig som statist i The Get Down. Og det københavnske party people har taget kostumet på, der passer til rollen. Man kan spotte shelltoe Adidas-sko og Puma træningstrøjer i massevis, og det er såmænd ikke engang, fordi det er fundet frem fra gemmerne. Det grå guld er ganske vist repræsenteret, men der er mindst ligeså mange teenagere, der må være blevet godt opdraget, siden de ved, at der ikke er nogen fest som en old school fest. 

Mageløst makkerpar 

På papiret er Marvelous Mosell aftenens supportnavn. Men så snart mentor Tue Track popper op bag pladespillerne med Kangol-hat og electric boogie-solbriller, eksploderer salen i eufori. Mosell er vokset fra et nlchenavn, som P3 allernådigst sneg ind på playlisten, til en regulært eminent live-kunstner med et kultpublikum, der følger ham rundt i landet. En del af det skyldes naturligvis makkerskabet med Tue Track. Som tagteam spiller de fantastisk sammen, og Mosells disco-produktioner tages til et højere niveau, når Tue Track powerscratcher rytmisk de helt rigtige steder. Imens gør Mosell det, han er bedst til. Han danser. 

Der er stort set ikke et nummer, hvor Marvelous Mosell ikke enten laver the wop, moonwalk eller running man rundt på scenen. Det lader til, at publikum har fulgt godt med i Morgengymnastik på DR3, for de første rækker matcher alle hans moves og disco-danser til Sportslørdag-temaet. “I bevæger jer som en flok højtgraduerede ninjitsu-udøvere”, roser han os før den syrede sang om Ninja Turles sættes i gang. Vi får også den om komplimenter, den om Robin Rubin, der solgte crack-kokain, den hvor han tænker på dig og den om Ove og Jens. Det er efterhånden gamle kendinge, men modtages stadig med begejstring. Da han spiller “Jeg var blevet syg og ku’ li’ det” ville vi allesammen ønske, at vi sygepjækkede fra arbejdet og frådede Raiders, Twix, Matador Mix, kiks.

Marvelous Mosell dyrker de oldgamle hiphop-dyder om i en sådan grad, at det nærmer sig parodi, men man er aldrig i tvivl om, at han, ligesom Sugar Hill Gang gjorde dengang, faktisk mener peace, unity, love and having fun er vejen frem. Han er en sær snegl, og det gør det endnu mere befriende at slippe sig løs i hans selskab. 

Der var engang en gang - en Sugar Hill Gang

Herefter skruer vi tiden endnu længere tilbage, hvis det er muligt. Sugar Hill Gang indtager Pumpehuset. “We heard Copenhagen loves Hip Hop and Copenhagen loves the Sugar Hill Gang” råber den klejne, tætte Master Gee, og han har ret. Selv de ret obskure numre som “Livin In The Fast Lane” som hele publikum næppe kender, bliver modtaget med taktfaste klap.   

Årene har ikke været nemme for gruppen. Wonder Mike er blevet næsten blind, Master Gee har mistet sin afro, og Big Bank Hank har stillet sine træsko. Alligevel står gruppen på scenen med store smil. Hvad de mangler i bagkatalog, virker de fast besluttede for at kompensere for med masser af energi. Og så er det værd at nævne, at det i modsætning til gruppens sidste besøg i København faktisk er de autentiske rappere, der er kommet denne gang og ikke bare et hold kopiartister. Dog er salig Big Bank Hank udskiftet med Hen Dogg, en tynd rapper med Zorro-hat og stok, der tidligere var gruppens hypeman og ikke helt har lagt det overgearede bag sig.  

Det er ret pudsigt, at gruppe, der havde rim nok til at fylde et nummer på et helt kvarter sidenhen løb tør. På deres kun to officielle album er der kun en håndfuld rap-numre, og resten er en slags disco-soul. At de ikke kun er et one-hit-wonder forsøger de fra start at understrege ved at spille electro-baskeren “8th Wonder” fra deres andet album. 

For mange sing-a-long-indslag, men “Apache” er altid catchy 

Cirka midt i showet er luften ved at gå af ballonen. Hverken deres Grandmaster Flash-hyldest “The Message” eller de mange sing-a-long indslag til James Brown, Parliament Funkadelic eller House of Pain sidder i skabet. De er også blevet af dårlig lyd. Diskanten hviner som en sirene, bassen brumler som skraldespand, og til trods for at Wonder Mike og Master Gee alle dage har haft en flot klar diktion, er mikrofonerne mudrede. 

Men bedst som vi er nede i en bølgedal, ryger “Apache” på. Og “Apache” er altid catchy. Nummeret hvor Sugar Hill houseband genspiller Incredible Bongo Bands musik er en rytmisk fornøjelse, hvor trommer og guitar leger sammen, mens vi allesammen leger indianere det bedste, vi har lært.     

Efter en alenlang Prince-tribute, der virker lidt besynderlig, eftersom deres eget gruppemedlem Big Bank Hank kun nævnes i en bisætning, sætter Master Gee ord på frustrationerne. “We’ve been rapping together for 38 years. And I’ve tried to stop ud. They even took our name way! But we fought hard for it, so we can be here with you tonight!” 

Nummeret der betyder så meget 

Og så kommer den. Vi ved hvad klokken er slået, så snart trommerne og bassen fra Chic’s “Good Times” fylder rummet. Wonder Mike begynder på sit ikoniske skat-vers “I said hip hop, a hip hop, the hippie-the-hippie-dippie…” Det betyder dybest set ingenting, og alligevel betyder det alt i verden. Versene sidder i skabet, den dårlige lyd overdøves af salen, der rapper med. Vi tager på hotel-motel-holiday-in, scorer Louis Lane foran Superman og tilgiver vores ven for, at kyllingen var tør som træ, da vi var på besøg. Ikke engang Marvelous Mosell kunne have skrevet det bedre. Mod slutningen forsvinder beatet, men Master Gee rapper ufortrødent videre, til han nærmest eksploderer. Man kan mærke, hvor meget nummeret betyder for dem, og kom man for “Rapper’s Delight” kom man bestemt ikke forgæves.     

Sugar Hill Gangs akilleshæl vil altid være, at de ikke har sangene til at fylde et helt show. De har eller en Tue Track bag pladespillerne til at skrue showet så mesterligt sammen som Mosell. Men uden Sugar Hill Gang ingen Marvelous Mosell, og det er værd at huske, at selvom gruppen har været i glemmebogen ad flere omgange, er det deres skuldre vi står på. Derfor var det en fornøjelse at se, hvor glade de var for at spille “Rapper’s Delight”. For det nummer betyder så meget, både for dem og for os.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA