x
Storladenhedens momentvise mesterværk

Rhye, med amiina og DR Pigekoret, Store Vega, København

Storladenhedens momentvise mesterværk

Anmeldt af Frederik Kyhn | GAFFA

Det er få kunstnere forundt at kunne koge hele karrieren ned til et enkelt album. Men når både sangskrivningen og produktionen er så nidkært udført som på dansk/canadiske Rhyes første (og til dato eneste) album, “Woman”, er der ingen tvivl om, at lidt også har ret til at gøre den store forskel. Kombinationen af Mike Miloshs vokal og danske Robin Hannibals fintfølende og multifacetterede produktion er i den silkeblødeste verdensklasse og har siden debuten udkom i 2013 givet gruppen stjernestatus. Robin Hannibal er notorisk kendt for sin sceneskræk og har så vidt vides aldrig optrådt med gruppen. Alligevel er hans fodaftryk umiskendeligt til stede i musikken, hvor det især er den nuancerede instrumentering, der er Hannibals varemærke som producer. Og for at sikre den bedste overlevering fra plade til scene havde Vega i samarbejde med Rhye sat alle sejl ind for at give musikken den volumniøse udførsel, den altid har fortjent.

Med det islandske strygerensemble amiina og 50 sangerinder fra DR's PigeKoret var det noget nær det størst antal musikere, der må have befundet sig på Store Vegas scene samtidigt. Og der var også noget nær uudholdelig forventningsglæde blandt publikum, der instinktivt satte ind med unisont groupie-skrig ved lyden af første strofe på ”Verse”. ”Oh my song says it all” lød Miloshs fejlfri falsetrøst. Og det hele lå også fra start i den spartanske rytmegruppe, der varigt blev støttet af aftenens strygergruppe. Det var med lette trin, at aftenen blev sat i gang. Men hos Rhye ramte de små udslag lige så langt og dybt i salen som de dynamisk vildere passager. Alt sammen flettet rundt om Miloshs vokal, der på intet tidspunkt tabte karakter eller virkning. Mike Milosh er en sanger i sin helt egen klasse.

 

Veloplagte stryger-tilføjelser

Aftenens validitetsgrundlag stod og faldt med spørgsmålet om, om det tilføjede ensemble på over 60 musikere bidrog aktivt med noget, som bandet ikke selv kunne have tilføjet. Og svaret var fra start indlysende. Det var en fryd især at få tilføjet en strygerbesætning som amiina, der kunne lægge den ekstra instrumentering for dagen. Det gjorde Rhyes sange des mere levende. Aftenen igennem spillede ensemblet en virkningsfuld rolle som opbakning af Milosh og solister fra det oprindelige band. Som på en sløvt vuggende version af ”3 Days” med tilhørende elegant Rhodes-solo. Og på stryger-introen til ”Open” gik det hele op i en højere enhed af fuldendt vellyd.

Men amiina var ikke kun på scenen for at fylde instrumenteringen fra pladen ud. Rhye var kommet til Vega for at vise, at der er mere på færde under den pudsede r&b-overflade, hvilket blev vist på en dyster og dronet version af ”Hunger”, hvor en mudret syntheziser spillede om kap med dybtklingende celloer. Der var et musikalsk overskud til at vride sangenes oprindelige arrangementer, så de fint balancerede mellem det genkendelige og det nytænkende. Blot en lille ting som et rytmisk break på ”Last Dance” vidnede om, at Rhye stadig kan presse innovative ændringer ud af gruppens sparsomme bagkatalog. Der var i perioder lidt for stor frihed, som resulterede i lange passager af fri leg. Men det ændrede ikke ved, at gruppen kan og vil mere end den fintpudsede overflade.

I aftenens opsætning var der plads til genrevridende udskejelser, der i de fleste tilfælde klædte bandet godt. Især var afslutningen på "Major Minor Love" en ren ekspertopvisning i stadion-rockede afslutninger, hvor også PigeKoret fik sat sit tydelige fodaftryk med vekslende andenstemmer på versets refræn, ”I'm so bad, I'm so bad”. Det var nye musikalske sider af et band, der har etableret sig så stilrent ned i den fintpolerede r&b med pop-tendenser.

Koret var allermest virkningsfuldt i de mindre dynamisk mættede perioder, som på det nye nummer ”Waste”, hvor skiftende overstemmer gav en god vekselvirkning til Miloshs kraftfulde vokal. Her virkede de tre elementer til at gå op i den synergi, der var tiltænkt konstellationen. Men der var også perioder, hvor koret druknede i det resterende bands dynamisk vilde udskejelser på ellers formfuldendte flydestemmer. Dertil var der oplagte passager, hvor koret kunne have været brugt mere aktivt til andet end unisone og gentagende fraser. Det blev overordnet set aftenens svageste element, trods flere passager af utrolig skønhed.

Og skønhed var den sidste konnotation, man som publikum stod tilbage med efter aftenens afsluttende nummer, som blev leveret med akustisk guitar og PigeKoret i udspredt opstilling rundt på hele scenen. Hvis det før havde været svært at høre koret for instrumenterne, var det her, det 50 mand høje stemmeorgie ikke blot brillerede, men satte af med aftenens største musikalske præstation. Her var der virkelig tale om en synergieffekt, hvor Miloshs falsetvokal brændte skarpt og på samme tid lod sig dale ned i hænderne på et hav af vandrende stemmer. Det var det galant satte punktum for en aften, der ikke blot var smuk og velproduceret. Den var i sandhed også mindeværdig.

 

Sætliste:

Verse

3 Days

The Fall

Major Minor Love

Shed Some Blood

Last Dance

Waste

Hunger

Open

(nyt nummer)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA