x
Paul Simons store palet kom i brug

Paul Simon, Gigantium, Aalborg

Paul Simons store palet kom i brug

Anmeldt af Henrik Friis | GAFFA

Han udsendte sine første indspilninger nogenlunde samtidig med Help – altså midt under den skrigende beatlemania – og har formået at lægge flittigt til det fornemste lag af musikkens sangskat i de over 50 år, der er gået siden. Ja, og gør det stadig, som det seneste album understreger.

Hvorfor det flash back? Fordi man sådan en smuk oktober-aften i Aalborg på kanten af vintertid også bliver mindet om, at Paul Simon selv er godt i gang med sit livs efterår. Både fysisk, når man ser ham træde ind på scenen, og også når han åbner munder og oplader den røst, der i løbet af aftenen igen skal blive spændstig, delikat og fin, som vi kender den, men som især i starten også fremstod let hæs og slidt – og ja, skrøbelig.

Nagende tvivl
Så ville betonklodsen Gigantium give den intimitet, som dele af Paul Simons musik også indeholder – og måske kræver mere nu end nogensinde jævnfør ovenstående? Og modsat: Ville samspillet mellem Simons mere kropslige numre og de tungt siddende 6500 tilskuere fungere for alvor?

En lille nagende tvivl blev i hvert fald tændt ved koncertstart i den afro-vuggende The Boy In The Bubble, og efterfølgende i en ellers endnu større publikumsfavorit, 50 Ways To Leave Your Lover. Stemmen var noget bleg – lidt spag.

Heroppe på den fint placerede anmelderplads var problemet måske mindre, men nåede stemmen og selve musikken virkelig ned til midten – for slet ikke at tale om bagest - i den store hal? Uden så meget som en lille fladskærm til at komme distancen i møde. Det kunne man godt have sine bange anelser omkring.

Gode kort på hånden
Paul Simon har dog mange gode kort at spille, som aftenen skulle afsløre. Blandt andet hans ni mand store band, som er blevet sirligt håndplukket gennem de seneste 30 år, og som følger hans mindste vrik med lillefingeren.

Tag multi-multistrumentalisten Mark Stewart med grå bakkenbarter næsten på længde med hestehalen, den sprødt klingende bassist tilbage fra Graceland-tiden, sydafrikanske Bakithi Kumalo med bøllehatten og Cameroun-guitaristen med den glasklare klang, Vincent Nguini. Folk, der i den grad er med til at lægge farver på Simons musikalske konturer og på scene-udtrykket.

Det er dem, der får nyere Dazzling Blue til at svæve uimodståeligt smukt i sin kærlighedsutopi, og sekundet efter får That Was Your Mother’s Graceland-zydeco til at sprælle for alvor.

Det er også her, Paul Simon selv begynder at virke mere tilpas på scenen – stemmemæssigt som fysisk rørig. I de hurtige sager finder han luft-klarinetten frem, trutter i fantasi-saxen eller banker løs på et imaginært piano. Og han får det første deciderede tilskuerbrøl som resultat af en perfekt charmerende afslutning på Me and Julio Down by the Schoolyard. Eller indfanger os i en fortælling om Amazon-medicinmandens Ayahuasca-drik og sejler os derefter fantasiflydende og høje ned ad den store brasilianske flod i et af koncertens smukke højdepunkter, Spirit Voices. Kuldegysende.

Indlevelse
Det kan godt være, at Simon ikke længere er en årsunge og har spillet sig igennem repertoiret mange gange. Men den 75-årige evner stadig at give sine karakterer liv i de – ofte – skæbnebaserede fortællinger.

Hans vil give de finurlige historier og troværdige personer liv. Også i aften, lyser koncentrationen ud af ham her tæt på scenen-kanten i eksempelvis The Obvious Child. En favorit, som i Aalborg går hånd i hånd med titelnummeret fra det seneste album Stranger to Stranger, der byder på lige så flot eftertænksom lyrik og smukke musikalske stemninger fra Simon som altid.

Som den sidste tredjedel af koncerten skrider frem, når vi også dybere ind i oldies-kataloget: Fra tiden med Art Garfunkel, de første soloår efter bruddet – og igen Graceland: med konklusion på den ordinære koncert i You Can Call Me Al med Bakithi Kumalo som det bassnurrende samlingspunkt. Og mens Simons opfordring til publikum om at danse med tidligere på aftenen ikke rigtigt gav resultat, er mellemgangene fyldt nu, og salen rejser sig i hyldest og fest.

Groovy nyt og nostalgi
Nye groovy-snurrige Wristband er en fortjent publikumsfavorit som første ekstranummer – hvor Simons tekst elegant skræver over gabet fra det vittigt, nære ekskluderende til det samfundskommenterende globale. Still Crazy After All These Years lukker smukt den trio af sange af med ægte nostalgi-fornemmelse omkring mødet med den gamle kæreste.

Og den næste trio sange får pulsen op igen med Late in the Evenings rene fest, hvor Mark Stewart igen imponerer: Først i unisone duo-guitarforløb med Vincent Nguini, der får feinsmeckerne til at savle, og få sekunder efter i saftigt trio-blæs. Inden Simon selv effektfuldt overtager hoverollen igen i The Boxers ensomme skæbnefortælling. 

Men Simon kommer ind endnu en gang: For sådan får aftenen sit flotte punktum – foran 6500 stående, overbeviste fans. Simon alene med guitaren, den nu stærke, indtrængende stemme og Sound of Silences dystre og evigaktuelle tekst om vores uformåen. Som han indspillede for 51 år siden, som det første store vidnesbyrd på, at en af de allerstørste sangskrivere inden for populærmusikken var afgørende på vej. En sang, vi forhåbentlig kommer til at høre igen. På vej mod de 80.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA