Det omfavnende og maniske kaos

Skunk Anansie, Store Vega, København

Det omfavnende og maniske kaos

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Når man i dag tænker tilbage på den britiske musikscene, som den så ud i 90’erne, vil de fleste nok tænke på Oasis og Blur, den medieopblæste rivalisering imellem de to, boyband-bølgen og girl power-kulturen. Indtil 2008 var det som om, at Skunk Anansie var blevet en smule glemt i nu metal-bølgen, post-grunge og den opblomstrende folk-scene, der hærskede i slutningen af 00’erne.

Der er ellers ingen grund til at underkende bandets status i 90’erne, og siden Skunk Anansies gendannelse i 2008 har de da også formået at genetablere deres position på den britiske rockscene. Den karismatiske frontkvinde, Skin er ikke blevet en dag ældre siden gennembruddet i midten af 90’erne – det ser i hvert fald ikke sådan ud, og med en god håndfuld besøg på dansk jord henover de sidste fem år formår de stadig at trække et solidt publikum til sig. Den kommercielle succes er godt nok dalet en smule siden udgivelsen af albummet Post Orgasmic Chill, men med tre udgivelser siden gendannelsen, senest albummet Anarchytecture fra sidste år, har Skunk Anansie alligevel formået at holde niveauet højt.

 

Overvældende karisma

Anarki og kaos har altid været en del af Skunk Anansies æstetik, som tydeligt dyrkes og iscenesættes af bandets frontkvinde Skin, så da den buldrende drum’n’bass skyller igennem Vegas store sal, og Skin kommer trampende ind på scenen i selskab med Martin ”Ace” Kent på guitar og den lige så karakteristiske Richard ”Cass” Lewis på bas, er der lige pludselig ikke så meget at være i tvivl om.

Publikum er på vej til at være vidne til noget vildt, og i det næste øjeblik er de da også at finde helt oppe under loftet ved åbningsnummeret ”And Here I Stand” fra debutalbummet Paranoid & Sunburnt. Tømmermænd og søndagsdepressioner bliver øjeblikkeligt visket væk fra gulvet i bandets virkelig skarpe lyd, og da Skin undervejs i samme nummer er ude at hilse på de forreste blandt publikum, udvikler det sig hurtigt til, at hun står oprejst i deres arme, hvorefter hun lader sig falde og crowdsurfer igennem salen. Helt fra start bliver hele Vega lagt ned af Skins betagende karisma, der trods sin fremtrædende positionering ikke overskygger resten af bandets optræden.

Det maniske kaos fortsætter igennem ”Intellectualize My Blackness” fra samme album, og på ”My Love Will Fall” fra albummet Wonderlustre tiltræder Erika Footman, som ellers hidtil har været gemt væk bag keyboards i scenens venstre hjørne. Vokalharmonierne på nummeret, der er skrællet mere ind til benet end sædvanligt, giver derfor det hele en dybere klang, til trods for at Erika Footmans vokal ellers ligger i den lidt blødere del af skalaen.

Den karakteristiske basgang på nummeret ”My Love Will Fall” fra albummet Wanderlustre bliver leveret stilsikkert og i centrum af Richard ”Cass” Lewis, så publikum ikke er i tvivl om, hvad det hele handler om, selvom entusiasmen ellers er størst, når det kom til numre fra længere tilbage i bandets bagkatalog. Det er sådan set også forståeligt nok, da størstedelen af de fremmødte også levede deres vilde teenageliv, dengang Skunk Anansie brød igennem.

 

Bløde drenge og hårde piger

Omkring halvvejs inde i første sæt spørger Skin publikum, om vi har haft en god Valentinsdag. Der er få, der entusiastisk rækker hånden i vejret, men det går hurtigt op for dem, at der her ikke er tale om en kærlighedserklæring til den bedre halvdel. Skin fortæller derimod, at hun gerne vil dedikere en blød sang til fyrene derude – for fyre er i bund og grund nogle bløde skabninger, hvorimod kvinder er af et lidt hårdere format. Koncertens blødeste skæring i form af en klassisk og ængstelig rockballade, ”Death to the Lovers” fra sidste års udgivelse Anarchytecture, går ud til alle dem, der går og har det ad helvede til, samtidig med at Skin demonstrerer sin alsidige vokal, der akkompagneres af den melodiøse guitar.

Der vendes derefter tilbage til tidligere i bandets karriere, hvor ”Twisted (Everyday Hurts)” fra albummet Stoosh får gulvet til at gynge, og midt i publikums eufori føles det faktisk som om, at Skin synger til hver enkelt af os. Det er der sådan set heller ikke så meget at sige til, eftersom hun hele vejen igennem koncerten bestræber sig på at få øjenkontakt, når hun ikke er ude for at tage fat i os.

Imellem jokes og militant tilstedeværelse introducerer ”Love Someone Else” fra bandets seneste album et rødt lystæppe, der udgør et gitter mellem scene og publikum. I det rødglødende lysgitter, der står fra gulv til loft, er Skin begravet iklædt en sølvjakke og store, sorte solbriller, der reflekterer lyset ud i rummet. Det hele går faktisk hen og ligner noget fra et Kanye West- og Daft Punk-mash-up, og det skal altså forstås i bedste henseende.

 

Revolutionen hidkaldes

Selvom man måske skulle tro, at Skins crowdsurfing kun skulle være til for at sætte gang i publikum og derfor var et enkeltstående tilfælde, rystes der flere gange ved konventionerne. Hvor det hele hidtil har været sjovt, falder der kortvarigt en alvor over bandet og særligt Skin, der udtrykker sin bekymring for den stigende politiske højredrejning i den vestlige verden. 2017 handler ikke om at bygge en mur imellem kulturer og for den sags skyld lande, og vi får derfor at vide, at det er nu, at det gælder. Skin har publikum i sin hule hånd, og de står med deres knyttede næver i vejret og udgør et billede, der kunne være taget fra kultfilmen The Warriors.

Da Skin kort efter skiller salen ad og får alle til at sætte sig ned, er der også få heldige iblandt, der får mulighed for at tage et billede, inden ”Little Baby Swastika” fra Paranoid & Sunburnt sættes i gang. Der er intet konventionelt over Skunk Anansie, og at opføre et halvt nummer blandt et hoppende publikum er bare et lille eksempel på, hvordan revolutionsrock skal udføres.

Det bliver derefter til intet mindre end to omgange af ekstranumre, hvor særligt ”Charlie Big Potato” fra Post Orgasmic Chill skiller sig ud. Den karakteristiske intro skyller igennem publikum, tager fat om kroppene og sender energien et godt stykke ind i næste uge med en akustisk udgave af ”You’ll Follow Me Down” fra samme album. Der sluttes altså af med en skarp sammensætning fra 90’ernes britrock-dominans, og næsten 25 år inde i karrieren beviser Skunk Anansie, at de stadig mestrer det, de i midten af 90’erne satte fra start med.

 

Sætliste:

And Here I Stand

Intellectualize My Blackness

Because Of You

I Will Break You

My Love Will Fall

Death To The Lovers

Twisted (Everyday Hurts)

My Ugly Boy

Weak

Hedonism (Just Because You Feel Good)

Victim

Love Someone Else

I Believed In You

Sinking Feeling

God Loves Only You

Without You

We Don’t Need Who You Think

Yes It’s Fucking Political

Skankheads

Little Baby Swastika

Ekstra:

Cheap Honesty

Tracy Flaw

Charlie Big Potato

Ekstra ekstra:

You’ll Follow Me Down

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA