Stærke sange skrællet ind til benet

Jacob Bellens, Atlas, Aarhus

Stærke sange skrællet ind til benet

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Sanger og sangskriver Jacob Bellens er en flittigt turnerende og pladeudgivende mand. Fra og med debuten med Murder i 2005 har han udgivet i alt ti studiealbum, tre som vokalist i Murder, fire i front for I Got You On Tape og indtil videre tre solo. Han har lige spillet i Italien og Holland, og nu er han så draget forbi Atlas i Aarhus til en enkeltstående solokoncert, inden han til oktober giver to kirkekoncerter i København og Aarhus.

Bellens ankommer meget uglamourøst til sin egen koncert op gennem publikum iført rygsæk, hovedtelefoner og halstørklæde, som han affører sig, sætter sig bag flygelet og lægger ud med ”Caught in a Kiss” fra hans seneste album, ”Polyester Skin” fra 2016. Han er en fremragende vokalist, og hans dybe og let hæse stemme passer fortrinligt til de afdæmpede, eftertænksomme og meget melodiske sange. Hans spil på flygelet, også i de følgende sange, er dog ret spartansk: Næsten kun akkorder og kun ganske få enkelttoner og akkordopløsninger. Jeg har set ham live mange gange, både solo og med band, med klaver, flygel og keyboard, og jeg husker ham som en noget mere virtuos pianist. Han har fået forfrysninger i fingrene, eller vil han bare demonstrere, hvor minimalistiske hans sange kan fremstå og stadig fungere? I forvejen er de jo ikke avancerede, men ofte kun tre-fire akkorder og to vers og to omkvæd.

Noget tyder på sidstnævnte, for den i studiet musikalsk alsidige Bellens fortæller gemytligt flere gange, at ”denne her sang er indspillet live på bånd med band”, ”denne sang er skrevet på en computer og er svær at synge live – der er for mange stavelser” eller ”denne her sang arbejder vi på i studiet nu, og det bliver en stor technoproduktion med fire til gulvet – nu vil jeg prøve at se, om den fungerer bare på et klaver” Og ja, det hele virker både musikalsk og sangmæssigt, hvor man også kan glæde sig over Bellens’ både enkle og billedrige tekster, for eksempel den galgenhumoristiske vals ”Another Lung” med linjer som ”And everyone I know is busy drinking / Waiting for the world to self destruct / The floor is made of lava and we’re sinking / Eventually volcanoes will erupt”.

Eller kærlighedssangen ”Eight Arms to Hold You” med omkvædet: ”I will have eight arms to hold you / To say I will always be there / I’m crazy in love / and I want you to know that I care.” De tre sidste linjer er klichéer, men den første er ikke, og det gør en stor forskel – også selvom linjen faktisk, som Bellens sagde, da han spillede på toppen af Aros i september, er et Beatles-citat – det var arbejdstitlen til filmen ”Help!” Alle de gode billeder er der åbenbart nogen, der har fundet på før.

Bellens spiller flere uudgivne sange, som holder hans høje niveau. Ikke mindst ”Need You More Than Anything”, som han ellers efter eget udsagn ”overvejede at lade en anden synge, da den var lidt corny, men nu er jeg kommet til at holde af den”, og det er da også et yderst iørefaldende nummer, som kunne lyde som et kommende hit.

Vi får kun 12 sange, både solonumre og fra I Got You On Tape-kataloget, men ikke Murder, og i alt en times koncert, inden Bellens i bogstaveligste forstand tager sit gode tøj og går, ud gennem publikum – og kommer ikke tilbage, selvom publikum klapper pænt på ekstranummer. En fin koncert lige til det korteste, og man må håbe, at Bellens spiller lidt længere, når han giver solokoncerter i Christians Kirke i København 5. oktober og Sct. Pauls Kirke i Aarhus dagen efter. Så skal jeg nok komme igen!

 

Sætliste:

Caught in a Kiss

Waking Up the Brotherhood (I Got You On Tape)

Trail of Intuition (ny)

Another Lung

Behind the Barricades

Polyester Skin

Eight Arms to Hold You

Back to You

Need You More Than Anything (ny)

Polkadots (I Got You On Tape)

Whenever (ny)

Untouchable

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA