Storslået og intim seance med den legendariske texaner   

Kris Kristofferson, Værket, Randers

Storslået og intim seance med den legendariske texaner  

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Det er virkelig lykkedes Værket at hive nogle gevaldige kaniner op af hatten i de senere år, og hvor årets største scoop må siges at være PJ Harvey, der gæster spillestedet til august, hører Kris Kristofferson også til i sværvægterklassen, hvad legender angår.

Alligevel er det uden det store spektakel, at snart 81-årige Kristofferson stavrer hen over scenen til sin vandflaske og mikrofonstativet, sætter stikket i sin guitar og så ellers sætter i gang med Shipwrecked In The 80’s.

Regndråbernes hvisken

Stemmen er stærkere end ved de sidste par Danmarksbesøg. Der bliver ikke pudset næse mellem numrene, og generelt virker Kristofferson i overordentlig fin form for en 80-årig mand, der har prøvet lidt af hvert i sin levetid og insisterer på selv at stå for leveringen af sit stærke materiale. Også selvom det betyder nye sprækker af skrøbelighed i den solide sangskat – som når de sprukne stemmebånd for eksempel er hårdt prøvede i smukke Here Comes That Rainbow, eller fingerspillet halter lidt i The Killed Him.

Men gode sange kan som bekendt holde til lidt af hvert, og Kristofferson selv er ikke sådan at slå ud af kurs, bare fordi fysikken driller lidt. Selvom stemmen er slidt og fingrene stive, står han stadig urokkelig på scenen og lader sangene rulle støt ud over publikum som den ”hvisken fra regndråberne”, han synger om i For The Good Times. Et publikum, der i øvrigt på en gang både er respektfuldt lyttende og forfriskende livligt, hvilket helt tydeligt smitter af på aftenens hovedperson og mængden af hjertelige smil fra hans side. 

This could be our last good night together

Vi får en stor portion af klassikerne fra bagkataloget, men i forhold til sine tidligere besøg har veteranen været på opdagelse i sangskattekammeret, og i aften trakteres vi således yderligere med de mere sjældent fremførte Billy Dee, Rocket To Stardom og Jesus Was A Capricorn med betragtningen: ”Some folks hate the Whites who hate the Blacks who hate the Klan, most of us hate anything that we don't understand”.

Blandt aftenens adskillige rørende stjernestunder markerer en intens version af Feeling Mortal sig som en af de klareste og mest gåsehudsfremkaldende, og det er, som om Kristoffersons stemme stiger til dobbelt styrke i omkvædet. From Here To Forever må få det til at bløde bare en lille smule i ethvert forælderhjerte, mens udødelige Sunday Morning Coming Down sørger for fællessang. 

Kris Kristofferson er helt tydeligt ikke færdig med at turnere rundt med sine sange, og solo-formatet holder i den grad. Manden står stadig som en af de sejeste inden for sit felt, og selvom han synger: ”This could be our last good night together, we may never pass this way again” i Please Don’t Tell Me How The Story Ends, må vi håbe, han fastholder sin hyppige besøgsfrekvens på disse breddegrader nogle år endnu.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA