x
De pseudo-rumænske bastarder varmer fodsåler

Gogol Bordello, Tinderbox, Red Stage

De pseudo-rumænske bastarder varmer fodsåler

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

Det tilfaldt Gogol Bordello at åbne Rød Scene på Tinderbox 2017. Pladsen foran scenen var mere end halvtom, da koncerten gik i gang, og det skabte en lidt underligt, antiklimatisk stemning, som bandet ikke kan klandres for.

Gogol ligner en blanding mellem en nytårsfest og et teaterstykke om pirater. Forsanger/guitarist Eugene Hütz hamrer festen i gang med sin skæve skrålen og gakkede bevægelser. Snart slænger han sig på podiet, og hiver mere og mere tøj af, i takt med at han får rødvin ud over sig. Og ud over de forreste rækker.

Der er noget med lyden, som ikke spiller. Først er guitaren enormt høj og violinen helt væk. Så er guitaren på plads og violinen står stærkere, men harmonikaen er nærmest borte. Forsangeren går pænt igennem med sine sludrende historier, som jeg ærlig talt forstår meget lidt af, men sidevokalerne har trukket kortere strå. Dette er ikke opskriften på et stærkt groove.

Det ukendte antal solgte billetter
– Er der udsolgt i år? spørger jeg sidemakkeren, da bandet har spillet en halv time, og pladsen stadig er halvtom. Han ryster på hovedet, trækker på skuldrene. Folk er bare ikke kommet endnu, håber vi. Eller også kommer de ikke for Gogol.

Der mangler virkelig noget bund i bassen, eller noget brød i guitaren. De to kvindelige korvokaler er dybt, dybt nede i mixet. Jeg ser dem bevæge munden, men det er som en fjern hvisken i mine ører, bortset fra når alt andet falder bort.

Perkussionist Pedro Erazo griber flere gange mikrofonen og svinger med armene, og folk får lydigt hænderne i vejret. Men når hepperiet fra scenen stopper, forsvinder hænderne ned igen på meget kort tid.

Revolution, fest og revolution
De gør alt hvad de kan på scenen, men hvad er det, som ikke rigtig fungerer? Jeg hørte Gogol på Roskilde i 2009, hvor folk i hundrede mesters afstand dansede på livet løs. Men det var et stykke inde i festivalen, og folk havde varme smil med fra lejrene. Desuden har der også været en række udskiftninger i bandet siden dengang.

Tilbage til Odense, hvor guitarist Boris Pelekh styrter frem og tilbage på scenen, mens han hamrer i strengene. Pludselig spasser han ud og falder om, og bliver trukket ved foden hen på sin plads, hvormed han efterlader en lang, våd plamage af rygsved efter sig. Dejligt med kamera og storskærme, som følger dramaet.

I kan da godt lide rødvin, ikke?
Hütz hiver flere flasker rødvin frem, som han hælder gavmildt ud over sig selv, de nærmeste musikanter, og især publikum oppe forrest. Jeg håber, at det bare er frugtfarve. Ellers er det frem med kartoffelmel og citronsaft. Lydfolkene kæmper stadig med lyden på guitaren helt til det sidste. Pludselig brager den igennem med 200% styrke, som om stikket aldrig har siddet ordenligt i. Og så falder den bort igen.

Måske er det ikke helt skarpt at sætte partybandet til at starte koldstarte festen. Men man kan ikke klandre bandet. Gogol holder altid en fest, i den udstrækning energien fra publikum tillader det. De river og trækker i os, men denne gang er det som om de har erkendt situationen, og ikke vil kæmpe mod overmagten. Ikke desto mindre et meget hæderligt indslag og en godkendt start.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA