Foo Fighters gav overbevisende salut i 25-året for EM-sejren

Foo Fighters, Roskilde Festival, Orange

Foo Fighters gav overbevisende salut i 25-året for EM-sejren

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Jo, Dave Grohl huskede tydligt, at han stod på den samme Orange Scene for 25 år siden, da Danmark gik til i klaphatte over Europamesterskabet i fodbold.

”Vi sad bagved og bad til, at I vandt. Og det gjorde I!!” råbte han ud til en propfyldt festivalplads.

Jeg husker selv den omtalte og fuldstændigt euforiske koncert, da samme Dave Grohl sad bag trommerne i Nirvana, som dengang gik på lige efter fodboldsejren.

Her 25 år i aftes efter var det som om, at vi slet ikke var færdige ved at fejre EM-sejren, mens Dave Grohl i stedet gik på scenen med sin guitar og bandet Foo Fighters.

I hvert fald var det et totalt ekstatisk publikum, og med en helt anden ekstrovert Dave Grohl som frontmand end den noget introverte, ikoniske Kurt Cobain, som blot to år efter Roskilde-koncerten tynget af depression og med kroppen fyldt med heroin valgte at forlade denne verden som kun 27-årig.

Det første, vi hørte ved denne aftens koncert var en infernalsk guitar, og derpå fulgte de hæse skrig, som Dave Grohl mestrer så godt, for ligesom at sige at ”nu sker det!”

Herfra blev dampen holdt et godt stykke ind i koncerten lige en til en laaang introduktion af bandmedlemmerne, hvorunder vi absolut også skulle igennem halvkvædede versioner af både Pink Floyds ”Money” og Alice Coopers ”School's out”.

Det hele blev til et uforløst mellemtrin, næsten en pause, på vejen opad i intensitet med retning mod ekstatiske højder.

Formen blev fundet igen ved forrygende versioner af ”These Days”, ”My Hero” og ”Skin and Bones”.

Foo Fighters har udviklet sig til et superband, men som vel nok Roskilde Festivals absolutte hovednavn i år er der stadig langt op til de senere års suveræne hovednavne som Metallica, Rolling Stones, Bruce Springsteen og Paul McCartney.

Vi er ikke helt oppe at ringe i den absolutte verdensliga, for legender er Foo Fighters aldrig blevet. Også selv om de blev dannet helt tilbage for 23 år siden i Seattle, Washington.

Hvad mangler der?

Jo, klare verdenshits er der ikke rigtigt med altoverskyggende popularitet til følge.

Mindre kan gøre det, og som performere er det topprofessionelt og energisk. Publikum er totalt på. Men der er også meget snik snak undervejs, hvor momentum mistes lidt, når dagsordenen nu er sat fra start som en powerkoncert.

Foo Fighters har også mere snert af traditionel blues og rock i flere rundgange, end Nirvana nogensinde havde. Det virker til at få publikum med, men er måske heller ikke så originalt.

Med disse mindre forbehold står tilbage, at Foo Fighters leverede en forrygende præstation, og at Dave Grohl og band virker gennem sammenspillede og i sync med både mål og retning. Taylor Hawkins har kompetent overtaget Dave Grohls gamle plads bag trommerne siden 1997, og sammenspillet mellem de to sidder lige i skabet.

Navnet Foo Fighters er snuppet fra de allierede Anden Verskrigs piloter, som så uforklarlige fænomener, der måske var UFO'er, men blev benævnt netop Foo Fighters.

I dag rummer kun bandnavnet mystik. Spillestilen er lige på og hårdt – og alt andet end mystisk – og med nærværende fuldkontakt med publikum. I tidens løb er det belønnet med fire Grammy Awards og 30 millioner solgte albums verden over for i alt otte album – til september følger "Concrete and Gold".

Når nu man ikke har et virkeligt supernavn på årets Roskilde Festival – og et program i øvrigt af let svingende kvalitet – så blev Foo Fighters et godt bud på en samlende faktor efter en svedig energisk indsats, som denne anmelder vil huske tilbage på med glæde som en overbevisende salut i 25 året for EM-sejren.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA