Improviseret koncert fra Lowly-musiker var ikke så middelmådig som varslet

Kasper Staub, Musikhuset, Lille Sal

Improviseret koncert fra Lowly-musiker var ikke så middelmådig som varslet

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Kasper Staub er blandt indiepopelskere nok mest kendt som keyboardspiller i kvintetten Lowly, men han har også udgivet et soloklaveralbum, to album med Kasper Staub Trio, en ep med gruppen Islets of Dust, et album med postrockbandet We Invented The Night og senest et visuelt album som en tredjedel af trioen Fabel, ligesom han er underviser med mere. Og så er han netop dimitteret fra solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium som rytmisk komponist med en såkaldt debutkoncert, selvom det altså langtfra er hans første offentlige optræden.

Det er i forbindelse med denne debutkoncert, at GAFFA har opsøgt Kasper Staub. Han har nemlig præsenteret koncerten som helt igennem improviseret og med plads til, at der gerne må opstå fejl. Ja, faktisk har han været så fræk på forhånd at annoncere, at koncerten formodentlig bliver middelmådig. Samtidig har han annonceret, at han til koncerten vil medbringe to musikere, sangerinden Soffie Viemose og trommeslageren Steffen Lundtoft, begge kendt fra Lowly. Det lyder alt sammen ganske spændende, og derfor har jeg sammen med cirka 100 andre taget plads i Musikhusets Lille Sal.

Kasper Staub lægger ud med en længere præsentation, hvor han forklarer sine tanker om at give plads til det uperfekte og komponere i nuet. Herefter går han ud og kommer hurtigt tilbage sammen med sine musikere, der ligesom han finder deres pladser på scenen. Lyset er dæmpet, og Staub sidder længe foran sit keyboard og grubler, mens det eneste, man hører, er en svag susen fra en forstærker. Salen sitrer af spænding. Jeg når at overveje, om vi ligefrem skal have en genopførelse af den klassiske John Cage-komposition 4'33'' med 4 minutter og 33 sekunders stilhed, men så sker der noget.

Staub spiller nogle enkelttoner på sit keyboard, herefter nogle akkorder, lidt synthbas med venstrehånden, og Steffen Lundtoft falder ind med et groovy midt-tempobeat, mens Soffie Viemose begynder at synge med sin lyse, luftige og smukke stemme. Teksten er på engelsk og lader til at være improviseret, men der ligger også nogle bøger foran hende, formodentlig digtsamlinger –  som hun senere henter nogle linjer fra, både på engelsk og dansk. Når det gælder tekster i improviseret musik, må man godt snyde lidt, som Kasper Staub tidligere har fortalt. Hvilke bøger der er tale om, fremgår dog ikke, og jeg kan ikke genkende ordene, som til tider også kan være svære at høre. Det står til gengæld klart, at en ny, stemningsfuld, om end temmelig minimalistisk komposition folder sig ud for øjnene af os.

I næste sang lægger Steffen Lundtoft ud med et programmeret beat, så det er altså ham, der bestemmer tempoet – som han endda sætter ned til et ret langsomt groove efter de første par takter, en af de omtalte fejl. I denne sang, hvor Lundtoft lægger fills på tammerne ind over det grundlæggende beat, looper Staub en række keyboardfigurer, mens Soffie Viemose synger ordene "Det var sådan, vi sagde" igen og igen.

I tredje nummer er det igen Lundtoft, der sætter takt og tempo, denne gang med et håndspillet beat i midt-tempo. Staub falder ind med enkle, iørefaldende passager på Steinway-flygelet, og Soffie Viemose bidrager med sfærisk sirenesang. Sangene varer hver omkring fem-seks-syv minutter, men er grundet deres improviserede natur ikke bygget op omkring vers og omkvæd – i stedet er det lutter vers, vers, vers, eller, om man vil, omkvæd, omkvæd, omkvæd.

Fjerde sang går i en vuggende taktart og er præget af synthbas, og den vuggende rytme fortsætter på femte nummer, hvor Soffie Viemoses vokal minder mig lidt om Pernille Rosendahls. Aftenens sjette og sidste sang er også vuggende, men helt stille og uden trommer og aftenens smukkeste. Her rammer Staub, Viemose og Lundtoft for alvor noget nerve, og man må håbe, at de har optaget sagen, eller kan huske, hvad de spillede, for nummeret kunne fint bruges i eksempelvis Lowly-regi.

Efter 45 minutter er koncerten slut, og Kasper Staub og Co. får højlydt applaus. Det var da også en glimrende og bestemt ikke middelmådig optræden, hvor Staub faktisk ikke fik lavet så mange fejl, i hvert fald ikke nogle, jeg opfattede. Til gengæld holdt han sig rent kompositorisk til forholdsvis minimalistiske kreationer, også mere minimalistiske end jeg havde regnet med fra en konservatorieuddannet komponist. Men igen: Det var jo improviseret. Det bliver under alle omstændigheder spændende at følge hans videre færd i musikkens tjeneste.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA