x
Den overvældende naturskønhed

Sigur Rós, Forum, København

Den overvældende naturskønhed

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Man kan næsten fornemme naturen. Hvordan den storslåede naturskønhed på Island har sat sit præg på musikken. Hvordan naturen står i forlængelse af musikken som et billede af majestætiske vidder, afdæmpende fjorde og sprudlende vulkaner. Og som kontrast til industrien, til LED-lyssøjlerne, til metalgitrene, er de islandske fjorde bindeleddet i musikken. Det naturskønne aspekt ved Glósóli, der igennem musikken møder de dionysiske toner. Naturens element i musikken er direkte, og Sigur Rós’ måde at skabe et musikalsk møde mellem håb og skønhed imod den grumme og flammende dommedag er uforlignelig. Det er en uforlignelighed og et møde mellem håb og dystopi, der kun kan gøres efter hos Godspeed You! Black Emperor. Og alligevel er der ingen som Sigur Rós, der igennem tyve år har udformet sin helt egen tilhørende kaliber.

Forum i København er indhyllet i den metalliske industri, der udgør sceneopsætningen. På skærmen bag minimalistisk opstillede instrumenter mødes lyseffekter i bølgende sammenstød. Alt på scenen står lige præcis, som det skal, og sammensætningen mellem instrumenter og den industrielle scenografi udgør en naturlig forlængelse af hinanden.

I det mørklagte rum, som silhuetter i den dystre scenebelysning, bevæger Orri Páll Dýrason, Georg Hólm og Jónsi Birgisson sig på scenen. Deres entre er mekanisk og virker teatralsk, ligesom aftenens sæt er et udtryk derfor. Vi er mødt op til en aften med Sigur Rós – en aften alene. En aften, der skal bestå af to sæt, som var vi i teatret. Mange bands har før forsøgt sig med den slags, og hos mange har formålet været svært at få øje på. Men Sigur Rós virker som det helt rigtige band til netop den konstellation, da de opbyggende lydflader netop indeholder særlige teatralske elementer.

Atmosfæriske melodier

Musikken alene har sit eget unikke udtryk. Musikken hos Sigur Rós kan stå alene, skabe en skiftende stemning og gøre det grimme smukt. Omsluttende og alene kan musikken skabe håbefulde symfonier, men i en live-sammenhæng tilføjes der noget ekstra – støjen. Det er tydeligt, hvordan Sigur Rós bevæger sig et skridt tilbage til deres postrockrødder, når de står på en scene. Der skabes kontraster i musikken, og netop kontraster er det gennemgående, når Sigur Rós opbygger deres drømmende lydflader. Det er håbefuldt og støjende.

Omringet af lyssøjler og et kemisk visuelt udtryk strømmer de intimiderende lydflader udover scenen under Dauðalagið, der skaber en kulmination af støj, som var det naturen, der viste sig fra sin mest ubarmhjertige side. Der skabes billeder på nethinden, og de er næsten til at føle på, som når scenografien undervejs bevæger sig over i vulkanske billedreferencer. Det er skræmmende, overvældende og dommedagsrealisme.

Kontrasterne imellem det skønne og det smukke, det grusomme og det støjende er gennemgående i sættet, ligesom scenen er et udtryk for naturens møde med industrien. Den industrielle scenografi overdøver langsomt naturaspektet ved det visuelle udtryk, imens musikken langsomt bevæger sig samme vej. Men selvom det dystre langsomt overtager, forsvinder håbet aldrig.

Kontrasterne ved håbet

Igennem koncerten står Jonsí Birgissons falsetvokal nærmest alene som håbet i musikken. Det opbyggende lydbillede bliver gentageligt nedbrudt under aftenens første sæt, der tager os igennem hele bandets bagkatalog. De, der søger et skridt tilbage til sen-90’ernes postrock, bliver undervejs mødt af en overrumplende udgave af Ný Batterí fra albummet Ágætis byrjun.

De grumme lydflader fra Jonsí Birginssons karakteristiske guitarteknik skaber mekaniske og skærende toner, som han står alene i et sløret og dæmpet scenespot. Den industrielle og mekaniske støj fra guitaren er musikken i al sin grusomhed, og som nummeret langsomt opbygges igennem rytmiske overgange, skabes et musikalsk højdepunkt, der står i kontrast til aftenens første del.

Hvor aftenens første sæt er symfonisk, håbefuld og smuk melankoli, er andet sæt kaos og polyrytmik. Lydfladerne, der skabes igennem sættet, destrueres imod koncertens kulmination. Det blodige lys strømmer af sted fra scenen og udover publikum, imens Sigur Rós dykker ned i vulkanen, Kveikur. Scenografien omdannes til post-apokalyptiske udtryk, der i al sin mægtighed viser, hvordan det er naturen, der har magten. Men som stilheden ofte forekommer efter stormen, bevæger Jonsí Birginsson sig efterfølgende ind i Popplagið fra ( ). Lydbilledet er betagende og beroligende og spreder en melankolsk stilhed i rummet. Sigur Rós er den naturlige forlængelse af det komplet mørklagte rum, der ellers kun afbrydes af den flikkende scenografi.

Popplagið er den perfekte svanesang til en aften, der er ved at gå ud. Det teatralske i koncerten har flere gange nået sin kulmination, og som nummeret langsomt og drillende opbygger sig, er det svært at forestille sig, hvordan aftenens skal ende anderledes, end som et udtryk for komplet skønhed. Som Orri Páll Dýrason gør sig tydeligere i lydbilledet, som en kontrast til Jonsí Birginssons betagende vokal, bevæger støjen sig langsomt mod kulminationen. Musklerne spændes i kroppen, og intensiteten er næsten til at tage og føle på, som falsetskrigende udkrænges fra scenen. Det er musikalsk kaos i sin perfektion, hvor Sigur Rós viser sig overlegen og som den enevældige hersker.

I al sin støj. I al sit kaos. I mødet mellem den mekaniske, onde industri og den storslåede og smukke naturskønhed forsvinder håbet aldrig. Melankolien våger over publikum, og strømmer ud af kroppene på scenen. Når Jonsí Birginsson skaber intimiderende lydflader, når Georg Hólm skaber mekaniske basgange, og når Orri Páll Dýrason banker livet ud af sine trommer. Imens vi bevæger os på kanten af det vulkanske og afgrunden, fastholdes vi i håbet. Håbet ved naturens overlegenhed. Hvordan det smukke er det overvældende, og hvordan det kan skabes i musikken.

 

Første sæt:

Á

Ekki Múkk

Glósóli

E-Bow

Dauðalagið

Fljótavík

Niður

Varða

Andet sæt:

Óveður

Sæglópur

Ný Batterí

Vaka

Festival

Kveikur

Popplagið


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA