x
Fornem Phono-afslutning

Plaid med flere, Phono Festival, Ulys, Odense

Fornem Phono-afslutning

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Billedet: Arkivfoto af Plaid

Tredje og sidste Phono-aften fandt, som de forrige, sted i Ulys-kunsthallen på Odense Havn, som i det hele taget har vist sig som rigtig god lokation festivalen igennem, dels fordi de rå betonhaller på mange måder er et udtryk, Phono Festival altid har været glad for at dyrke, dels fordi Ulys som kunsthal er et sted med højt til loftet både i bogstavelig og overført forstand.

Oliver Coates *****

Engelske Oliver Coates indtog scenen med cello, et lysende pedalbræt og et bord til laptop og effekter, og efter en kort præsentation gik han i gang. Musikalsk befandt Coates sig et sted mellem moderne klassisk musik for cello og forskellige former for electronica, som oftest dog med celloen i absolut centrum, og heldigvis. Ikke fordi de elektroniske elementer ikke fungerede, men det var især celloklangene, ofte manipuleret på forskellig vis med elektroniske effekter, der imponerede, og det virkede i høj grad, som om netop celloen var Coates' hovedinstrument. Ud over at besidde tekniske kvaliteter var Coates også i stand til at frembringe mange forskellige lyde, og derved stemninger, med sin cello og de elektroniske effekter, fra dyb, droneagtig brummen, over forvrængede klagetoner, som hvis nogen trak Jimi Hendrix i hans imaginære cello og til lyse poetiske arpeggiotriller og melodiske fragmenter.

Musikken var helt igennem instrumental og trak både på spor af electronica såvel som, ikke mindst, moderne klassisk musik. Et enkelt nummer sendte tankerne i retning af nogle af Klaus Schulzes samarbejder med cellisten Wolfgang Tiepold på numre som "Dune" og "Sebastian im Traum" og ramte samme ejendommelige stemning af på én og samme tid science fiction og melankoli, i mine ører klart et højdepunkt i koncerten. Lidt senere i forløbet blev der også budt på "Three High Places" af John Luther Adams.

Under hele koncerten kørte der i baggrunden computergrafik, noget, der lignede scener fra Second Life, uden indbyggere, men Coates informerede om, at det var en video skabt af en bekendt, angiveligt dennes fantasiforestilling om London. Det at der ikke medvirkede nogle personer i videoen, der altså fremstod som en vandring gennem tomme og relativt simple computerlandskaber, fungerede faktisk fint sammen med den ofte melankolske cellomusik, leveret jo altså af en enlig musiker på scenen.

Man kunne tro at der var tale om en tung akademisk omgang, og det var der på sin vis måske også, men samtidig var Coates i al sin afmålte stilfærdighed også imødekommende. Fortalte publikum lidt om musikken og positionerede sig med sin cello således, at man kunne følge med i, hvad han spillede, både på celloen og på sine pedaler, og det betød faktisk, at der opstod en fin tavs kontakt scene og publikum imellem, hvilket måske også, sammen med musikken, naturligvis, var med til at resultere i endog meget livligt bifald som tak for koncert. Og så afgjort fortjent.

Elysia Crampton *****

Næste koncert var endnu en solist alene på scenen, nemlig amerikanske Elysia Crampton, udstyret med laptop, samplepad og iklædt karryfarvet kjole og Roland AX-keytar. Efter kort digtrecitation gik musikken i gang, en overvejende mørk omgang med helt klare teatralske elementer flere gange undervejs, men også afbrudt af industrielle noisepassager. Lyden var lige bastung nok sine steder, men heldigvis ikke nok til at sløre Cramptons talent og – væsentligst – egenart. Som altid kan man give sig i kast med at sammenligne; visse af de støjende passager kunne måske sende tankerne i retning af Pharmakon, mens de mere melodiøst orienterede perioder til tider havde smag af horror-soundtracks i stil med John Carpenter og Goblin, og med fødderne i guldsko stampede hun undertiden hårdt taktangivelser som en anden Joseph Spence, men først og fremmest var Elysia Crampton altså ret meget sin egen.

Hendes musik formåede at forene elementer på måder, der ikke virkede oplagte, men som ikke desto mindre fungerede, og samtidig var Crampton i besiddelse af lige dele teknisk kunnen og stage-presence, og det til trods for hendes ansigt det meste af tiden var gemt af det virrende sorte hår, som en electronica-udgave af The Rings Sadako. Flere gange undervejs benyttede Crampton sig af kvinttemaer håndspillet på keytar, hvilket resulterede i middelaldergotisk stemning med smag af computerspil og synthprog, her og der tilsat let synkoperet electronicarytmik og ondskabsfuld pastichelatter, og det hele havde undertiden karakter af børnetime-tv med Tim Burton evt. tilsat en knivspids midtfirser-Residents, hvilket selvfølgelig alt sammen skal tages som en ros.

Koncerten fokuserede udelukkende på Cramptons instrumentale musik; ud over det indledende digt talte hun kun ganske få gange i forløbet, typisk for lige at sige tak inden videre til næste nummer. Seancen fungerede dog fint med sit fokus på teatralsk mørke, fra noget nær witch house til noget nær mavesur industrialstøj, og det gav en helt, helt anden indlevelse, at musikken ikke kun blev afviklet, men også bød på regulær live-opførelse i form af først og fremmest keytar, men også samplepad. Publikum levede sig da også med, hujede og klappede undervejs, og selvom Elysia Crampton ikke som sådan var nogen festlig omgang, så vil jeg heller ikke påstå det modsatte.

Hendes appeal kunne måske sammenlignes lidt med den, Felix Kubin har opnået også på Phono Festival, nemlig et udtryk, som ganske givet er anderledes, lidt udenfor kategori, det som man på verdenssprog ville kalde for "other", men som ikke desto mindre samtidig besidder noget dragende og inkluderende. Det sæt, Elysia Crampton leverede, trak i hvert fald stik hjem her, og efter reaktionerne i Ulys-hallen at dømme helt sikkert også mange andre steder.

Okzharpe & Manthe Ribane *****

Meget kan man sikkert sige om den engelsk-sydafrikanske duo Okzharpe & Manthe Ribane, men man kan næppe anklage dem for at have spenderet mange stunder på at finde på et mundret bandnavn. Men hvis man i sin tid kunne slå stort igennem som Orchestral Manoueuvres In The Dark – og det kunne man jo – så må man velsagtens tørt konstatere, at der er håb endnu. Det er der i hvert fald på baggrund af den koncert, de to leverede til årets Phono Festival.

Okzharpe er englænderen, manden bag producerbordet med laptop, mixere og andet godt (herunder et par store skibriller, som ville have gjort Randy Savage misundelig, hvis han endnu trak vejret), men også på effektorienteret mikrofon, mens Manthe Ribane er sydafrikaneren, sangerinde, danser og model, og deres roller var for så vidt forankret i den gode gamle synthpop-model – Yazoo, Soft Cell, Pet Shop Boys – dvs. med Okzharpe som nørden bag maskinerne og Ribane som indpisker og frontfigur, forrest på scenen. Dog altså med den forskel, at Okzharpe sang en del mere end henholdsvis Vince Clarke, Chris Lowe eller Dave Ball formentlig nogensinde har gjort i løbet af en koncert, hans stemme var dog langt det meste af tiden iklædt effekter i stil med AutoTune samt noget, der lød lidt vocoderagtigt.

Det samme var Ribanes stemme ganske ofte, og jeg skal sandt at sige indrømme, at jeg havde mine bange anelser, for AutoTune er en effekt, der er blevet brugt til døde i alskens pop- og dancemusik i en sådan grad at den, for nu at sige det, som det er, hænger mig langt ud af halsen. Men der er jo noget om undtagelser, der bekræfter reglen, og det gjorde denne duo, for på langt de fleste af gruppens numre fungerede den relativt nænsomme AutoTune faktisk godt, den gav vokalerne et svagt robotagigt skær, uden at dyrke den vanlige effekt kendt fra Cher, Daft Punk og en halv milliard andre, og den kontrast, der herved opstod i forbindelse med især Ribanes afrikanske sangelementer, virkede både ny og spændende.

Og lad os så bare dvæle lidt ved hende Ribane, alt andet ville være urimeligt, for hun havde i dén grad scenetække. Iklædt dragter – og briller – der formentlig ville have fået anerkendende nik med på vejen fra Grace Jones i firserne, både sang og dansede hun sig gennem koncerten med en stilfuld ynde, der var lige dele replikant-rave, electric boogie 2.0 og Billie Holiday parret med Metropolis. Måske tilmed en lille smule åndsbeslægtet med vores egen Lucy Love, også musikalsk.

I hvert fald var der syntetiske dancehall-elementer undervejs, men også spor af poststep og dance-dekonstruktion, enkelte steder måske en smule smag af noget chologoth (sowetogoth?) eller The Knife, hvis de var vokset op et sted på det afrikanske kontinent snarere end Skandinavien. Begge vokaler var, koncerten igennem, lidt for lave, men det var egentlig ikke ødelæggende for oplevelsen. Netop fordi stemmerne var effektbehandlede, betød den lidt lavere volumen snarere, at vokalerne i højere grad blev en del af musikken; måske ikke tilsigtet fra musikernes side, det er svært at sige, men personligt synes jeg egentlig, det fungerede fint, på samme måde som de afrikanske elementer i musikken fungerede godt, og måske netop fordi de var en grundessens, der blev leget med, f. eks. i form af den effektbehandlede sang, snarere end bare smagfuldt krydderi.

Okzharpe & Manthe Ribane leverede en koncert, som formåede på én og samme tid at tage udgangspunkt i tidens popmusik såvel som en stemning af science fiction, parret med et vellykket møde mellem europæiske og afrikanske musikalske tendenser.

Plaid ****

Engelske Plaid med rødder i halvfemserne må velsagtens betegnes som et af Phono Festivals hovednavne dette år, og således kunne man godt fornemme visse forventninger fra det fremmødte publikum. Gruppen fremstod som en trio denne aften, gemt bag et bord med udstyr gemt bag en slags skærm bestående af en masse små trekanter, hvorpå der blev skudt projektioner. Mellem trekanterne kunne man så spotte musikerne bag deres maskiner. Idéen med trekanterne var fin, og flot så det ud, men jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg synes det fungerede i længden. Lige så flot en effekt det nu engang var, lige så meget blev det en skærm mellem musikere og publikum, og altså uden en konceptuel overbygning a la Pink Floyd, og jeg blev mindet om Aphex Twin i København for nogle år tilbage, der hele sin optræden igennem var delvist gemt bag halvvejs gennemsigtige lærreder, hvorpå der blev skudt laserlys.

Man kan jo nok med nogen ret anklage musikken for at være meget udpræget halvfemser i sin lyd og æstetik; hertil vil jeg dog blot indvende, at hvis det er ok med firserlyd, halvfjerdserlyd, tresserlyd, hvorfor så ikke også halvfemserne? Chillede passager med filmiske synthflader og loungeagtige rytmer blev afløst af mere melodisk orienterede strukturer, som igen gik over i noget, der tenderede technorytmik, dog hele tiden med den køligt afmålte finesse, der altid har været en del af Plaids lyd.

Dog var der samtidig en lidt tilbagelænet stemning over store dele af seancen – måske fordi musikerne jo altså reelt ikke have nogen kontakt til publikum, men lyden virkede ikke altid skarp og fokuseret. F. eks. forekom mixet på "Eyen" underligt fjernt, måske fordi guitaren, der livespillede det centrale tema (nørder vil påpege en vis lighed med Jean Michel Jarres "Rendez-Vous II"), lå lidt for lavt i mixet. Ellers et ganske fremragende nummer.

Visse passager fungerede bedre end andre, og Plaid har jo godt materiale at trække på, hvad de også gjorde. Samtidig var der måske også gode elementer fra karrieren, som de netop ikke kom ind på. Sådan er det muligvis altid i festivalsammenhæng, men det var alligevel, som om gruppen aldrig kom helt op at ringe. Der blev sluttet fint af med, naturligvis, fristes man til at sige, "Clock", så alle kunne gå tilfredse fra koncerten, også undertegnede. Plaid leverede måske ikke den bedst tænkelige koncert overhovedet, men de leverede.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA