x
Jonas Breum: Initiativ

Jonas Breum
Initiativ

Lidt for underspillede, men begavede sange

GAFFA

Album / AGM Music
Udgivelse D. 27.10.2017
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Sanger og sangskriver Jonas Breum forsøger på sit fjerde soloalbum at finde tilbage til kernen i sin sangskrivning med en række begavede og reflekterende sange. Han synes at have fundet et godt melodiforløb, men mangler stadig lige den sidste forløsning, der for alvor får åbnet sangene helt op.

Efter sidste års mørke Endelig Fri, der var sange baseret på dødsfangers sidste ord, så er Initiativ den lyse side af Jonas Breum, hvor han tager udgangspunkt i de nære relationer og forelskelsen. Det er derfor en række noget mere optimistiske toner, som han disker op med i denne ombæring.

Og det klæder den lidt undseelige sanger, der ikke har den stærkeste vokal, men til gengæld kan jonglere med ordene og mane til eftertænksomhed.

Initiativ har dog en tendens til at blive lige lovlig underspillet og på den måde holde sangene tilbage. Men der er hele vejen igennem tale om ganske ferme melodier, der ubesværet bevæger sig fra en synthtrippende lyd i Annullerer til ligefrem skønsang i Lyser.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA