Solvej: Fra Vestjylland og hjem

Solvej
Fra Vestjylland og hjem

ANMELDELSE: Når lidt gør sig ganske godt

GAFFA

Album / Eget selskab
Udgivelse D. 18.03.2018
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Solvej er en helt klassisk sangskriver, der synger om både de små og store ting, som vi alle går og grubler over ind imellem. Og det gør den debuterende sangskriver med blide melodier og en dejlig umiddelbarhed over de velkomponerede sange.

Solvej har som mange andre lovende kunstnere været rundt om DR's KarriereKanonen, men er ellers et ret ubeskrevet blad. Dog har musikeren Mads Mouritz fattet interesse og både medvirker på og producerer Fra Vestjylland og hjem, og han sætter bestemt sit musikalske fingeraftryk i den lidt skæve og minimalistiske produktion. I den venlige folkpop synger Solvej om kontrasten mellem by og land eller det at føle sig hjemme begge steder. Og her fornemmer man en ansats til splittelse, der godt kunne skabe et større spændingsfelt i de imødekommende sange. Det bliver poetisk i den mere elektroniske ”Tomme huse”, mens Solvej for alvor folder sig ud i den opbyggelige ”Glimtvis” med Mads Mouritz på medvokal.

Solvej forsvinder lidt undervejs i de uskyldsrene melodier, men vinder på at gøre en dyd ud af det enkle. Men der må forventes mere næste gang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA