x
Lille, stor aften med legende i intime rammer

Art Garfunkel, Værket, Randers

Lille, stor aften med legende i intime rammer

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Arkivfoto grundet fotoforbud

”Jeg kan ikke forstå, at der er gået 76 år. Dette er den seneste version af mig,” siger Art Garfunkel, da han smilende træder ind på scenen i Værkets Store Sal sammen med den akustiske guitarist Tab Laven og keyboardspileren og pianisten Dave Mackay. Han er på en turné, hvor han dels vil fremføre sange fra bagkataloget, ikke mindst det med Paul Simon, dels vil oplæse prosadigte fra sin nyligt udsendte, selvbiografiske bog What Is It All But Luminous.

Det er imponerende at opleve en legende så tæt på. Manden har trods alt sammen med Paul Simon solgt mere end 100 millioner plader, og da de gav genforeningskoncert i Central Park i 1981, spillede de for mere end 500.000 personer. Han ser godt ud, og da han lægger ud med Simon and Garfunkels ”April Come She Will”, kan det konstateres, at stemmen også er absolut hæderlig, alderen taget i betragtning. Den er skrøbelig, men ren, hvilket er godt gået, for tilbage i 2010 måtte han gennem en operation efter problemer med stemmebåndene. Tilbage i tiden med Simon and Garfunkel var det Garfunkel, der havde den største stemme, ham, der sang de højeste toner i harmonierne og de høje solopartier i for eksempel ”Bridge Over Troubled Water”. I dag er de to stemmemæssigt mere jævnbyrdige.

Den erfarne Tab Laven præsenteres som ”en af verdens bedste guitarister”. Hans fingerspil på den akustiske guitar er da også lydefrit, og begejstringen er stor. Garfunkel er veloplagt og fortæller om sine prosadigte, som blandt andet er inspireret af hans mange vandringer rundt om i USA og Europa. Han læser et digt op om sin søn, skrevet da denne var et år gammel, og senere får vi tekster om blandt andet om sorgen efter hans kærestes død (ved selvmord), en hyldest til hans far og om den ungdommelige begejstring ved at opdage, at man er blevet verdensstjerne.

Det er fine tekster, men Garfunkel er dog bedre i rollen som sanger. Og ikke som sangskriver, for trods sin interesse for det skrevne ord har han kun skrevet ganske få af sine sange selv. I Simon and Garfunkel-tiden var det Paul Simon, der gjorde arbejdet, i solokarrieren har Garfunkel fortolket nye og ældre sange af andre. I øvrigt har hans litterære interesse udmøntet sig i, at han har noteret samtlige de mere end 1000 bøger, han har læst siden 1968, og listen kan ses på hans hjemmeside.

Smil og selvironi

Simon and Garfunkel-klassikeren ”The Boxer” vækker begejstring, og det samme gør en god stribe andre mere eller mindre kendte numre fra det kreative makkerskab, der resulterede i fem album og en lang række store sange fra årene 1964-1970. Heriblandt ”A Poem on the Underground Wall”, ”Homeward Bound” og ”Scarborough Fair”, som fortsætter med Paul Simons sørgeligt aktuelle antikrigssang ”The Side of a Hill”. En sang, som Garfunkel fortæller, han brugte til at kreere en modstemme i indspilningen af netop folkesangen ”Scarborough Fair”.

Paul Simon får i det hele taget masser af roser af Garfunkel, på trods af at de tos indbyrdes forhold ifølge diverse interviews skulle være noget anstrengt i disse år. Han komplimenteres blandt andet for at have skrevet Simon and Garfunkels ”Kathy’s Song”, en af Garfunkels favoritter, som også står på sætlisten. Han bliver også udnævnt som en af Garfunkels fem favoritsangskrivere. De fire andre er Stephen Sondheim, James Taylor, Jimmy Webb og så ”en af de få, der skriver sarkastisk” – nemlig Randy Newman, hvor Garfunkel synger ”en af hans få kærlighedssange”, ”Real Emotional Girl”, nu udelukkende med smukt flygelakkompagnement fra det unge talent Dave Mackay, ”som bliver en stor stjerne, og det var mig, der opdagede ham”.

Det bliver også til et eksempel fra ”The Great American Songbook”, nemlig George Gershwins ”Someone to Watch Over Me”, hvor Garfunkel selvironisk kommenterer sin sangmæssige indsats. ”Der var lige tre toner undervejs, jeg ikke kunne lide,” smiler han. Senere får vi ”Bright Eyes”, som blev et stort hit for Garfunkel i 1979. Dog et meget større hit i Europa end USA, som Garfunkel gør opmærksom på, og sådan kan folks smag være så forskellig fra region til region. Mod slutningen af den kun halvanden time lange optræden kommer så de udødelige ”Bridge Over Troubled Water” og ”The Sound of Silence”, der for alvor får jubelen frem. Sidstnævnte bliver dog delvis skæmmet af en irriterende syntetisk stortromme i visse af versene.

Efter en enkelt traditional-godnatsang som ekstranummer efter kun halvanden time bliver vi sendt hjem med meldingen ”Vil I have mig igen, så hold en ny koncert med mig.” Det er da livsbekræftende, at manden stadig er klar på mere turnéliv i sin relativt høje alder – han fortæller også, at han skal indspille i København på torsdag – og hermed adskiller han sig fra sin gamle makker, der for tiden er på afskedsturné og kan opleves i Royal Arena 3. juli. 

Nu når Paul Simon er blevet nævnt så mange gange i koncerten, er det svært ikke at sammenligne de to live. Jeg har oplevet Simon flere gange i de senere år, og dels plejer han at optræde i næsten dobbelt så lang tid som Garfunkel, med fuldt band, dels har hans stemme, der i sin tid var den mindste af de tos, holdt sig bedst gennem årene. Desuden virker hans show mere nutidigt, fordi han også spiller nyere sange, som næsten er på niveau med de gamle fra storhedstiden i 60’erne og altså er selvskrevne. Skulle man vælge mellem de to, er Simon dermed at foretrække, og nu er det snart sidste chance – og der er stadig billetter til Royal Arena, så køb, køb, køb! Det er dog alligevel rørende at opleve Garfunkel i disse intime rammer, hvor fotografering heldigvis ikke er tilladt, så intet spolerer den fortættede stemning – bortset fra spredte hosteanfald fra salen, hvilket formodentlig skyldes publikums høje gennemsnitsalder. En lille, stor aften.

 

Sætliste:

Første sæt:

April Come She Will (Simon and Garfunkel)

The Boxer (Simon and Garfunkel)

A Heart in New York

A Poem on the Underground Wall (Simon and Garfunkel)

Scarborough Fair (Simon and Garfunkel)

The Side of a Hill (Paul Simon)

Homeward Bound (Simon and Garfunkel)

Andet sæt:

Someone to Watch Over Me (George Gershwin)

Real Emotional Girl (Randy Newman)

For Emily, Whenever I May Find Her (Simon and Garfunkel)

Bright Eyes

Bridge Over Troubled Water (Simon and Garfunkel)

Kathy’s Song (Simon and Garfunkel)

The Sound of Silence (Simon and Garfunkel)

Ekstra:

Now I Lay Me Down to Sleep (traditional)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA