x
Storladen poprock går rent ind på festivalen

The Script, Nibe Festival, Stor Scene

Storladen poprock går rent ind på festivalen

Anmeldt af Kristina Kjærgaard Hansen | GAFFA

Jeg skynder mig videre på min færd i de her back to back-koncerter, og da jeg når fra det Blå telt ned til The Scripts koncert på Store Scene, er der naturligvis tæt pakket allerede. Det irske poprockband lægger ud med det storladne nummer ”We Rock The World”, og det sætter virkelig gang i publikum. Klokken er tyve minutter i ti, og denne skønne danske sommer viser sig fra sin bedste side. Der er stadig lyst som bare pokker, og vejret er perfekt til festival i år.

Folk valfarter stadig til, men en af fordelene ved at troppe op solo er muligheden for at snørkle sig gennem menneskemængden og komme helt ned foran scenen. Hvis der er noget, The Script formår, så er det fællessang til den helt store guldmedalje, og det skal kun vise sig at eskalere i løbet af koncerten. Promillen er ved at være der hos det ølglade nordjyske folkefærd, men slet ikke i en kaliber, hvor der ikke både kan danses og huskes teksterne til samtlige klassikere. For selvom de irske gutter er et relativt ungt band, så havde de en del radiohits i slut-00’erne og start-10’erne.

Band såvel som publikum udviser en fantastisk energi, og allerede til det tredje nummer udspyr den første enorme konfettikanon grønne papirlapper ud ovre hele pladsen, og folk er ved at sprænges af ekstase. Der er simpethen ikke den fest, som konfetti ikke kan banke op.

Og hvis der nogensinde har været fællessang til på Store Scene til Nibe Festival, så er det nu. Det bevægende og meget følsomme nummer ”The Man Who Can’t Be Moved”, fra bandets debutalbum ”The Script” fra 2008, får alle til at synge med. Forsanger Danny O’ Donoghue virker oprigtigt benovet over det store kor i Skalskoven. O’Donoghue på 37 kører det helt klassiske pop-rock-look i sort og en overdrevet charme, irsk dialekt og hele pakken, men kæft hvor det virker – må jeg desværre indrømme. Rosen til publikum og proklamationerne om, at det må være den største udendørs menneskemængde, de nogensinde har spillet for (jeg tvivler), går rent ind hos publikums kvinder, og mænd også.

Den grandiose stadionstil, som The Script bringer med sig, passer dog enormt godt til festival, og specielt Nibes rammer her i skoven på den Store Scene. Der er højt til ”loftet” så at sige, men rammet smukt ind i bøgetræerne, så man befinder sig i en skøn boble af samhørighed blandt fremmede mennesker, og er det ikke musikkens fornemste tjans?

Stemningen bliver kun vildere og vildere, og forsanger O’Donoghue får lokket publikum ud i én stor fællesdans, så samtlige folk lægger armen om skulderen på sin næste og krabber sig otte skridt til højre og derefter til venstre i flere omgange, fantastisk hyggeligt, hvis ikke man havde haft sandaler på – av for ….

Men publikum bliver engageret og er enormt indlevende i alt, der finder sted på scenen, men det er også, hvad The Script formår med deres storslåede stil og musikalske lyd. Derudover er det efterhånden også tydeligt, at bandet lever højt på den varme modtagelse fra Nibe. O’Donoghue hopper på et tidspunkt ned fra scenen og ud iblandt publikum midt i et nummer, drikker fra en fyrs fadøl og filmer rundt med en andens selfiestick. Oplevelsen er lige så meget deres, som det er vores.

Afslutningsvis kommer alle de store hits: ”Breakeven”, ”No Good In Goodbye” og naturligvis ”Hall of Fame”. Afslutningsvis står O’Donoghue og kigger ud over publikum, rystende på hovedet næsten ærefrygtig over fællessangen. ”An ordinary band felt extrardinary tonight – thank you!” bliver der råbt. ”Let’s meet in the bar, and let’s get drunk!” Jeg tvivler stærkt på, at de gør det, men jeg er overbevist om, at de har lyst. 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA