x
Wiz Khalifa: Rolling Papers 2

Wiz Khalifa
Rolling Papers 2

Intet nyt fra Khalifatet

GAFFA

Album / Atlantic
Udgivelse D. 13.07.2018
Anmeldt af
Anders Hjortskov

Det er oplagt for hr. Khalifa at forsøge at genstarte sin bølgegangskarriere med en efterfølger til hans massive hitalbum Rolling Papers, der gav os “Black And Yellow”. Et nyt hit bliver jagtet ved at gå r&b-vejen. Khalifa forsøger sig med hjælp fra hitmagere som Ty Dolla $ign, Swae Lee og den nye THEMXXXLIGHT, hvor sidstnævnte er med på hele tre numre og især på den island-vibede “All of A Sudden” gør god væsen af sig.

Albumformatet er for alvor i ændring disse år, hvor pladerne helst skal være overfyldte med så mange og så forskellige genrer som muligt. Hr. Khalifa har aldrig lavet et krystalklart og gennemført album, men Rolling Papers 2 er om noget ufokuseret og forsøger at trykke på alle de rigtige streamingknapper på én gang.

Når det er sagt, er Wiz Khalifa med sine mange rygerreferencer og sit tilbagelagte og ofte lækre flow sin generations klareste arvtager til Snoop Doggs univers. Her viser han formatet på den friske “Fr Fr” med en skarp Lil Skies, ligesom han dygtigt kipper med hatten til G-funken på “Gin And Drugs” med old school-hjælp fra Easy Moe Bee.

Onkel Snoop kigger selv forbi på den sløsede “Penthouse”, og Wiz forsøger at genoplive de hedengangne Bone Thugs-N-Harmony med den forfærdelige “Reach for the Stars”. Wiz Khalifa har det problem, at hans bedste sange ofte er poppede r&-ballader, mens hans egen bedste indsats er, når han rapper fra boven uden AutoTune og for meget gøgl. Der er nok af dårlige ideer til at supplere, hvad der kunne have været et ret stærkt minialbum. I stedet bliver det et billede på Wiz Khalifas manglende overblik og dømmekraft.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA