x
A-ha! Fem hit og så videre til næste by

A-ha, Tivoli, Plænen, København

A-ha! Fem hit og så videre til næste by

Anmeldt af Jan Eriksen | GAFFA

Blodmånen lyste inciterende over København i aftes, men der skulle et Living Daylight til, før denne anmeldelse ramte sine tre stjerner. Med en sætliste som i Tivoli har a-ha ikke sangene til at begejstre over lidt mere end halvanden time. Slet ikke med en lydmand, der først inviterede Morten Harkets flotte, mildt sjælfulde stemme og de analoge strygere/korsangere indenfor i lydbilledet ⅔ inde i koncerten. Trioen kørte den hjem på fem store hits.

Sådan cirka en gang hvert århundrede kan man opleve blodmåne på himlen over Danmark. Sådan cirka en gang hvert århundrede kan man opleve den norske poptrio a-ha spille i Tivoli. 

Sandsynligheden for, at de to ting sker samtidig, må været temmelig lille. Ikke desto mindre var det sådan, det var i aftes, da Morten Harket, Magne Furuholmen og Paul Waaktaar-Savoy plus band begyndte deres koncert med “Cry Wolf”. Et til lejligheden ganske passende nummer.

For mange vil trioen stå som et one hit wonder; noget der var en gang for længe siden. For andre igen vil a-ha være lyden af 80'erne - det første kys, den første orange poloshirt – i det hele taget det første trin ind i voksenlivet. For andre gedigen popmusik med partoutbillet til hvilken som helst voksenorienteret radiostation. 

Gruppen har jævnligt udgivet ny musik siden de gyldne år medio 80'erne. Undervejs er de gået fra hinanden og vendt tilbage med jævne mellemrum.

Fra projekt til projekt

Som keyboardspiller med mere Furuholmen meget sympatisk har sagt: "Vi er begyndt at betragte os selv som nogen, der arbejder sammen fra projekt til projekt. Indimellem er vi ikke a-ha, men bare os selv."  

Seneste projekt sidste år var et MTV-unplugged album. Det gav på sin vis god mening. Steve Barrons video til a-ha’s "Take on Me" var ikke alene det vigtigste springbræt, kommercielt set, i trioens karriere; den var med til omdefinere begrebet musikvideo.

Desværre lyder 2017-albummet mest som en popgruppe, der gerne ville være noget andet.

På denne efterfølgende “Eletric Summer”-turné er de vendt tilbage til den electropoppede 80'er-lyd, delvis håndspillet med som altid Waaktaar-Savoy på guitar plus trommeslager og bassist.

Allerede i det første nummer efterfulgt af “The Blood That Moves the Body” og “The Weight of the Wind” lød konturerne af den særlige a-ha-lyd et sted mellem synth-navne som Soft Cell og Depeche Mode på den ene side og et sophisti-popnavn som ABC på den anden.

Desværre lød de ældre og nyere numre i begyndelsen af koncerten langt hen ad vejen ens. Alle i samme slentrende mellemtempo, samme melodiske bevægelse og rytmik. Trommeslageren som indbegrebet af en 80'er-trommeslager med totalt "digital" clicklyd. Ret kedeligt, sagt på en anden måde.

Vi skulle hen til femte nummer, a-ha’s klassiske cover af Carole Kings “Crying in the Rain”, før vi oplevede et lille spring; Waaktaar-Savoy på slideguitar.

Imponerende sangstemme

Nævnes må det, at PA-lyden på de præindspillede bånd, keyboards, synths, trommer og guitar var perfekt. Desværre var Harkets sang, bassen, strygerne, som a-ha har taget med fra MTV-koncerterne uhørlige langt ind i koncerten. Lige så, når de tre symfoniske jenter rejste sig for at synge kor.

Først i aftenens første hit, “Stay on these Roads”, foldede Harket sig for alvor ud på en bølgende elv af firserfunk.

Selvom toppen af hans tenor er blevet hjemme i 80'erne, har Morten Harkets 58 år gamle stemme stadig en imponerende rækkevidde. Han lyder, som var det hans opgave i livet at forene al nordic melancholia i én stemme. Men der skulle gå godt og vel tre kvarter, før den for alvor kunne høres.

Indtil da lignede Harket mest en rar, men indolent og konfus mand, der var gået forkert, eller måske nærmere savnede den stol, han sad på under de nævnte MTV Unplugged-koncerter.

Hans bevægelsesmønster får bådene i søen i Tivoli til tempomæssigt at ligne Bjørn Dæhli i fuld speed på vej gennem Gudbrandsdalen.

Ligefrem provokerende blev det, da det lykkedes Furuholmen at få flere tusinde publikummer i Tivoli til at lyse med deres mobiltelefoner mod scenen. Når bandet inviterer os indenfor til den form for selvfejring, må det mindste, man kan forlange, være, at de to andre bandmedlemmer lader som om, de er med på legen. I stedet for at stå at tale sammen.

Der fik man virkelig fornemmelsen af et band på endnu et stop på landevejen.

Gode momenter

Der var gode momenter på vej hen mod det klimaks, der trækker denne anmeldelse op på tre stjerner.

Nummeret “Analogue (All I Want)” med Savoy på indierockguitar – endnu et brud.

Rythm’n’blues-nummeret “Lifelines” fra en periode omkring Millennium, hvor a-ha havde lagt electropoppen på hylden.  

“Train of Thought” i en forfriskende oprindelig version med krop og sjæl.

Det blændende pop-musikstykke “Stay on these Roads”, hvor a-ha ganske flot foldede sine vinger ud over alt fra candyflossbod til rutsjebane.

“Manhattan Skyline” - en af trioens mere spændende sange, hvor en rockende guitar går i modspil med en mere sart melodi. Også på scenen.

Der var en snert af følelsen af et fælles åndedrag i “Hunting High and Low” med fællessang og akustisk guitar.

Højdepunktet for mig var James Bond-melodien “The Living Daylights” i en meget velspillet version med Savoy i legehumør med det klassiske Bond-guitartema på guitaren. Næst efter Rita Coolidges' "All Time High" den bedste Bond-sang i min verden. 

Ingen tvivl om, at trioen behandler deres guld med stor værdighed og selvrespekt. Men mestendels virkede a-ha som om, de egentlig hellere ville befinde sig et andet sted. På distancen. 

Ganske rammende symboliseret i Magne Furuholmens insisteren på at tale engelsk. "Selvom vi taler samme sprog," som han sagde.

Verdenssproget engelsk er normalt en (af de efterhånden få) ting, der samler folk og nationer. Men brugt over for et publikum, der måske ikke taler, men forstår hans modersmål bliver det ærlig talt lidt komisk. 

Sætliste:

  • Cry Wolf

  • The Blood That Moves the Body

  • The Weight of the Wind

  • Minor Earth Major Sky

  • Crying in the Rain

  • Foot of the Mountain

  • Analogue (All I Want)

  • Lifelines

  • Train of Thought

  • Stay on These Roads

  • Sycamore Leaves

  • Manhattan Skyline

  • Hunting High and Low

  • I've Been Losing You

  • The Sun Always Shines on TV

  • Ekstranumre
  • Scoundrel Days

  • The Living Daylights

  • Take On Me

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA