Fake it ’til you make it

Fab Morvan, Smukfest, Stjernescenen

Fake it ’til you make it

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det er en vaskeægte tidligere skandalestjerne, Smukfest har hyret i franske Fab Morvan. Manden var i slut-80’erne en del af popduoen Milli Vanilli, der blev afsløret i slet ikke at synge på deres egne numre. De var blot hyret til at mime, fordi de kunne danse og så godt ud, så de måtte tilbagelevere den Grammy, de modtog i 1989 som Årets Nye Navn. Duoen blev udsat for hån, spot og latterliggørelse, og det tog så hårdt på den anden halvdel, tyske Rob Pilatus, at han røg ud i et mangeårigt stofmisbrug, som endte med hans død af en formodentlig utilsigtet overdosis i 1998. Bagmanden bag det hele, deb tyske producer Frank Farian (også bagmand for Boney M), slap til gengæld billigt fra miseren. Han producerede såmænd bare et album med de rigtige sangere, nu under navnet The Real Milli Vanilli og titlen ”The Moment of Truth”. Det blev dog et flop, men så fortsatte han bare med nye projekter, med vekslende succes.

Fab Morvan har siden forsøgt comeback uden det store held, og nu prøver han så igen. I mellemtiden har han lært at synge, for vokalen skulle være live nu, og det tror jeg på, da jeg står ganske tæt på scenen. Faktisk synger han ganske hæderligt, med en vokal, der trækker på både pop, soul og reggae, ligesom han også rapper rimeligt – der er jo fra tid til anden rap-passager i Milli Vanilli-sangene. Han danser også og holder sig absolut udmærket af en mand på 52. Morvan har medbragt et velspillende, om end lidt anonymt både bestående af guitar, bas/keyboard, trommer, keyboard og korsangerinder, og sættet udgøres af sange fra Milli Vanilli-kataloget, nogle mig ukendte, men ganske rimelige solosange (det lykkedes mig desværre ikke at få fat i en sætliste) og så covernumre. Faktisk hele tre en halv af slagsen: Bob Marleys ”Redemption Song” for blot vokal og akustisk guitar, Princes ”I Could Never Take the Place of Your Man” og ”Let’s Go Crazy” (sidstnævnte dog i forkortet udgave) og Michael Jacksons ”The Way You Make Me Feel”.

Alle bliver leveret solidt, Jackson-nummeret i en afdæmpet version, om end de mange fortolkninger trækker lidt ned, for de giver indtrykket af, at Morvan ikke har egne sange nok til at sammensætte et helt sæt, selvom de får sat godt gang i fællessangen. De gamle Milli Vanilli-sange glider dog fint ned, fra ”All Or Nothing”, ”Baby, Don’t Forget My Number” og ”Blame it on the Rain” til ”Girl You Know It’s True” og ”Girl I’m Gonna Miss You”.

Fab Morvan ligner en mand, der nyder det, han gør, og han er dermed blevet personifikationen af udtrykket ”Fake it ’til you make it”. Han fortjener et comeback, og det kunne være fint, hvis også hans egne sange får mere plads – de kan godt bære det. Hvem ved, måske får han en dag en pris som Årets Nye Navn. Så kan han beholde den denne gang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA