x
Echo and the Bunnymen: The Stars, The Ocean & The Moon

Echo and the Bunnymen
The Stars, The Ocean & The Moon

ANMELDELSE: Menings- og formålsløst genbrug

GAFFA

Album / BMG
Udgivelse D. 10.05.2018
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Enhver, der har læst den britiske musikpresse op til udgivelsen af The Stars, The Ocean & The Moon, ved at tingene ikke er helt, som de skal være hos Bunnymen-forsanger Ian McCulloch. ”Mac The Mouth”, som han blev kaldt i 80'ernes pin-up-dage, lever i dag et isoleret fraskilt liv, hvor han får bragt dagligdagens fornødenheder til sig, så han slipper for at gå ud til hverdagen og i stedet kan hellige sig de sange, der konstant hjemsøger ham, pubben og Liverpool FC.

Det er den sørgelige tilværelse, der har bildt McCulloch ind, at tiden var inde til at genindspille Bunnymens største klassikere, så de kunne få præcis den lyd og den vokal, som McCulloch altid har ment, de har fortjent. For McCulloch har samtidig med udgivelsen – i vanlig grandios motormund-stil – i ramme alvor italesat sat sig som en scousevokalmæssig udgave af både Frank Sinatra og David Bowie.

Det er her, man for alvor skal blive bekymret for både McCullochs psykiske og fysiske helbred. For der er intet på albummets 15 sange, der beviser den påstand. Tværtom!

For godt nok er vokalen mixet helt frem i lydbillet, og signaturguitarist Will Sergeant reduceret til ubetydelig birolle, hvilket man mistænker var den oprindelige grund til hele det her morads, men når levestil og alder har slidt så meget på McCullochs stemme, som den har, bliver resultatet altødelæggende. Det kan nye arrangementer og et symfoniorkester fra Prag ikke ændre på. Og da slet ikke, når man reducerer én af 80ernes bedste sange, "The Killing Moon" til Phantom of The Opera-muscialdrama, eller gør ellers så fantastiske "Lips Like Sugar" til sovs og kartolfer-rock. Og sådan forsætter det ellers klassikernedbrydende sang på sang.

Eneste formildende omstændighed er én af albummets to helt nye sange, "The Somnambulist", der viser, at der trods alt er musikalsk perspektiv på sigt, hvis ellers McCulloch igen tør invitere folk ind i det hjørne, han har malet sig op i.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA