Nyhed

Echo & The Bunnymen kommer til Danmark

GAFFA.dk – alt om musik

Koncerten i Amager Bio vil byde på sange fra den engelske gruppes over 40 år lange karriere

Det engelske post-punkband Echo & The Bunnymen giver koncert den 28. marts 2022 i Amager Bio. Her vil gruppen fejre sangene fra deres mere end 40 år lange karriere, som har bragt bandet 20 top 20-placeringer og ni top-20-album.

Echo & The Bunnymen blev dannet i Liverpool i 1978 og bestod dengang af Ian McCulloch (vokal), Will Sergeant (guitar) og Les Pattinson (bas). Pete de Freitas kom til som trommeslager for gruppen i 1980.


LÆS OGSÅ: Martin Hall: Historien om Echo & The Bunnymen

Bandet fik succes allerede med udgivelsen af deres debutalbum Crocodiles i 1980, som kom ind på top 20 på den engelske albumhitliste. I 1984 opnåede Echo & The Bunnymen større mainstream succes, da nummeret ”The Cutter” nåede ind på den engelske top 10, og albummet Porcupine, hvorpå singlen var at finde, blev nummer to i England. Successen fortsatte med albummet Ocean Rain fra 1984, hvor singlen ”The Killing Moon” kom ind på top 10-listen.

I 1987 forlod forsanger Ian McCulloch gruppen efter udgivelsen af bandets selvbetitlede femte studiealbum, og han blev erstattet af den irske sanger Noel Burke. I 1989 ændrede gruppens line-up sig igen, da Pete de Freitas omkom i en motorcykelulykke. I 1993 gik bandet i opløsning. Gruppen ville senere miste endnu et medlem, keyboard-spilleren Jake Brockman, i endnu en motorcykelulykke i 2009.


LÆS OGSÅ: Echo & The Bunnymen-medlem død i motercykelulykke

Echo & The Bunnymen blev samlet igen i 1997 med medlemmerne McCulloch, Sergeant og Pattinson, efter at de to førstnævnte havde arbejdet sammen i Electrafixion. Pattinson forlod gruppen i 1998, og Echo & The Bunnymen har siden bestået af McCulloch og Sergeant.

Gruppen har i løbet af den mere end 40 år lange karriere udgivet 13 studiealbums – senest The Stars, The Oceans & The Moon, der indeholder genfortolkninger af nogle af bandets største sange, i 2018. GAFFAs anmelder var dog ikke specielt begejstret for udgivelsen, som modtog to ud af seks stjerner.


Billetter kan købes via ticketmaster.dk og amagerbio.dk

Varm om med videoen til "The Killing Moon" her:


ANNONCE