Til popfest i den gamle snapsefabrik

George Ezra, Tap1, København

Til popfest i den gamle snapsefabrik

Anmeldt af Jan Eriksen | GAFFA

Umiddelbart kunne Tap1 godt ligne et lille spillested til en kunstner, der med Staying at Tamara’s givetvis ender i Top 3 over de mest solgte album i verden i 2018. Alligevel skulle det vise sig som en overraskende god ramme om George Ezras solrige popfest.

Der er noget naboens sympatiske søn over George, der oprindelig kommer fra Hertford tæt på London. Enhver, der har været i nærheden af en musikradio eller top 10-playliste denne sommer, har indtil - eller over - smertegrænsen lyttet til hans formfulde baryton i hit som “Shotgun” og “Paradise”.

Han er bare 25, men synger med en stemme som en dobbelt så gammel whiskysmuglende pramdrager på Mississippi i forbudstidens USA – og skriver sange, som var den digitale udvikling drevet uden om Ezras hjemmestudie. Modsat den musikalsk ligesindede – og gode ven – Ed Sheeran. Ikke at det er en kvalitet i sig selv. Hver ting til sin tid.

I aften leverede Ezra sin retro-pop så vivant og stilsikkert, at det var umuligt at ignorere.

Allerede under "bånd"-musikken inden koncerten fik man et pejlemærke i retning af, hvor det kunne bære hen. Hvem havde forventet at se publikum til en koncert med, hvad man vel godt kan kalde et ungdomsidol, vugge med til T. Rex’s “Get it On”, lave (yderst civiliseret) moshpit til Brian Mays solo i “Don’t Stop Me Now” eller skråle med på Elvis Presleys “Suspicious Minds”?

Rimelig god lyd

Endnu inden denne anmelder havde fået tørret øjnene efter at have hørt kids'ne synge med på The King, kom Ezra på scenen med sit band bestående af to blæsere, leadguitarist, bassist, keyboardspiller og trommeslager. Alle linet op bagerst på scenen, så stjernen nærmest havde den for sig selv

Man skal have samme forhold til sandheden som en nu forhenværende københavnsk kultur- og fritidsborgmester for kalde Tap 1 en perfekt koncertscene, men der skulle forunderligt nok ikke gå lang tid, før musikken lød rimelig godt, om end meget kompakt – ud fra den præmis, at det er rart at høre alle instrumenter og stemmer nogenlunde ligeværdigt i lydbilledet. Nu man alligevel har bevæget sig ud til Kløvermarken.

Faktisk allerede i første nummer “Don't Matter Now” fra det seneste album på et henslængt ska-beat med stemning af longdrinks og dans i solen. Det samme med “Get Away”.

Og netop som jeg huskede min største anke mod Staying at Tamara’s – at lovlig mange melodier ligner hinanden – istemte bandet “Barcelona” fra det mere varierede, mørkere og sensible Wanted on Voyage fra 2014.

Selv i Tap1 fik Ezras vokal fremmanet nuancerne i sangens drømmende stemning. Hvilket mindede om hans fyldige stemmes afgørende betydning for det samlede udtryk – lidt som for eksempel Chris Cornell i Soundgarden eller Jake Bugg, som George ofte sammenlignes med.

Han har selv udtalt flere gange, at det var gamle bluesmestre som Howling Wolf, Robert Johnson og Big Boy Cudrup, der satte ham i gang og formede hans måde at synge på. Han måtte bare erkende, at han ikke har The Blues i sig som sangskriver.

Uden postulat eller kynisme

Hvilket meget tydeligt fremgik af hans og bandets sprælske levering af “Pretty Shining People”, der helt uden postulat eller kynisme emmer af ægte glæde og lykke i britisk skiffle-tradition projiceret op i Queen stadionformat:

Ladies and gentlemen, træd til side, for her kommer et iørefaldende omkvæd, og det har travlt.

Netop som jeg under “Listen to the Man” begyndte at savne et brud, fald eller bare en anden tone, kom “Saviour”, som den svenske countryduo First Aid Kit medvirker på på Staying at Tamara’s.

Her leveret flot, semidramatisk og teatralsk i en stemning, der emmede af Tarantino og Johnny Cash med det helt store blæserudtræk og Ezras medguitarist med støvet ørkenlyd.

Efterfulgt af “Did You Hear the Rain” i en version, hvor bandet lød, som hvis Artic Mokeys for en enkelt sang havde slået sig tåls med at være et good times rockband. Dog ikke, når det gjaldt Ezras vokal. Alex Turners Sheffield-dialekt er formentlig ret svær at kopiere.

Også “Hold My Girl” blev spillet som et stilbrud i forhold til de mere happy go lucky-sange på Ezras repertoire. Som Bon Jovi'sk flyderrock, der gradvis løftede sig selv op i armene under den ærmeløse skjorte. Det var overordentlig medrivende hørt nede på gulvet i den efterhånden tropisk varme, gigantiske betonæske, som Tap1 i bund og grund er.

Også i “All My Love”, spillet i en form for poprocket slow fox med fuld tryk på charmen og en trompetsolo så lang, at den kunne sende et gennemsnitligt DR-playlisteudvalg under gulvbrædderne. Fantastisk. Dét nummer i en uimodståelig levering efterlod mig med et tværgående grin over hele Femøren. Eller Kløvermarken.

Meget talende

George Ezra taler meget mellem numrene. Hans form er lidt for meget dørsælger efter min smag – men på en eller anden måde var de små historier bare med til at underbygge indtrykket af naboens djærve søn.

Gennembrudshittet “Budapest” blev præsenteret med en anekdote om dengang, han skrev sangen i en bagskid under et besøg i 2013 hos hele tre svenske piger i Malmø under Det internationale Melodi Grand Prix, hvor han var nødt til at købe en flaske rom sort for at udholde at se sangkonkurrencen på en storskærm.

Han blev åbenbart så beruset, at han ikke opdagede, at det blev vundet af en dansker – Emmelie de Forest.

Med Cassy O med vintage rockabilly/Leiber & Stoller melodik og “Shotgun” sluttede George Ezra og hans band som det begyndte – på den festlige node.

Sidstnævnte havde lidt af energien fra new wave-æraen primo 80’erne. Som for eksempel Elvis Costello, der i øvrigt netop har udgivet det superbe album Look Now.

At dømme efter salgslister og streamingopgørelser elsker hele verden George Ezra. Om jeg kommer til det, ved jeg ikke. Men efter at have set ham live, har jeg den største respekt for hans evne til helt uforbeholdent at skabe et party i den gamle snapsefabrik på Raffinaderivej.  

Sætliste:

  • Don't Matter Now
  • Get Away
  • Barcelona
  • Pretty Shining People
  • Listen to the Man
  • Saviour
  • Did You Hear the Rain?
  • Paradise
  • Song 6
  • Hold My Girl
  • Sugarcoat
  • All My Love
  • Blame It on Me
  • Budapest
  • Ekstranumre:
  • Cassy O'
  • Shotgun

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA