Dansabel dæmonuddrivelse af fineste skuffe

Jenny Wilson, VoxHall

Dansabel dæmonuddrivelse af fineste skuffe

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Jenny Wilson er en af de sejeste overlevere på scenen, og man kan ikke andet end at mønstre en afgrundsdyb respekt for hendes evne og ikke mindst vilje at omdanne henholdsvis et kræftforløb og en voldtægt til stærk og vedkommende kunst. Kunst, der denne torsdag aften i Aarhus rammer i både bentøj og hjertekule og inviterer til lige dele fest og eftertænksomhed.

Frostbidsfremkaldende synths afløser klassisk klaverspil, da Jenny Wilson træder ind på scenen iført noget, der mest af alt minder om en poset dåbskjole. Pågående beats tager til i intensitet og sætter gang i ”Rapin*”, der med sine udfordrende temposkift og stærke melodi udgør aftenens første nummer, som sætter barren højt for den storslåede koncertoplevelse, vi har i vente.

Jenny Wilson og i særdeleshed hendes nye sange, der præger aftenens sæt, er lige dele medrivende og konfrontatoriske – direkte ubehageligt bliver det nærmest at danse, når hun mekanisk messende adresserer voldtægtens efterspil med linjer som: ”A pill, a test, and a blood pressure, plastic cup to piss in, and you have to take your clothes off, I had to show my body again. I am not at home.”

Blodigt alvor, men også en fest

Wilson tråder ud af dåbskjolen, der falder til jorden som en puppe, og afslører under introen til ”Lo’ Hi’”, hvad der mest af alt minder om et glitrende cowboy-outfit. Hun er selvsikker på scenen, tydeligt i sit rette element, virker fri i sin dans, sin sang og sit smil. Alt sammen understøttende musikkens insisterende karakter. Det er blodigt alvor, det her (”anxiety and regret, I won’t forget, my cold sweat”), men det er også en fest.

Det er imponerende, hvordan Wilson og hendes musikere får den maskinkolde og fremmedgørende musik til at fremstå så organisk. Lydbilledet er hektisk og hårdt, men blodet bruser tydeligt varmt i sangerinden. Dæmonerne drives ud, selvom vi også er nødt til at stirre flere af dem direkte i øjnene undervejs. Det må være de færreste, der kan gå upåvirkede hjem i aften.

Med inderlighed og overskud Jenny poserer flere gange som en bokser i løbet af koncerten. Hun er uden tvivl en fighter, og selvom hun en enkelt gang synker sammen på gulvet som i smerte i afslutningen af ”Your Angry Bible”, er hun også ude blandt publikum til fællessang, dans og krammere, og da hun leverer afslutningen med optimistiske ”The Future” i en version så tung, at man mærker milten blafre, er det en ren knockout. En triumf af en koncert!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA