x
John Grant er en usandsynlig superhelt

John Grant, Store Vega, København

John Grant er en usandsynlig superhelt

Anmeldt af Steen Fabrin Michelsen | GAFFA

"This pain/ It is a glacier moving through you/ And carving out deep valleys/ And creating spectacular landscapes/ And nourishing the ground/ With precious minerals/ And other stuff/ So don't you become paralyzed with fear/ When things seem particularly rough"

Akkompagneret af klaver og guitar løfter den fantastiske stemme sig monumentalt og majestætisk og fylder hver en kubikmiliimeter af Store Vega ud. Kigger man sig omkring i den så godt som fyldte sal, står alvoren og eftertænksomheden malet i ansigterne på det andægtigt lyttende publikum.

Ved slutningen af omkvædet sænker stilheden sig over den salen et kort øjeblik, for kort efter at eksplodere i et kolosalt brag, som udgår fra scenen. Vi står midt i et støjinferno. Sangeren trækker sig tavs tilbage og sætter sig sammensunken med siden til publikum, mens lyden når klimaks. Kort efter fader den ud. Langsomt.  

Fra rendesten og rockstjerne

Vi har netop lyttet til sangen "Glacier" fra albummet Pale Green Ghosts af den amerikanske singer/songwriter John Grant, som har sunget hele sin smerte ud, og taget endnu et skridt på vej mod katarsis.

På denne onsdag aften i november har John Grant lagt vejen forbi Vega, som han fra scenen kalder for "my favorite venue in the world", og at dømme efter det bragende bifald er kærligheden i den grad gensidig.

Det overvejende midaldrende københavnske publikum elsker helt forståeligt antihelten John Grant. Alle ved, hvad han har gået igennem med en opvækst i et fundamentalistisk kristent og intolerant samfund og i en kærlighedsløs familie, der blandt andet ikke kunne acceptere hans homoseksualitet. Det førte til en ungdom fuld af rodløshed og psykiske problemer og med-følgende alkohol- og stofmisbrug. Kulminationen på alle hans problemer var, da han blev smittet med HIV.

Men som den grimme ælling, der i H. C. Andersens eventyr forvandlede sig til en smuk svane, er John Grant mod alle odds gået fra at ligge i rendestenen til at være rockstjerne på de store scener. Han er en del af eliten i moderne rockmusik, hvilket han endnu engang har cementeret med sit nyligt udgivne soloalbum Love is Magic, hans fjerde i rækken.

Sjælegranskning og syngende lussinger

Man kan uden nogen formentlig vil kny sammenligne ham med store kunstnere som Morrissey, Rufus Wainwright, Father John Misty og James Murphy fra LCD Soundsystem, der alle har samme hudløst ærlige og personlige, men også samfundsrevsende, sarkastisk, satirisk og gangenhumoristiske tilgang til rockmusik.

Hos John Grant kan man groft sagt opdele sangene i de storladne klaverballader med den helt uovertruffne melodiøsitet, og de elektroniske eksperimenter, hvor han tydeligvis er inspireret af barndommens arkadespil og Commodore 64.

I førstnævnte gransker han sin sjæl, som var han musikkens svar på Knausgaard og får tårerne til at trille på selv granvoksne dørmænd på Crazy Daisy, og i sidstnævnte deler velbalt syngende lussinger ud, så selv vor egen Carsten Jensen må se måbende til.

Fucking fantastisk fedt

Aftenens koncert svingede således som et pendul mellem disse to yderpoler, og det – pardon my french – fungerede fucking fantastisk fedt. Når han havde spillet nogle af sine underskønne klaverballader, som fx "Love is Magic" og "Grey Tickles, Black Pressure", så var det altså fedt at se denne store og stærke, men lidt chubby mand med fuldskæg, der til aftenens koncert havde smurt et bånd af blå glimmerfarve hen over ansigtet, danse lettere bøvet rundt til klubbede numre som "Smug Cunt" og "Preppy Boy".

Vi grinede ikke ad ham, men med ham og dansede lige så bøvet selv. At farven i det blå bånd var løbet ned over hans ansigt fik mig til at tænke på, at John Grant jo simpelthen er en usandsynlig superhelt. Han vil gerne være Leonardo fra Teenage Ninja Turtles, men er det ikke helt. Nej, han er noget helt andet: Han er et menneske af kød og blod, der har modet til at være sig selv med alle de fejl og mangler, vi alle har.

John Grant er i hvert fald min superhelt–- eller som han kalder sig selv: GMF (Greatest Motherfucker). Og jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har det sådan, for da pegede ud mod publikum, når han sang omkvædet til "GMF", så pegede stort set alle tilbage og skrålede med på linierne:

"But I am the greatest motherfucker/ That you're ever gonna meet/ From the top of my head/ Down to the tips of the toes on my feet/ So go ahead and love me while it's still a crime/ And don't forget you could be laughing/ Sixty five percent more of the time/ You could be laughing/ Sixty five percent more of the time"

Det var fandme rørende at være til denne koncert.

Sætliste:

  1. Tempest
  2. Love is Magic
  3. Grey Tickles, Black Pressure
  4. Global Warming
  5. Smug Cunt
  6. Preppy Boy
  7. Metamorphosis
  8. It Doesn't Matter
  9. Pale Green Ghosts
  10. Touch and Go
  11. He Has Got His Mothers Hips
  12. Is He Strange
  13. Glacier
  14. Queen of Denmark

Ekstra

  1. Marz
  2. GMF
  3. Black Belt
  4. Caramel

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA