Muse: Simulation Theory

Muse
Simulation Theory

Muse fanget i 80'er-sci-fi og selvsving

GAFFA

CD / Helium-3
Udgivelse D. 09.11.2018
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Dette er ottende album fra Matt Bellamy & co, som efterhånden lever mest på fordums bedrifter og værende suveræne live.

Det starter ellers interessant. ”Algorithm” bliver indledt af en manisk John Carpenter-synth, der matcher albummets retro-futuristiske stil og svinger sig op til klassisk Muse-højde. En lovende åbner. ”The Dark Side” kører også den filmiske 80'er-lyd på et nummer, der lyrisk er klassisk Bellamy, med lige dele personlig angst og kamp mod ansigtsløse kræfter.

”Pressure” virker mere letbenet, og Bellamys hvisken lyder præcis, som den gjorde i ”Super Massive Black Hole” for 12 år siden. På samme måde er ”Dig Down” en nær kopi af bandets egen ”Madness”.

Herefter lander ”Propaganda”, hvor den himmelråbende mangel på melodi dækkes under EDM-effekter, et indspark fra Timbaland og samples af alt fra westernguitar til noget, der lyder som Princes ”Kiss”. Producer Rich Costey, der tidligere har været inde over hovedværker som Absolution og Black Holes and Revelations, virker simpelthen ikke til at have stram snor i bandet.

”Something Human” er en lys ballade midt i det mørke univers og renser øregangene inden ”Thought Contagion” og ”Get Up And Fight”, der virker som rene pasticher; lyden af, hvordan kritikere fnisende vil beskrive Muse. Pompøs musikalsk flødeskumskage. Tomme rockkalorier. En ærgerlig kopi af sig selv.

Simulation Theory er ikke et forfærdeligt album. Det er bare rodet og ligegyldigt. Muse virker som et band, der er holdt op med at udfordre og i stedet gået over til at tålmodighedsteste deres efterhånden hårdt prøvede fans. Spørgsmålet er, hvor længe vi hænger ved.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA