Skarp guitar, skarpt lys, ulden vokal

Interpol, Tap1, København

Skarp guitar, skarpt lys, ulden vokal

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Nogle bands er bare bedst i mørke. Interpol er et godt eksempel. Deres smådystre post-punk egner sig simpelthen bedre til indendørs koncerter, hvor deres gennemførte lysshow kan skinne som skyskrabere på hjembyen New Yorks skyline. Det har det gjort flere gange på eksempelvis Roskilde Festivals Arena-scene, men i sommer, hvor gruppen var programsat på Orange Scene klokken 17 om eftermiddagen, gik det hele ikke op i en højere enhed. Men i aften, i Tap1 på Amager mange timer efter solnedgang må vi kunne forvente noget mere.

Til gengæld frygter jeg for lyden. Jeg har ikke tidligere været i det nye Tap1, der åbnede sidste efterår i et tidligere industrikvarter på Amager, men har læst en del kritik af lydforholdene i diverse anmeldelser. Min frygt for rungen bliver ikke mindre, da jeg ser, at hallen med plads til 6500 personer er mindre end halvt fyldt, hvilket dog ikke er overraskende, da Interpol normalt plejer at spille på lidt mindre spillesteder som Vega og DR Koncerthuset, som de så til gengæld hurtigt kan melde udsolgt i. Og lige nu, hvor Falconer Salen bygger om, har København ikke noget spillested, der er større end Vega og DR Koncerthuset og mindre end Tap1.

Lyden viser sig dog hurtigt at være bedre end frygtet. Et band som Interpol fortjener i den grad god lyd, da en stor del af attraktionen ved bandet er deres karakteristiske guitarfigurer, der er prikkende som diskolys og skarpe som diamanter, og som leveres af både forsanger Paul Banks og guitarist Daniel Kessler. De står heldigvis klart i aften, og det samme gør de enkelte instrumenter, hvor også Sam Fogarinos alsidige trommespil på eksempelvis ”NYC” bør nævnes. De to uofficielle medlemmer, bassist Brad Truax og keyboardspiller Brandon Curtis fuldender billedet på mere diskret vis. Gruppen er kendt for deres samspil, der er lige så stramt som Daniel Kesslers slipseknude, men i aften er timingen i de til tider temposkiftende sange en smule mere loose end tidligere hørt, om end vi er ude i de små marginaler.

Til gengæld står Paul Banks’ markante, dybe og snerrende vokal, der ellers også er et af gruppens største kendetegn, lidt for lavt i lydbilledet og gør teksterne noget svære at høre, uanset hvor i lokalet man står. Det er måske årsagen til, at gruppen først for alvor for sat gang i publikum i slutningen af sættet, ikke mindst under klassikeren ”Slow Hands” fra deres andet album, Antics, og de tre velkendte ekstranumre ”Lights”, ”Evil” (med fællessang på de iørefaldende linjer "Rosemary, heaven restores you in life" og "Hey, who's on trial?") og ”Obstacle 1”. Visuelt er der heldigvis ikke noget at komme efter. Det velklædte band står traditionen tro lige så skarpt som guitarerne i deres sorte jakkesæt i dæmpet belysning med stor brug af mørkeblå, lilla og bordeaux nuancer, mens seks stænger lyser op bagerst på scenen, ofte i hvidt, og hvidt lys reflekteres fra diskokuglen i loftet på udvalgte sange, eksempelvis åbningsnummeret ”Pioneer of the Falls”, en af aftenens to sange fra bandets tredje album, Our Love to Admire. Man føler sig hensat til en lille klub i New York, som da gruppen begyndte i slutningen af 90’erne. Det gennemført cool udtryk lægger ikke op til, at Paul Banks taler meget på scenen, og det gør han da heller ikke, men han får dog præsenteret bandmedlemmerne og sagt ”tak” en del gange på dansk – manden har i mange år været kæreste med Helena Christensen, om end han vist ikke er det længere ifølge en hurtig googling.

Sætlisten har ikke overraskende fokus på gruppens nyligt udsendte, sjette album, Marauder og deres to første og bedste album, Turn on the Bright Lights og Antics. Det er da også sangene fra disse to album, der vækker størst begejstring blandt publikum, ikke mindst den melodiske basintro til den atmosfæriske ”The New”. De nye sange lader endnu ikke til at være kommet ind under huden på folk, om end den hurtige førstesingle fra Marauder, ”The Rover” udløser lidt spredt fællessang. Siden de to første udgivelser har Interpol mistet lidt af deres magi, men er dog aldrig blevet kedelige, og det bliver aftenens koncert heller ikke, selvom bandet er hørt bedre, eksempelvis ved midnatskoncerten på Roskilde Festival i 2014. Interpol er bestemt stadig værd at lytte til, både på plade og live, og da de er hyppige gæster herhjemme, går der nok ikke så lang tid, inden vi får chancen igen.

Opvarmning: Nilüfer Yanya ****

Se fotogalleri af Nilüfer Yanya

De små 40 minutters opvarmning bliver leveret af den unge britiske sangerinde og sangskriver Nilüfer Yanya, der selv spiller guitar og ellers har medbragt tre musikere på henholdsvis altsaxofon, bas/keyboard og trommer. Stemmen er ret dyb, minder lidt om Feists og byder på nogle ret hurtige spring op og ned ad tonestigen, og det samme gør Yanyas guitarbehandling, der veksler mellem akkord- og fingerspil. Sangene er let melankolske og peger i retning af både indierock og soul, hvor saxofonen står for meget af det melodiske islæt. P6 Beat spiller for tiden hendes sang ”Baby Luv”, som da også ligger på sætlisten sammen med otte sange, som vidner om et stort talent, ikke mindst den afsluttende ”Heavyweight Champion of the Year”, der hele tiden er ved at bryde ud i et mindre støjorgie og endelig gør det til sidst. Hold øje med hende!

 

Sætliste:

Pioneer to the Falls

C’mere

If You Really Love Nothing

Public Pervert

Roland

Complications

Say Hello to the Angels

NYC

The Rover

Number 10

Rest My Chemistry

NYSMAW

All the Rage Back Home

The New

Flight of Fancy

Slow Hands

Ekstra:

Lights

Evil

Obstacle 1


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA