Jens Andersen: Kim Larsen: Mine unge år

Jens Andersen
Kim Larsen: Mine unge år

ANMELDELSE: Fremragende erindringsbog om de unge år

GAFFA

Bog / Politikens Forlag
Udgivelse D. 04.12.2018
Anmeldt af
Espen Strunk

Det må vel siges at være enhver fagbogsforfatters drømmescenarie: Gennem alle årene sagde Kim Larsen nej tak til de mange, som gerne ville skrive en bog om ham. Lige indtil foråret 2018, hvor en 72-årig Larsen inviterede den velanskrevne forfatter Jens Andersen hjem i køkkenet i Odense til en stribe samtaler. Larsen nåede at fortælle sin livshistorie frem til Gasolin's første år ved 1970’ernes begyndelse, inden han som bekendt drog til de evige backstagelokaler i september 2018.

”Længere kom vi ikke, og det kan man bestemt ærgre sig over”, skriver forfatteren i forordet, og fortsætter: ”men man kunne også vælge den gladere vinkel og se det som en gave, at Kim Larsen valgte – og nåede – at vise os en mindre kendt side af sig selv – ’den mundtlige fortæller’ – som fyldte meget i ham og på flere fronter drev ham frem i livet såvel som i kunsten allerede i de unge år”.

Og forfatteren har ret – bogen er vitterligt en gave, i den forstand. Fuldblodsfortælleren Larsen udruller her, over godt 300 siders prosa, såvel sin egen fortælling som et meget levende og larsensk leveret stykke nyere, dansk kulturhistorie.

Opvæksten i Københavns nordvestkvarter, det kærlige portræt af moderen Eva og den videre færd gennem ungdomsår, højskole og læreruddannelse er vedkommende og underholdende læsning – i habil håndværksmæssig udførelse fra Andersen, som tidligere har stået bag biografier om Dronning Margrethe II, H.C. Andersen, Astrid Lindgren, Kronprins Frederik og Tove Ditlevsen.

I den stjernerække er Larsens vel umiddelbart mest beslægtet med Ditlevsen, men derudover giver det nu god mening, at netop Larsen føjes til en sådan liste af nationale koryfæer og kongelige.

Larsens tone

Hovedpersonens helt egen blanding af gadeklogskab, poesi og frækhed ramte ét eller andet helt centralt og vandt genklang i den såkaldte danske folkesjæl – i en grad, så ordet nationalskjald i efterhånden mange år har været den foretrukne journalist-kliché at hæfte på Larsen.

At bogen her præsenterer læseren for – som forfatteren skriver – ”en mindre kendt side af Larsen” er ikke helt ved siden af. For inde i gavflaben – et andet yndet Larsen-prædikat – var en læselysten ung mand, hvis formative år indeholdt ophold på Askov Højskole og tilløb til en lærergerning såvel som kærlighed og faderskab. Midt i et efterkrigsdanmark i historisk, kulturelt opbrud – og med rytmisk musik som den oplagte udtryksform.

Rent sprogligt formår Kim Larsen: Mine unge år på fornem vis at bibeholde Larsens talesproglige tone og samtidig fremstå som gennemarbejdet, skriftligt dansk. Hertil kommer en fin billedside, hvor adskillige indlagte billedsektioner på gråt papir præsenterer læseren for fotografier af persongalleriet, optryk af børnetegninger og – tilsidst – af det gryende Gasolin på Christianshavn, i Thylejren og på slap line i al almindelighed.

Så ja, det er ubetinget glædeligt, at vi får denne bog, nu vi må undvære hovedpersonen selv, sådan i rent fysisk forstand. Sensationssøgende journalister har allerede været i gang med at plukke de dramatiske ”højdepunkter” ud af fortællingen: ”Kim Larsen endte på hospitalet: misrøgtet af far”; ”Ny bog afslører: Kim Larsen måtte opgive stor drøm” og så videre.

Den store drøm, der henvises til, er i øvrigt den unge Kim Larsens forfatteraspirationer, helt tilbage i 1960’erne, da han skrev en voluminøs roman under indflydelse af James Joyce. Den så aldrig dagens lys. Til gengæld får vi så denne fremragende erindringsbog. Og det er sgu nok i virkeligheden slet ikke noget dårligt bytte.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA