Mørkrandet magi fra melankoliens mestre

Low, VoxHall, Aarhus

Mørkrandet magi fra melankoliens mestre

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Forventningerne til Lows koncert på VoxHall denne aften var sat i vejret. For hvordan ville de tage favntag med sangene fra Double Negative, en af sidste mest markante albumudgivelser? En udgivelse, hvor trioen fra Duluth, Minnesota på radikal vis har genopfundet sig selv – ”Det er deres Kid A”, som en begejstret kollega udtrykker det inden koncerten, og det må siges at være en ret præcis beskrivelse. Og de høje forventninger? De blev indfriet til fulde.

Men hvordan ville bandet gribe opgaven an denne aften? Ville de nye numre blive fremført som på pladen? Og hvad så med de ældre? Ville de blive pakket ind i en lignende lyd? Faktisk var det modsatte tilfældet. Som man kunne høre, efter lidt indledningsvise problemer med Mimi Parkers monitor blev løst, lød ”Always Up” mere af klassisk Low – og producer B.J. Burtons dekonstruktivistiske behandling af sangene fra den seneste plade var trådt noget i baggrunden.

Flosset skønhed

De persiennelignende visuals akkompagnerer koncerten igennem musikken på smukkeste vis, og vi får sang på sang, hvor musikken langsomt repetitivt og stemningsmættet flyver til vejrs, så hårene rejser sig. Harmonierne over den huggende, dissonante guitar og den bastante bund fra bas og trommer rammer noget overjordisk. Som englesang over et skybrud. Og på ”Quorum” lyder Mimi Parker simpelthen, som om hun synger imod en strid modvind af lyd.

Det støjer som nævnt anderledes end på Double Negative, hvilken sangene bestemt ikke lider under. De står lige så stærkt uden den opsigtsvækkende produktion, og det går rent ind, når trioen sender kaskader af flosset skønhed ud over det begejstrede publikum. Det er lige til at få en klump i halsen, når Mimi Parker under iørefaldende ”No Comprende” messer ”the house is on fire” foran et flammehav, der til sidst ender som en enkelt flamme fra et stearinlys, der dør ud til den aftagende trommerytme.

Inderligt inferno

”Plastic Cup” sitrer stilfærdigt, mens man står og synger med på ”and now they make you piss into a plastic cup and give it up”, før en gribende ”Holy Ghost” leveres, så det er lige før, man overvejer at blive religiøs.

Med en sugende puls føres vi gennem skræmmende smukke ”Dancing and Blood”, og bandet fortsætter ufortrødent koncerten igennem, tyst, støjende og sørgmodigt slæbende. Sine steder trækker tonerne sig nærmest truende sammen i et fortættet og imponerende intenst lydbillede i magisk monotoni, hvor man gladelig overgiver sig til det inderlige inferno.

Sublime ”Sunflower” fra denne skribents første Low-plade, Things We Lost In The Fire, sætter et smukt punktum for en blændende bedrift fra et enestående band. Københavnerpublikummet kan roligt glæde sig.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA