x
Ingen svinkeærinder fra Toro på Distortion

Toro Y Moi, Distortion, Red Bull Stage, København

Ingen svinkeærinder fra Toro på Distortion

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Der er allerede forbedring at spore. Et par sireneudrykninger til trods er hovedbestanddelen af Distortions gæster på torsdagens gadefest på Vesterbro i en tilstand, der må betegnes sømmeligt fulde. Det er som om, at festivalen på sin egen vis afkræver et tilpasningsrum, som skal etableres, før at man samlet set kan få noget, der ligner et arrangement op at stå og ikke 40 sporadiske fester på samme tid.

Hvis nogle er i stand til at skabe form og koncept til disse foretagender, må det være et brand som Red Bull Music, der i efterhånden en årrække har kunnet kombinere et profitabelt salg af energidrikke (tilsat vodka, bevares) med kulturelle initiativer, der søger at sprede ting som musik og sport i et internationalt fællesskab. På godt og ondt. Dette afspejler sig også i Red Bull Stages bookinger, der præges mere af en mainstream fan- og festskare end af mange nicher smeltet sammen i en, som Nørrebrofesten onsdag virkelig var.

Californiske Toro Y Moi, som skal til at træde på scenen her, er egentlig et godt eksempel på dette. Chaz Bears, som han hedder, har faktisk været aktiv musiker siden 2001 og har af flere ombæringer skiftet navn og kunstnerisk udtryk alt efter forgodtbefindende. Men hvad der altid har været kendetegnene i hans diskografien er roden i funken. Han bærer i langt de fleste udgivelser en swagger og fyldig bas tilsat nærmest surfende trommerytmer, som på sin egen måde har været et springbræt ind i den mere poppede appel. Det er helt klart en Pokemons færdigudvikling, vi får lov at se her til aften, hvor han med sit seneste album ”Outer Peace” tilsætter sit vanlige groove en hel del elektronisk flair for at understrege en vis melankoli, der er kommet med alderen. Er mit gæt.

Den slags musik kræver tit et sammentømret hold, og det må man sige, at han har. Andy Woodward på trommer, Tony Ferraro på klaver og Patrick Jeffords på bas er nærmest halvdelen af oplevelsen af at høre Toro Y Moi især på grund af deres mangeårige samarbejde. Det er da også dem, der står og pusler på scenen med alle instrumenter før kampstart. Og i aften er ikke nogen undtagelse, hvad musikken angår, for Chaz gør ikke meget væsen af sig på en scene. Intronumrene ”Fading” og ”Ordinary Pleasures” fra det nye album leveres formfuldendt til et friskt publikum, men også meget meget sikkert. Samtidig er Ferraros keys mikset meget lavt ned til fordel Jeffords bas, og det går meget ud over numrenes nuancer. Der kan et flot lysshow ikke helt gøre skaden god for. Til gengæld får keysene lov til at shine efterfølgende på ”Laws of the Universe”, der vægtes i solid balance i lydniveauet, og som tempomæssigt sidder helt i skabet, så Chaz' eget keypad også kan følge med.

Mantraet på scenen og i Toros musik som helhed er uden tvivl: cool, calm and collected. Alle mand er super nonchalant og nede på jorden i deres ageren på scenen, og man mærker, at deres følelsesmæssige investering i aftenen nogenlunde er at sammenligne med en garageøver. Intet særpræg. Forskellen er bare, at de ikke spiller sådan, da der vitterligt ikke er en fod at sætte på deres evner, hvilket understreges på ”Monte Carlo”, som sænker hastigheden i koncerten uden at tabe fokus. Vi kommer tilbage i de højere luftlag på ”Girl Like You” fra 2017-albummet ”Boo Boo”, som vækker genklang hos tilskuerne og tiljubles.

Det er meget aparte lige at have vænnet sig til de halvfærdige klimaksjagende skraldespands-sætlister rundt omkring på de små scener for så at gå ind til Toro og faktisk møde en helstøbt koncertoplevelse. For igen stilnes vandene oppefra scenen med trekløveren ”Who I am”, ”50-50” og ”Baby Drive it Down” alt sammen uden store armbevægelser eller udfald, men sikkert og trofast i forhold til sit håndværk. Man bliver mindet om, blot ved at beskue Jeffords i så afgørende en rolle som bassist i gruppen, hvor rutineret en kvartet det her er, ret så meget en kontrast til resten af festivalen, der gør sig mest i nye navne. Det fungerer, også selv om det meste af publikum ikke helt er med på, hvem det nu lige er, der er gået op på scenen.

”Freelance” åbner lidt op for legen igen med sin lidt flabede melodi og sprælske lyrik, og Chaz svømmer op og ned ad strømmen, som var det en gåtur i parken, han var i gang med. Mange må finde den lidt kølige distance frustrerende, men den her funk er bare ikke skabt til at komme ud over scenekanten eller som noget, hvor artisternes charme er, at de taber deres shit, som en god ven ville formulere det. Den skal serveres lunt og godt for at ramme plet. Og det gør den sgu.

Toro og co. takker af med den blidt vuggende ”Rose Quartz” tilbage fra ”Anything in Return” fra 2013, og det mest forsagte lynhurtige ”thankyouverymuchgoodnight” afslutter koncerten. Han er som kunstner og act virkelig skabt til et koncept som Red Bull Music. Velproduceret, med masser af appel og teknik og møghamrende ufarligt. Men måske lige præcis fordi de to instanser netop har slået sig sammen, og skabt en lille oase af en seriøs musiksatsning i et ellers tæppebombet hiphop-distortion-landskab, kan de få det til at fungere. Og mange vil savne og spørge, hvorfor han ikke gav mere af sig selv og prøvede noget spontant, uventet og måske bare lidt langt ude. Men så må man svare med Freddie Mercurys evigt sande ord: ”’cause you’re a cool kat”.    


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA