x
Nuancerig dansefest

Foals, NorthSide, Blue Stage

Nuancerig dansefest

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Et af årets nye tiltag på NorthSide er uddelingen af de såkaldte hold kæft-bolsjer. Et humoristisk indspark i debatten om publikummer, der taler for meget og for højt under koncerterne, noget, som har plaget både NorthSide og stort set alle andre festivaler i de senere år. Bolsjerne bliver uddelt fra scenen før koncerterne, og så kan man give ét til sin sidemand, hvis man synes, at vedkommende er for højlydt. Der er selvfølgelig langtfra nok til alle, men vi forstår pointen.

Det er dog heldigvis ikke nødvendigt med publikumsdæmpende foranstaltninger under Foals' koncert. Efter en lidt skuffende NorthSide-start med for lave vokaler hos både Cautious Clay og Alice in Chains er der anderledes styr på lyden, da Oxford-gruppen går på scenen.

Everything Not Saved Will Be Lost (Part One) er titlen på gruppens nyligt udsendte og glimrende album, og ordene (bortset fra "part one"), på én gang apokalyptiske og hverdags-computerassocierende, lyder også over højttalerne, da bandet er gået ind på scenen. Tekstmæssigt er det et alvorsfuldt udspil påvirket af blandt andet klimakrisen, men musikalsk er det en energisk og opløftende sag, og sådan bliver koncerten også.

Da Foals debuterede i 2008, var de inspireret af math-rocken med dens komplekse rytmer og tonaliteter, men med årene er de blevet lidt mere enkle og tilgængelige. Der er dog ingen tvivl om, at de er teknisk fremragende musikere. Rytmesektionen med bassist Jeremy Pritchard (ikke officielt medlem efter forfængeren Walter Gervers' udtræden sidste år) og trommeslager Jack Bevan er umådeligt sikker og groovy, og forsanger og guitarist Yannis Phillippakis og guitiarist Jimmy Smith brillerer med hurtige og både én gang skæve og særdeles iørefaldende guitarfigurer. Phillippakis er tilmed en fremragende sanger, og hans let klagende vokal ligger tydeligt i lydbilledet.

Bandet lægger ud med den nye og ganske fine "On the Luna", efterfulgt af forgængeren What Went Downs "Mountain at My Gates", som vækker pæn genkendelse hos publikum. Tempoet er generelt forholdsvis højt, og festen går yderligere op i gear, da den umådeligt dansable "My Number" kommer som sættets femte sang. Der er gang i dansebenene hos publikum, og ekstra-percussionist Vincent Taeger spiller nu på ølflaske – mere skal der ikke til.

Vi får et lille pusterum med begyndelsen af den lange "Spanish Sahara", der begynder afdæmpet, men også gradvist udvikler sig til højenergisk dansefest. Som koncerten skrider frem, bliver bandet mere og mere løssluppent, og "Inhaler" byder både på støjguitar og en nærmest brølende Yannis Phillippakis, der også er nede og bunde en øl givet af en af de forreste publikummer. I den afsluttende "Want Went Down" kaster han sig, nu gennemsvedig, ud i et regulært stavedive, brøler videre og slutter festen på kogepunktet. Et gammelkendt kneb, men det virker også i dag, fordi koncerten med lutter velspillede, på én gang melodiske og forholdsvis hårdtpumpede sange har bygget op til dette klimaks.

Foals har forlængst bevist, at de er kommet for at blive og ikke bliver lost i den store glemmebog, og det bliver endnu engang understreget på NorthSide. 

Sætliste:

On the Luna

Mountain at My Gates

Snake Oil

Olympic Airways

My Number

Spanish Sahara

Exits

In Degrees

White Onions

Inhaler

Want Went Down


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA