x
Velkommen tilbage, Pretty Maids

Pretty Maids, Copenhell, Helviti

Velkommen tilbage, Pretty Maids

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Pretty Maids er en institution i dansk rockhistorie, og jeg gider ikke fortælle om alle meritter fra 30 år + … blot vil jeg konstatere, at mage til hyggelig familiefest på en skøn soldag på Copenhell skal man lede længe efter.

Ifølge egen hjemmeside har Pretty Maids ikke spillet koncert i et halvt år siden de kultagtige julekoncerter i Amager Bio lige før nytår.

Og ja, den sidste stjerne røg, fordi jeg først følte, rusten var banket helt af hen i fjerde nummer, hvor der midt i ”We Came To Rock” begyndte at ske det, som jeg i årtier har elsket Pretty Maids for. Den der magi, hvor fællesskabet, spilleglæden, den sympatiske respekt for publikum, humoren og viljen til at trykke den af bobler under alting. Jeg aner ikke en skid om det, men fornemmede, at bandet selv havde savnet det hele.

Chris Laney på guitar/keyboards og Allan Sørensen på trommer er de senest ankomne medlemmer, og der er en tung arv at løfte fra alt det, som Ken Hammer og Ronnie Atkins (deres kunstnernavne!) har løftet som gennemgående brødre i alle de år.

Chris Laney virker som en god som sparringpartner til Hammers soloridt, mens Allan Sørensen i hvert fald i eftermiddags virkede som om, at han lige skulle spilles ind. Efter et par numre sad alt i skabet, og han er med til at skabe det der vigtige kit, som man som publikum fornemmer handler og ret meget om energi, brødreskab, grin og humor.

Rygtet siger, at der er nyt på vej fra Pretty Maids, men de har aldrig haft travlt med den slags. Senest kom i februar opsamlingen A Blast From The Past (12cd-boks + vinyl) og en del koncerter følger i blandt andet Vordingborg, Tjekkiet, Sverige, Bulgarien og USA. Så trods et halvt års koncertpause synes eventuelle rygter om Pretty Maids' død stærkt overdrevne.

I 2015 spillede Pretty Maids sidst på Copenhell, og for mig er det stadig den bedste koncert, som jeg har set fra dem, men lad os nu se, hvordan det skrider frem på turen.

Bassisten Rene Shades kører sit eget soloprojekt, og der er sikkert mange andre jern i ilden, men jeg tror, projektet Pretty Maids måske også har behov for, at der her sker noget nyt.

Nye numre? Nyt show?

Indtil da må jeg udvælge to af eftermiddagens yndlingsnumre:

"Pandemonium" fra forrige studiealbum blev overranskede åbningsnummer, men måske er det også en af de bedste sange, som bandet har.

… og sammen med ekkoet fra stenalderen med uopslidelige ”Back to Back,” som jeg vist aldrig bliver træt af.

I betragtning af meget af resten af Copenhells ganske hardcore program, de øvrige bands kvaliteter ufortalt, så var det sjovt at se, at både sange (hvor man kan høre ordene) og melodi stadig holder på Copenhell.

Lige efter Pretty Maids fulgte vel nok danske Baests absolutte gennembrudskoncert i en helt anden dødsmetalgenre, men jeg tillader mig alligevel at sammenligne. Den grundlæggende energi, den jævne jyske tilgang til, hvad den her del af underholdningsbranchen handler om, er faktisk ret ens. Og når Baest nu turnerer både Danmark og Europa tyndt, så er det gode danske folk som dem i Pretty Maids, der har hakket vejen af. Respekt for det!

Selvfølgelig fik vi en outtro med den traditionsrige Monty Python-klassiker ”Sit on My Face”, så vi fik understreget, at humor og fest er et vigtigt brændstof for Pretty Maids – og så skader det ikke, at vi har at gøre med første klasses håndværkere.

Tak til Pretty Maids – velkommen tilbage.

 

Sætliste: 

Pandemonium

Bull's Eye

It Comes At Night

We Came To Rock

Yellow Rain

Rodeo

Mother of All Lies

Kingmaker

Little Drops of Heaven

Back to Back

Red, Hot and Heavy

Future World

Love Games

OUTRO: Sit on My Face (Monty Python song)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA