Født til at dø i sniksnak

Lana Del Rey, Tinderbox, Blå Scene

Født til at dø i sniksnak

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Tinderbox' aarhusianske søsterfestival NorthSide har i år med god humor introduceret hold kæft-bolsjer, som har "noise cancellation"-funktion, og som man kan give til ens sidemand, hvis man synes, vedkommende taler for meget. Bolsjerne burde også været medbragt til Tinderbox, for Lana Del Rey har noget svært ved at trænge igennem sniksnakken især i begyndelsen af sin koncert.

Det er dog også hendes (eller hendes lydmands) egen skyld, for lyden er påfaldende lav, især i begyndelsen. Da hun åbner med det tidlige hit "Born to Die" og fortsætter med den meget lavmælte, vuggende "Cherry", er hun i hvert fald ved at dø i knæver dér, hvor jeg står cirka 20 rækker fra scenen, og det er hun også senere under den ligeledes helt nedtonede, men ellers meget flotte "Mariners Apartment Complex". Hendes karakteristiske, dybe og dramatiske vokal er tilmed mikset lidt for lavt i lydbilledet, men den lyder dog flot nok, når man ellers kan høre den. Sjovt nok ligger de to korsangerinder og dansere lidt højere i mikset i sættet, der – som hele Lana Del Reys bagkatalog – består af elegante ballader og ditto midt-tempo-sange.

Bandet udgøres ud over koret af guitarist, keyboardspiller/pianist og trommeslager. Der er gjort en del ud af scenografien, der blandt andet byder på et forgyldt flygel, en strandstol, palmer og to gynger, som de to korsangerinder og Lana Del Rey selv undervejs får svunget sig lidt i. Storskærmen viser billeder af landeveje, laguner, solnedgange, heste, motorcykler, dollargrin og andet af det Americana-memorabilia, som Lana Del Reys sange og visuelle udtryk er så rigt på.

Efter nogle sange får jeg kæmpet mig lidt tættere på scenen, og lyden bliver dermed lidt højere for mig – og herefter tør jeg ikke gå tilbage og tjekke, om lydniveauet er blevet bedre der, hvor jeg stod. Lana Del Reys vokal ligger dog stadig lidt for lavt, og kender man ikke teksterne i forvejen, er det svært at høre, hvad hun synger.

Fanpleje er der til gengæld masser af. Lana Del Rey går adskillige gange ned til den forreste publikumsrække og stiller gavmildt op til selfies, autografskrivning, håndtryk og modtagelse af blomster. Måske er det det, der får publikum til generelt at fokusere lidt mere på scenen og lidt mindre på småsnak, og under de gamle hits "Video Games" og "Summertime Sadness" er der godt med fællessang. Sangene fra det første album under Lana Del Rey-navnet, Born to Die, fylder stadig godt på sætlisten, selvom hun har udgivet tre, snart fire album efterfølgende.

Hendes aktuelle single, Sublime-coveret "Doin' Time", der citerer Gershwin-klassikeren "Summertime", vækker også begejstring ligesom afslutningssangen, sidste års ti minutter lange og ganske flotte single "Venice Bitch", hvor lyden næsten er høj i den udstrakte outro, og hvor Lana Del Rey har god tid til at stille op til flere selfies og signere en T-shirt. Hun slutter af med at sige, at hun snart kommer tilbage til landet. Så må vi håbe, at lyden er skarpere til den tid. Eller der er hold kæft-bolsjer ad libitum.

Sætliste:

Born to Die

Cherry

White Mustang

Pretty When You Cry

Blue Jeans

Mariners Apartment Complex

Medley (Change / Black Beauty / Young and Beautiful)

Ride

Video Games

Doin' Time (Sublime-cover)

National Anthem

Summertime Sadness

Off to the Races

Venice Bitch


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA