x
Hjalmer var ung og gammel på Roskilde Festival

Hjalmer, Roskilde Festival, Rising

Hjalmer var ung og gammel på Roskilde Festival

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

For godt ti år siden kom min far hjem med en single og lagde den hos mig. Det var Rasmus Seebachs første nummer, ”Engel” og han spurgte, om det var noget for mig. Jeg satte mig og hørte og fattede ingenting. Min musikverden var præget af gammel rock og ny hiphop, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med denne helt igennem rene pop-lyd. Det hele var så simpelt i det, så ligetil. Jeg lagde det hurtigt fra mig.

I dag er Seebach Seebach stjerne, og ingen vil betvivle hans evner til at samle folket høj som lav i sin musik. Den kunst er akkurat, hvad unge Hjalmer jager i sin musik. I sikker stil er han på to år blevet skudt af sted som en ny popsmed i det danske land, som skal ramme der, hvor mange har så svært ved at ramme: en popsang, der er simpel og ligetil. Han får en aften til det denne gang som afsluttende act på Rising-scenen første opvarmningsdag på Roskilde. Og ved første øjekast virker det ikke som om, at han overhovedet skal bruge så lang tid på det.

Det er en mildt sagt stor hærskare af betagede gymnasie- og efterskolehjerter, der er mødt op for at få forløsning i kærlighedens navn. Og der er ingen tvivl om, at Larsens yngste kuld agter at give dem lige præcis det. Han træder ud med sit firemandsorkester, der her og i det meste af koncerten mest af alt agerer under skæppen af Hjalmers akustiske guitar. ”Istedgade” sparker gang i løjerne, og der hoppes begejstret rundt til et af den 22-åriges stærkere kort.

Han er knap så benovet, men helt igennem jordnær under hele forestillingen, og det er både en fordel og ulempe. For det folkelige islæt er noget, som Roskilde i den grad har savnet ad flere ombæringer, og i det lys er Hjalmer en fuldstændig oplagt booking. Hans tekster står klart som stille vand, og det gør slet ingenting, men bliver tværtimod hans allerstørste styrke som kunstner. Sing-along-appellen er uundværlig for, at hans musik trænger igennem, og det får den lov til.

Folkeligheden bliver dog først gennemtrængende, når den mærkes iblandt musikerne. Men man kan næsten mærke kalkulen, den gennemarbejde og beregnede succesmåler på efterfølgeren ”Kold”, der leveres stramt og ubesværet med solo af Simon Luth på guitar (en af flere), men uden at man mærker, hvorfor Hjalmer er Hjalmer og ikke Seebach eller Sys Bjerre 2.0. Det bliver ikke bedre, da han starter tredje nummer med at proklamere, hvor mange dejlige kvindelige musikere, der er derude for så at spille sit samarbejde med Medina ”Folk som os” – uden medvirken fra sangerinden selv. Det klinger hult, men ænses som sådan ikke af et publikum, der stadig er med den krølhårede charmetrold.

”Godt igen” bliver første forsøg ud i noget andet, nemlig en ballade med Thorvalds klaver som solidt fundament, og som er plukket ud af efterårets kommende debutalbum (som han får nævnt af flere omgange er på vej). Hverken tekst eller vokal fra Hjalmers side justeres efter dog det, men leveres som altid med det samme behageligt svælgende toneleje. Vi går brat over i Dieters Lieders ”Dig og mig”, som høster det største jubelbrøl, og alle synger hvinende med. Men igen opfindes der ingen dyb tallerken, og om Dieters Lieder eller Natasja havde spillet det, havde næppe gjort en forskel. Kunne man have bemærket Dieters Lieder som ophav til sangen? Eller er jeg bare hård?

Efterfølgende stimler kvintetten sammen frem foran scenen, og Hjalmer bruger mere end rigelig tid på præsentere samtlige medlemmer. Og det er faktisk intet andet end klædeligt og helt i orden. Og det slår mig igen, hvad det er, der giver de store popstjerner karakter og finesse i disse situationer. Der opstår en aura af usårlighed rundt om dem, et panser af hjertevarme og godhed, som smitter af og gør, at de ikke skal trykke på mange knapper, før alle er med. Det er en stor gave. Og den viser Hjalmer i en akustisk fremførelse af ”Smukkeste problem”. Sangens sødme forøges kun i den version.

”I morgen er glemt” følger trop, men pusten tabes langsommeligt herfra. Ikke så meget fra scenen, der stadig stråler af overskud, men blandt publikum mistes gnisten, som blev tændt i de første par numre. Bagkataloget hos Hjalmer har ikke sat sig fast som uundgåeligt i diskografien. ”Hvis du går” bringer noget af nerven tilbage og bringer igen tankerne tilbage på navne som Seebach og Xander, i positiv forstand. Men det nye nummer ”Liv”, som forsøger sig over i en Volbeat-rocket cocktail løfter ikke taget, men rammes blot ind af Simon Luths misser ved sit solostykke. Skjorten er så stram, at man bemærker lige så snart, der mangler en knap.

Hjalmer og co. sætter det sidste på plads med en rundere, mindre elektronisk udgave af ”Mandag morgen” fra 2017-ep’en Skabt til at være ung. Sangen fremstår uden tvivl som et tydeligt musikalsk højdepunkt i koncerten og afslører sit dna af at være en rigtig fin popsang, men igen er imødekommelsen hos fansene mangelfuld, og der mangler den glød i øjnene hos pigerne, der gør dem parate til at gå igennem helvedes flammer for Burhan G og resten af banden. Hjalmer satte alting på plads, lige som det skulle være uden at bevise eller overbevise nogen som helst. Men måske er det lige her, at hans folkelighed netop redder aftenen hjem. Lad os se, om vi stadig skråler med om ti år. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA