x
Hôy La tillagde angsten toner på Roskilde Festival

Hôy La, Roskilde Festival, Rising

Hôy La tillagde angsten toner på Roskilde Festival

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

De elektroniske vibes er ikke til at undvige på årets Roskilde Festival. Det virker til at være et af de moderne bekendtskaber i musik, der er mest frigivende for den enkelte kunstner og er samtidig en af de mest tilgængelige lytte-oplevelser for publikum, da det inviterer til en meget indadvendt dyrkelse af musik – hvilket formentlig bliver en mere og mere markant størrelse de kommende år. Det er i hvert fald tydeligt, at Hôy La med det borgerlige navn Ingrid Høyland ikke nødvendigvis har det træfsikre live-kort i tankerne, når hun laver sin musik. Den er nemlig sort og angstfyldt, med rytmiske puslespil, der ikke følger den klassiske skabelon, og som du aldrig ved, hvor du har henne. Det er derfor en vis spænding, der har indfundet sig på Rising før hendes koncert mandag aften.

Den dansk-norske sangskriver valser ind på scenen med en kvartet bestående af trommer, rytmeguitar, trompet og bas, og næsten alle sammen ligeledes udstyret med keypads. Det største af disse tilhører dog Hôy La midt på scenen i en glitrende jakke, og hun lægger nænsomt ud med sin bassist/korsanger til tonerne af ”Saturday”, dog kun antydende velvidende, at vi ikke skal forhaste os. ”Purple” er derimod første egentlige track, og den emmer i sin minimale komposition af stor fortabelse. Det lykkes ganske glimrende Høyland at fortolke denne på scenen, og hendes stemme er brillant som kuratoren, der fastholder et narrativ i sangenes fortælling.

Mens keys og trompet flydende erstatter hinanden, brydes der hurtigt op og videre over i ”Shame”, som ærgerligt nok tager sig temmelig kedelig ud i liveudgave. Her mangler den stærkt personlige produktion omfang og rækkevidde foran et publikum. Forholdene ændres dog lidt, da den stærke debutsingle ”Please” skruer ned for virkemidlerne og drejer opmærksomheden ind mod teksten og det sagte klaverspil. Netop her ledes tankerne hen mod pionerer som James Blake og Radiohead, hvor den elektroniske komposition mest af alt er huden på skelettet af en organisk sang.

Uden mange distraktioner fungerer Hôy Las musik netop på det plan, og det samme tilstræbes efterfølgende på den nyeste single, ”Kids”. Vi får fortalt, at sangen betyder meget for Høyland, og at vi må forstå, at hvis dine nærmeste bare har det godt, så har du ikke spurgt nok. Livsleden slipper man nok ikke for, men det redder desværre ikke sangen fra at være meget monoton foran et publikum, da der ikke er meget progression i sangen, men derimod et gentagende loop som omdrejningspunktet.

Den spritnye ”Run” sætter liv i orkesteret igen, og det er kun guitaren, der står uhørt tilbage uden at sætte sit præg. Trompeten er et godt afbræk, og bassens betydning er bare ikke til at undervurdere, heller ikke i denne støbning. På ”Alone” skal vi, ifølge Høyland, smage på "angstanfaldets natur". Der leges med trommernes buldren og fundamentale mangel på stilstand og intensiverende utryghed. Linjer som ”I don’t wanna be alone / but I’d rather be alone” rummer poetisk interessante og meget rammende beskrivelser af den psykisk ustabiles svære vilkår i verden, der lynhurtigt kan transformeres til et ragnarok. Det er ikke for alle, men kan man finde ro i uroen, er der masser for lytteren i vente, og publikum applauderer.

”Roses” fortsætter de misantropiske takter med let vuggende trommer og en distortet guitar, der endelig kommer lidt til sin ret, og der er stadig ikke mange fingre at sætte på Høylands vokalpræstation. Vi ender, hvor vi startede med den fulde version af ”Saturday”, der meget fornemt sparker sættet hjem ved at lægge sit eftertryk i en mere afstilnet bastone, hvor keyboard, trompet og trommer må slide arbejdet hjem. Og det virker opløftende for hele nummeret og bliver en fin afslutning.

Hôy La har uden tvivl fundet sin egen lyd i det elektroniske univers, hvilket er en bedrift i sig selv. Men konceptuelt skal der tænkes mere ud af boksen for at holde interessen fra et livepublikum ved lige over længere tid. Sejren lå i hvert fald i aftenens koncert uden tvivl i sangen for den enkelte.   


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA