x
Hestene vrinskede i vindkorridoren

Band of Horses, Amfiscenen ved Musikhuset Aarhus

Hestene vrinskede i vindkorridoren

Anmeldt af Nikolaj Sandberg | GAFFA

Band of Horses havde på mange måder oddsene imod sig denne aften i Aarhus: termometret viste isnende 12 grader, vindstødene fik øllet til at slå bølger i glassene, halvdelen af byen var emigreret til Roskilde Festival, og ja, så blev arrangementet afholdt på så ukristeligt et tidspunkt som en tirsdag aften. Det skulle dog ikke tage biddet fra hestebandet, der hurtigt selv tog ridepisken i hånden og ledte de fremmødte igennem aftenen trods kulde og øl-bølgeskvulp.

At dømme efter publikums demografi var det tydeligt, at Band of Horses ikke er et band, der har høstet mange nye lyttere de senere år. Selvom både Mirage Rock fra 2012 og Why Are You OK fra 2016 er hæderlige plader, forekommer de tre første album dog at være bandets musikalske hovedstol. De fleste af de fremmødte hoppede med sikkerhed, ligesom undertegnede, med på hypen, da bandet slog igennem i slutningen af 00'erne med hits som ”No One’s Gonna Love Love You”, ”Is There A Ghost” og storhittet ”The Funeral”.

Bridwell og co. entrerede scenen i stilhed, hvilket skabte en ganske ydmyg ramme om aftenens koncert. Bridwell satte herefter sit røde plasticbæger, som man kender dem fra amerikanske teenagefilm, fra sig i kopholderen på sin pedal-steel, hvorefter bandet fremførte ”The First Song” fra debutpladen. Hverken plasticbægeret eller pedalsteelen blev herefter genbesøgt. Det var dog ikke uden lydmæssige startvanskeligheder, idet Bridwells vokal kom til at ligge lige lovlig langt tilbage i mixet. Scenens beliggenhed i vindkorridoren mellem Aros og Musikhuset gjorde dog helt sikkert ikke tingene lettere for lydmanden. Allerede ved aftenens tredje sang, den gyngende ”Casual Party” fra den seneste plade, var der dog bedre styr på lyden, selvom Bridwells ellers så fremragende og distinkte vokal stadig gjorde udfald i takt med vindstødene.

På ”Casual Party” kunne man tydeligt fornemme, at bandet var særdeles veloplagte. Bassist Matt Gentling kastede med de lyse lokker, som var han medlem af et band af en lidt tungere støbning, og Ryan Monroe på keys sendte konstant skæve smil mod publikum, mens han ihærdigt forsøgte at småsludre med sin hovedrystende sidemand undervejs. Alt sammen enormt charmerende og bestemt ikke forceret. Det var dog på den efterfølgende ”Laredo”, at publikum for alvor gjorde dem kunsten efter, og tydeligt var det, at det var sangene af ældre dato, der formåede at få folk til at vaje med i vinden.

Lad os lige opholde os lidt ved charmen for et øjeblik. For hold op, hvor er Band of Horses altså et charmerende orkester. Selvom bandet har oplevet enorm stor udskiftning, og det faktisk kun er Bridwell, der er tilbage fra de formative år, så forekommer bandet særdeles sammentømret. De er ganske enkelt glade for at spille sammen – selv på en råkold tirsdag i Aarhus. Bridwell udgør selvfølgelig et naturligt midtpunkt, hvilket forstærkes af hans umiskendelige vokal, men det er dog svært ikke at lade øjnene vandre videre blandt de øvrige medlemmer af bandet, for der sker altså noget hele tiden. Små smil, grin og pjatterier medlemmer imellem – aldeles herligt at bevidne. Det er endvidere herligt at bevidne de små, tandskæve smil, som fremmaner sig på Bridwells mundvige efter hver endt verselinje. Han nyder at stå på scenen, og det forplanter sig hos publikum.

Undervejs skulle det dog også blive til små eksperimenter fra bandets side. Først et glimrende cover af Elk Citys ”Three Ears”, og senere en ny sang fra det forestående album, der efter sigende har været undervejs siden foråret 2018. Sangen var for så vidt af klassisk Band of Horses-støbning med en harmonisk og veldrejet melodi. Intet nyt der, men hvorfor også ændre på noget, der fungerer så godt? At dømme efter de efterfølgende ovationer blev sangen taget vel imod af publikum.

En mindre oplevelse af ensformighed indtraf herefter på de efterfølgende numre, hvormed hittet ”No One’s Gonna Love You” udgjorde et behageligt, tempomæssigt afbræk. Bridwells vokal stod her knivskarp, og der udbrød mindre fællessang rundt i de forskellige lommer blandt publikum, hvilket Bridwell kvitterede for med endnu flere smil, der varmede hele vejen til begyndelsen af ”Is There A Ghost”. Telefonerne røg herefter i vejret som et nymodens svar på fællessang og tilkendegivelse af veltilpashed. Bridwells vokal gjorde her nogle mindre udfald på de lyseste fraseringer, som han dog med stor selvironi og ydmyg påhitsomhed håndterede ved at smile så meget desto mere.

Bandet forlod herefter scenen og lod vente ganske længe på sig, indtil de kom tilbage og til jublende bifald fremførte storhittet ”The Funeral”. Sangen står til stadighed som en af 00'ernes mest markante indiesange, og den blev fremført med en skarphed, der så absolut ydede studieversionen retfærdighed. Band of Horses fik dermed sat et perfekt punktum for en aften, hvor der både var kærkomne genbesøg i arkiverne og en enkelt forsmag på, hvad der venter det trofaste publikum i fremtiden. Én ting er i hvert fald sikkert efter en aften som i aften: hesten er ikke færdig med at vrinske.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA