x
Ujævnt og småkedeligt

Tears for Fears, Roskilde Festival, Arena

Ujævnt og småkedeligt

Anmeldt af Ulrich Lauridsen | GAFFA

Når Tears for Fears er gode, er de rigtigt gode. Det hørte man i onsdagens åbningskoncert på Arena for alvor i numre som "Everybody Wants to Rule the World", "Head Over Heels" og "Sowing the Seeds of Love", som velsagtens også var årsagerne til, at så mange mennesker havde fundet vej til duoens første koncert i Danmark i snart 30 år.

Når Tears for Fears så ikke er så gode, bliver de kedelige. Det kunne man desværre også opleve til koncerten, hvor mindst en tredjedel af numrene blev leveret med sikker musikalsk hånd af et velspillende band, men også uden ret megen nærvær eller den lille ekstra gnist, der gør koncerter til en hel unik oplevelse. ”We don’t talk much” sagde Curt Smith inden sidste nummer, og nej, det må man give ham ret i. Og de kommunikerede eller interagerede heller ikke ret meget med det ellers voldsomt forventningsfulde publikum, der med en mere lidt mere skarp performance kunne have fået en oplevelse for livet. Forventningerne var der. De blev bare ikke indfriet.

Både Roland Orzabal og Curt Smith er habile musikere, og deres tostemmighed er noget af det, som kendetegner Tears for Fears. Når de synger hver for sig, bliver der kæmpet, og specielt Curt Smith, der ellers er den af dem, der har den mest interessante stemme, måtte kæmpe en brav kamp for at ramme tonerne. Det gik ikke altid.

Da Tears for Fears i 1983 udgav debutalbummet The Hurting, blev de ofte set som en del af den engelske synthpop-scene, men allerede på andet album Songs form the Big Chair stod det klart, at de var et poprockband med hang til store radiohits. Kontrasten mellem disse to album, der vel godt kan kaldes små mesterværker hver for sig, stod lysende klar på Arena, for selvom Tears for Fears havde valgt ikke mindre end fem numre fra The Hurting, var det poprock-formlen, der blev brugt.

Især "Change" og det supersmukke nummer "Memories Fade" led under den behandling, mens "Suffer the Children" blev overladt til korsangerinden. Mystisk valg, men måske var hun den eneste, der kunne synge den. Ligeså mystisk et valg var det, at Tears for Fears spillede en coverversion af Radioheads "Creep". Lige så stort bifaldet var, da nummeret gik i gang, lige så stor var forundringen bagefter. Hvorfor gjorde de det?

Med et storhit som "Shout", der afsluttede koncerten, kunne Tears for Fears have sat et stort, fedt punktum for en masseoplevelse, der ville have været resten af festivalens samtaleemne, men selv det nummer faldt sammen, og nu går snakken i stedet på, at det da var en OK koncert – selvom den blev lidt kedelig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA