x
Ét fingerkys, to halvhjertede dansere, fire til gulvet

Jon Hopkins, Roskilde Festival, Avalon

Ét fingerkys, to halvhjertede dansere, fire til gulvet

Anmeldt af Jesper Buhl | GAFFA

Det ville ikke have været underligt at forvente, at Jon Hopkins, den engelske producer, som har samarbejdet med både Coldplay og Brian Eno, ville divertere med skønhedssøgende ambient i bredformat, for sådan lyder britens femte album ”Singularity” nemlig. Men der blev taget helt anderledes hårdt fat om rave-nældens rod denne aften på Avalon. Og der blev sendt fingerkys til publikum fra pulten.

Hopkins syntes at være bevidst om festivalpublikummets behov, så han leverede et langstrakt, ikke langtrukkent, sæt med basis i de helt enkle dansedyder; fire stortrommeslag per takt og sugende, dragende synthlinjer. Musikkens på samme tid drømmende og fremaddrivende kvaliteter passede fint til den silende, tunge regn, om end mudderet rundt om Pavillion ikke ligefrem inviterede til rytmisk fodflytteri.

Hopkins stod bag sin pult på sit høje podium, og mens han forførte Avalon med svuppende gummiagtige acidlinjer, entrede to lidt halvhjertede dansere scenen med stænger besat med led-lys. Det skulle sikkert have været et underholdende indslag, men det virkede ærligt talt lidt kikset og unødvendigt. Musikken og de imponerende visuals på bagscenen klarede sig fint uden.

Vi fik blandt andet en bredspektret, scifinostalgisk version af titelnummeret fra Hopkins' seneste album, ”Singularity”, som med et benhårdt, småsnublende beat udgjorde et centralt højdepunkt i sættet. Og en publikummer med en gennemsigtig paraply med lys i føjede et perfekt Bladerunner-element til oplevelsen. Tak, ukendte ven.

Selv om der som sagt blev gået til technostålet, så var der dog også plads til mere kontemplative stunder. For eksempel med ”Luminous Beings”, som med sine dråbeformede melodier skabte skønhed, igen dog let forstyrret af technohippie-dansere. Hvad skal vi dog med dem?

Numre som ”Open Eye Signal” og ”Emerald Rush” skabte stor fornøjelse, også hos denne signatur, som generelt var godt underholdt af Jon Hopkins' sensorisk overvældende, stramt pumpende, men måske næsten for sikre sæt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA