Filosofisk funk-fest lukkede en smuk, grim festival

The William Blakes, GrimFest, Skovscenen

Filosofisk funk-fest lukkede en smuk, grim festival

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Jeg har været på en del festivaler denne sommer, men det er første gang, jeg ser en hel festivalplads klappe og hoppe, mens de synger de ret tankevækkende linjer ”Religion is science, science is religion”. Forklaringen er, at The William Blakes er på scenen. Gruppen har siden 2008 udgivet syv bundsolide album med forskellige udtryk af indierock tilsat filosofiske og politiske tekster. Efter fem års udgivelsespause udsendte de i foråret det glimrende album 1991, og denne sommer er de draget ud på deres første Danmarksturné i adskillige år, om end de har spillet spredte koncerter stort set hvert år.

1991 er et forholdsvis afdæmpet og klaverorienteret album, som ikke umiddelbart er egnet til at holde en afslutningsfest på en festival. Vi får da også kun to sange fra dette album, herunder den særdeles dansable singleforløber ”Gone” med en iørefaldende”uh-uh”-korpassage, som gruppens sange er rige på. Til gengæld har bandet fundet en del numre frem fra den funk-orienterede forgænger Purple Ball lige fra åbningssangen ”An Element of Life”, og i det hele taget er funken i højsædet. Gruppens fire officielle medlemmer, Kristian Leth (sang, guitar), Bo Rande (tidligere keyboard, men i dag mest bas) og tvillingerne Fridolin og Frederik Nordsø (henholdsvis guitar og trommer), har udvidet med hele fire ekstramusikere: guitaristen og korsangeren Lasse Boman, keyboardspilleren, slagtøjsspilleren og korsangeren Arto, slagtøjsspilleren og korsangeren Julius Ace og korsangeren Mikkel Skovgaard, og de mange unisone korpassager kombineret med de iørefaldende sange gør, at der er meget at synge med på, og det bliver der gjort.

Alle musikere spiller fremragende, og Fridolin Nordsø holder den melodiske fane højt med ørehængende guitartemaer i eksempelvis det tidlige hit ”Secrets of the State”. Også Kristian Leth, der i sine yngre år havde en lidt usikker vokal, synes at være vokset med opgaven. Til gengæld overrasker det mig, at han foretager sig noget så politisk ukorrekt som nærmest at kæderyge på scenen og ligefrem sætte sin cigaret fast på gribebrættet – et gammelt rockstunt, jeg ikke har set hos nogen siden Kim Larsen. Ja, ja, ingen er fuldkommen. Den unge korsanger Arto – som jeg ærlig talt et øjeblik troede var Basim med affarvet hår, men det er Arto trods alt for ung til – kommer i vokal front i ”The Light (Plane to Spain)” og gør det fremragende. Nummeret er voldsomt inciterende, men holder sig samtidig ikke for fint til at bukke sig helt ned på gulvet med udtrådte plastickrus efter charterfesten og samle det gamle ”olé, olé, olé!”-råb op, og sådan eksisterer lavkultur, musikalsk finesse og filosofiske tanker side om side hos The William Blakes.

Sangen ”Animal” får mig til at tro, at David Byrne har indtaget scenen med sin kombination af funk og post-punk, mens ”Name of this House” er regulær reggae. Hvis man et øjeblik tog sin nejhat på, kunne man sige, at The William Blakes hopper rundt mellem genrerne – det nye album er især påvirket af mainstream-poprock a la Supertramp i slut-70’erne – og låner med arme og ben uden måske helt at have defineret sit eget udtryk, men når de gør det med så stort musikalsk overskud og så stærke sange, skal de være mere end velkomne, og så er der jo de samfunds- og religionsbevidste tekster som fællesnævner. Eksempelvis i ”Violent God”, et af de mere afdæmpede numre med fin akustisk rytmeguitar fra Lasse Boman.

Det funkrockede ”Magic is Working” slutter sættet med vild guitarsolo fra Fridolin Nordsø, og som ekstranummer får vi så ”Science is Religion” om forholdet mellem videnskab og religion/magi, et af Kristian Leths yndlingsemner, som han også har skrevet en fin bog sammen med Eske Willerslev om. Selvom vi aldrig hører radiohittet ”Secretly”, som ellers ville have passet godt ind, må koncerten siges at være den helt rigtige, inkluderende afslutning efter tre dages smuk, grim festival. Bandet yder at bruge udtrykket ”Alle er William Blakes”, også publikum, og det var vi i hvert fald under en del af numrene. Gruppen har aldrig været på festivalen før, men Kristian Leth siger flere gange, at de meget gerne vil tilbage, og det håber jeg, arrangørerne har noteret sig. Tusind tak for festen – og vi ses næste år.

 

Sætliste:

An Element of Life

Secrets of the State

On Fire

Something Missing

The Light (Plane to Spain)

Name of This House

Gone

Violent God

Animal

Caves and Light

The Magic is Working

Ekstra:

Science is Religion


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA