x
Angel Olsen: All Mirrors

Angel Olsen
All Mirrors

ANMELDELSE: Angel Olsen i følelsernes vold

GAFFA

Album / Jagjaguwar Records
Udgivelse D. 04.10.2019
Anmeldt af
Simon Heggum

At Angel Olsen skulle levere en vedkommende, stærkt skåret artpop-plade, var ikke lige den udvikling, jeg havde set komme, da hun for alvor slog gennem lydmuren med den glimrende, guitarrockede feministudladning på My Woman fra 2016. Men den amerikanske sanger og sangskriver har lagt de kantede guitarer på hylden, og på All Mirrors omfavner hun elektro, synths og især strygerorkesteret som virkemidler i et sært velkendt og dog originalt univers.

At åbne en plade op med ”Lark” er en decideret spillen med musklerne fra Olsens side. ”Lark” er en ren tour de force i følelsesregistrets afkroge, og Olsen formår at binde fortidens folk og rock sammen med den nye eksperimenterende lyd, mens selve akkompagnement af filmisk strygerorkester og vuggende Velvet Underground-rytmegruppe morfer sig fra nærmest tyst stilhed til en hvirvelvind i sangens crescendo, og Olsen leverer karrierens bedste vokal, i en sang om drømme og kærlighed. Og det er fandeme på tide, at vi her på falderebet af årtiet får et ægte ”anthem”, som kun få andre har formået at levere. Med sine seks minutter er ”Lark” tæt på at være en alvorlig kandidat til årets single, og det er så velfortjent! 

Andetsteds har Olsen snakket lidt om ”Lark” som værende en åbner, der river én rundt nok til, at man derefter kan nyde resten af albummet, og efter et nummer som ”Lark” kan det være svært at se, hvordan fanden Olsen skulle toppe et nummer af så astronomiske kvaliteter. Det gør hun heller ikke helt, men i stedet bygger hun videre på den lyd, som åbneren præsenterer for en, og så går Jonny Greenwood-strygere, knugende synths og håndspillede trommer igen på størstedelen af All Mirrors. Og det virker langt hen ad vejen, med en næsten uhyggelig vedkommenhed.

Titelsangen når tæt på ”Larks” højder, med sin nærmest dansable insisteren, mens mere rolige sange som ”New Love Cassette” og den afsluttende ”Chances” lever et sted mellem maskineriets sagte sitren og de organiske strygeres pludselige indtog, som var det er horrorfilm man så. I den anden ende af spektret ligger en sang som ”Spring”, der ved første ørekast kan virke en smule uforenelig i et forsøg på at kombinere den nye og den gamle Olsen, men sangens melodik og forskruede synthlead kører svineriet hjem til sidst.

Gennem alle sangene har Olsens vokal den uomtvistelige opmærksomhed, og her befinder hun sig et sted mellem sværvægtere som Nico og den ældre PJ Harvey, dog med sit helt eget islæt, hvor hun indimellem lyder kælen på en dyb sarkastisk facon (”What it Is”) eller skinger, men øm (”Lark”, ”Chances”). Det kræver sin kvinde at stå frem med et værk på den her måde. Og jeg har så utrolig meget respekt for Angel Olsen som sanger, sangskriver og menneske efter den her plade. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA