x
Alter Bridge skabte velkvalificeret mudder i beton

Alter Bridge, KB Hallen, København

Alter Bridge skabte velkvalificeret mudder i beton

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Alter Bridge er den halvintellektuelle, forfinede udgave af smadder-metal. Der, hvor musikerne har verdensstjernens kompetence – sådan cirka second to none – og lad det være sagt med det samme:

Der var ikke ét dårligt nummer i aftes, ikke ét nummer spillet halvt eller sjusket.

Derfor slår det mig med forbløffelse, at Alter Bridge ville være bekendt at skabe en så velkvalificeret mudder i beton, som opstår, når dårlig lyd skaber en mur. Der, hvor skal man anstrenge sig for at få alle de fine nuancer med. Selv vor danske King Diamond kunne finde ud af at tæmme K.B. Hallen, så lyden sad lige i skabet, så det er altså ikke den, der fejler noget.

Jeg tør ikke tænke på lyden oppe på balkonen, hvor jeg egentlig havde plads, men skyndte mig ned helt foran scenen, og her fik man dechifreret, at Myles Kennedy endnu engang er en af denne verdens fineste rocksangere, som til og med spænder over imponerende fire oktaver.

Og sangene fra seneste og sjette album Walk the Sky stod skarpe, dybe og medrivende som åbningsnummeret ”Wouldn't You Rather” og ”Pay No Mind”.

Alter Bridge vælger sjældent de nemme løsninger – sikkert af frygt for at kede sig. Her er tale om gode beats, riffs, fængende melodistykker, men med altid med et twist af noget mere avanceret end blot det.

Myles Kennedys stemme udfordres hele tiden – ligesom Mark Tremontis leadguitar sendes på overarbejde i temposkift, breaks, indimellem skæve taktarter, men uden at korthuset vælter, efterhånden som lagene bygges ovenpå. Det virker let og lige til – hvad det absolut ikke er.

Trommeslager Scott Phillips og bassist Brian Marshall banker alt på plads, når rytmer ellers er i fare for bøder for overlæs.

Man gik derfra med en klar følelse af, at det lige nu syder og bobler i Alter Bridge-lejren til trods for, at de har været i gang siden 2004, og alle musikere har sideprojekter i dag – eksempelvis Myles Kennedy sammen med Slash.

Der samles inspiration mange steder, og derfor er Alter Bridge mere end ”bare” heavy metal. Man gør dem uret, hvis man absolut vil proppe dem ned i en så snærende genrekasse.

Tag bare det akustiske nummer ”In Loving Memory” med kun Mark Tremonti på spansk guitar og Myles Kennedy på sang. Simpel lejrbålsstemning midt i det hele.

Eller den insisterende ”Waters Rising” med flot visuel bølgegang bagved, så klimaforandringerne nærmest kunne mærkes.

Med så stor spændvidde er der altså bestemt ikke tale om en gennemsnitlig koncert, men den femte stjerne blev ofret på grund af sjuskearbejdet med lyden. Måske havde scene-crewet for travlt med at nå Finland i morgen aften? I hvert fald begyndte nedpakningen lidt panisk sekundet efter, musikerne havde forladt scenen. Jeg kom til at tænke på klichéen om hastværk og lastværk, og hvis det er rigtigt, så skal musikerne have en ekstra ros for at være på og til stede i nuet – og ikke bare levere endnu en koncert. Numrene fik vægt og fylde – til trods for… og nu gider jeg ikke skrive mere om den lyd!

 

Sætliste:

One Life

Wouldn't You Rather

Isolation

Come to Life

Pay No Mind

White Knuckles

Ghosts

Native Son

Addicted to Pain

Rise Today

Waters Rising

Take The Crown

In Loving Memory (Myles & Mark Akustisk)

Cry of Achilles

Blackbird

Metalingus

 

Ekstra:

God Speed

Open Your Eyes


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA