Slingrende sejr på udenlandsk hjemmebane

The National, Royal Arena

Slingrende sejr på udenlandsk hjemmebane

Anmeldt af Christoffer Dall | GAFFA

The National er efterhånden blevet de danske spillesteder og festivalers uofficielle bedste venner. Gennem årene har det amerikanske indie-rockbands koncerter overvældet både publikum og anmeldere, og generelt fornemmer man da også et indforstået tillidsforhold mellem de danske musikfans og Matt, Aaron, Bryan, Bryce og Scott, der første gang gæstede landet i 2005. Efter en aften som i aften føler jeg, at årsagen hertil er tydelig. The Nationals liveshow har nemlig noget, selv deres bedste sange mangler i pladeform: dunder og kammeratlighed. Royal Arena fik begge dele.

Aftenens koncert markerer gruppens største indendørskoncert på dansk jord. Salen er godt fyldt op, og publikum synes gearet til en aften i selskab med rock af den modne og eftertænksomme slags, hvilket jo er ganske passende. Lyset slukkes, en trist countrysang spiller over anlægget, hvorefter bandet går på. Efter en uhøjtidelig hilsen fra forsanger Matt Berninger fyrer de fem herrer op for oplagte versioner af ”Rylan” og ”Quiet Light” fra det nyeste album I Am Easy to Find, og deres sammenvævede kemi er allerede tydelig.

Brødrene Aaron og Bryce Dessners’ både rytmiske og skærende lead-guitarspil matcher hinanden som torden og lynild. Særligt når de kaster sig ud i simultane soli, harmonerer de både smukt og kaotisk som velorkestreret smadrede vinduesglas. Dette høres allerede i aftenens første højdepunkt, ”Don’t Swallop the Cap”. Bandets andet søskendepar Bryce og Scott Devendorf udgør dertil en solid rytmegruppe, der i aften hjælpes godt på vej af to perkussionister. Til sammen skabes der en lydmasse, der på trods af sangenes sensitive og kunstnerisk bevidste natur faktisk formår at virke hård og frembrusende.

Koncertens første halvdel glider derudad, og stemningen stiger støt for hver sang. Showets anden halvdel derimod føles en smule mere ujævn i forhold til opbygning og levering. Energi og momentum når både at blive etableret, tabt og genvundet i næsten hvert nummer, og resultatet er en til tider lidt for rastløs fremdrift, der på trods heraf alligevel bliver reddet fornuftigt hjem takket være bandets, og særligt Matt Berningers, greb om stemningen.

Og lad os da endelig snakke om Berninger, hvis vokal, halvkluntede swagger, indlevede scenepræsens og intense publikumskontakt så afgjort er én af bandets største forcer i livekontekst. Berninger fester som en såret mand. Hans fremtoning er erratisk på den mest tilbageholdte måde, og når han ikke råbende gejler publikum op, omfavner forreste række eller tager på syngende maratonløb ud i salen (som det skete under ”Graceless), står han som regel sammenkrøllet om sit mikrofonstativ i en slags beskyttende fosterstilling og giver sin mørke, næsten Lou Reed’ske vokal frit løb.

Spektaklet er underholdende, men Berningers fremtoning emmer også af smerte, erfaring og heling på samme tid. Dertil afsløres flere gange noget knækket bag hans øjne. Noget såret og presserende, som han på mesterlig underspillet vis formidler, giver videre og synes at lindre via sit vokalarbejde. Det er stille, men kraftfuldt, og det rørte mig faktisk flere gange under showet. Under ”Where Is Her Head” føler jeg mig sågar holdt om, skønt jeg sidder mange meter fra scenen. Jeg ser ud på publikum og spotter et par ansigter, der lader til at have følt det samme.

Efter en slingrende, men stadig overbevisende afslutning på hovedsættet, forlader bandet scenen kun for at vende tilbage, hvorefter de præsterer en solid række ekstranumre, inklusive en rørende udgave af ”Carin at the Liquor Store” dedikeret til Aarons afdøde mor, en opildnende, blæser-tilsat ”Fake Empire” og en dundrende ”About Today”.

The Nationals venskabelige relation til det danske publikum kan naturligvis tilskrives bandets konsistente og solide musikalske udbud gennem årene. Dog tror jeg også, at den umiddelbarhed, gruppen udsender live, er en væsentlig faktor. I Royal Arena blev deres mørke, kunstnerisk bevidste, men stadig uhøjtidelige indie-rock i alt fald leveret med følelsesmæssig varme, pondus og sænkede parader. Sætlisten virkede ikke altid lige sammenhængende, og det til tider ujævne energiniveau tillod et par unødvendigt rastløse stunder. De enkelte uperfektheder blev alligevel i sidste ende overvundet af Berningers evner som skrøbelig og optændt frontmand samt resten af bandets hjemmevante nærvær med hinanden og publikum.

”You don’t know this, but Denmark has been a home away from home for me,” lød det på et tidspunkt fra den i øvrigt dansk gifte Aaron. Hvis ikke dette var tydeligt før, så blev det tydeligt i aften.

Anmeldelse af opvarmningen Selina Gin & The Iconics følger nedenfor

Sætliste:

  1. Rylan
  2. Quiet Light
  3. Don't Swallow the Cap
  4. Bloodbuzz Ohio
  5. Guilty Party
  6. Hey Rosey
  7. Oblivions
  8. Where Is Her Head
  9. Conversation 16
  10. Day I Die
  11. The System Only Dreams in Total Darkness
  12. I Need My Girl
  13. This Is the Last Time
  14. Light Years
  15. You Had Your Soul With You
  16. Graceless
  17. I Am Easy to Find
  18. England
  19. Mr. November

Ekstranumre:

  1. Carin at the Liquor Store
  2. Fake Empire
  3. Terrible Love
  4. About Today
  5. Vanderlyle Crybaby Geeks

Selina Gin & The Iconics (***)

Få uger før koncerten blev det offentliggjort, at Nelson Can-sangeren Selina Gin havde brygget på et solo-projekt. Informationer om projektet har været sparsomme, men i aften blev Royal Arena endelig vidne til jomfrukoncerten med Selina Gin & The Iconics. Bandet er, ligesom Nelson Can, en bas- og trommedrevet trio, dog med et større fokus på dunkel og minimalistisk alternative rock.

Gin indtager atter rollen som leadsanger, og The Iconics’ mørke matcher hendes ekspressive vokal virkelig godt – knap så godt hendes energi som frontkvinde. Selvom de ulmende numre har karakter og atmosfære, virker det som om, Gin ikke helt kan finde en tilpas måde at indtage scenen på; hun er for energisk til musikkens stemning, men ikke energisk nok til at piske en stemning op.

Det er først, da ingen ringere end Aaron Dessner (der tidligere har samarbejdet med Gin) sluttede sig til gruppen under sidste halvdel af deres sæt, at showet føles fuldendt. Hans guitarspil tilfører sangene en mere drømmende karakter, og hans vibe giver Gin et tiltrængt holdepunkt, hvorefter både hun og resten af gruppen markerer sig stærkere. Alt i alt en godkendt første koncert, men ikke just en ikonisk én.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA