x
Hyggeligt og sympatisk mellemspil fra Barnett og venner

Courtney Barnett, MTV Unplugged

Hyggeligt og sympatisk mellemspil fra Barnett og venner

Anmeldt af Jens Bager Vang | GAFFA

Begrebet slacker klinger efterhånden lidt ironisk, når det drejer sig om Courtney Barnett. Med konstante udgivelser, turnéer, pladeselskabsarbejde og meget mere er det svært at forestille sig, at hun sover det meste af dagen væk og er doven.

I oktober gjorde hun holdt i hjembyen Melbourne sammen med sit faste band og nogle gæster og spillede en akustisk koncert, som nu er udgivet som MTV Unplugged. Det man får en velkendte sange i nye arrangementer og nogle covernumre samt et enkelt originalt nummer.

"Depreston" og "Avant Gardener" er sikre kort, som her får tiltrængte strygerarrangementer, der bryder med de stenede passager af akustisk down-strumming.

Den lokale helt Paul Kelly synger med på "Charcoal Lane", der er skrevet af Archie Roach, men samtidig er titelnummer på Kellys første album. Han komplementerer Barnett fornemt med sin andenstemme – ikke ulig Kurt Vile, som Barnett har udgivet plade og turneret med.

"Sunday Roast" emner af varme og hygge, når en doven cello spiller lange toner til linjerne ”Don’t come with your arms swinging / Throw them around me”. Hyggen bliver afbrudt skarpt på "Nameless, Faceless", hvor et meget dramatisk klaverarrangement akkompagnerer Barnett og Evelyn Ida Morris’ vokaler. Det lyder som et uhyggeligt kapitel i Margaret Atwoods futuristiske roman A Handmaid's Tale, hvor citatet ”Men are scared that women will laugh at them / Women are scared that men will kill them” er taget fra. Courtney Barnett har tidligere givet udtryk for, at hun var usikker på, om offentligheden kunne føle alvoren i sangen. Det burde alle kunne nu, da uhyggen her er meget intens og til at føle på.

"Untitled (Play It On Repeat)" er det eneste nye nummer og dermed det, der kan pege i retningen af fremtiden for det næste skridt fra Barnett. Sangen handler om en følelse af rastløshed og hjemløshed – et gennemgående tema i de sange, der er offentliggjort i år og måske skal danne basis for et kommende album. I så fald bliver det personligt og inderligt som Tell Me How You Really Feel fra 2018.

Hele seancen slutter med et cover af Leonard Cohens "So Long, Marianne" og konkluderer et hyggeligt og sympatisk mellemspil, der sagtens kan nydes, mens vi venter på næste album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA