x
Nelson Can: So Long Desire

Nelson Can
So Long Desire

Side om side med rockens mastodonter

GAFFA

Album / Alcopop! Records
Udgivelse D. 31.01.2020
Anmeldt af
Nanna Frank

Albummet udkommer 31. januar. Vores anmelder vidste ikke, at gruppen ville gå i opløsning, da hun skrev sin anmeldelse, så den er ikke påvirket af det.

Det kan lige så godt konkluderes i første linje: Nelson Can har med So Long Desire skabt et pragteksemplar af et album. Der er kælet for detaljerne på en måde, så man næsten kan se for sit indre øje, hvordan fingrene skruer på mixerpultens knapper. Albummets ti numre kærtegner øregangen, mens det tvinger lytteren til at bevæge både hoved og hofter, selvom klumpen i halsen ved nogle numre næsten blokerer luftvejene.

Den østjyske trio lovede fra starten af karrieren, at de udelukkende ville gøre brug af bas, trommer og vokal til at skabe deres særegne lyd. På So Long Desire har Nelson Can dog arbejdet i et mere elektronisk univers, hvor den karakteristiske Can-lyd heldigvis stadig er helt intakt. Albummet har derfor et endnu bredere spektrum end de første tre ep’er og debutalbummet fra 2014. På den måde føles det som om, trioens DNA er blevet gensplejset med ind i det nye årti.

Åbningsnummeret ”Ambitious”, som egentlig mere er et præludium til resten af albummet, lukker os ind med en messende Selina Gin og hendes ekkoklingende vokal, der danser hen over synthesizeren. På et enkelt minut lulles lytteren med på en rejse, hvor en tikken fra urets visere nærmest tæller ned til det brag af en disko-juvel, der er ”Limelight”.

”Limelight” er netop også førstesinglen fra albummet, og sangen formår på så fin vis at introducere den lyd, Nelson Can byder op til på So Long Desire. Særligt bør Selina Gins vokal (endnu engang) nævnes. For det er tydeligt at høre, hvordan den har fået mere dybde, siden sidste ep blev udgivet i 2017. Rytmen nærmest løber af sted under vokalen gennem Signes legesyge basgang og imploderer, når omkvædet rammer.

Herfra smider Nelson Can hit efter hit efter hit efter sin lytter. ”No Longer Afraid” er lige så indadvendt, som ”Limelight” er dansabel. Den tvinger os til at lytte efter og mærke, hvordan modet langsomt spreder sig i kroppen på Maria, Signe og Selina. Særligt her brillerer Maria som trommeslager, der får hjertet til at springe en takt over, hver gang hendes trommestikker rammer trommens spændte overflade.

”Madness” vokser vildt som vejkantsblomster for at blive bremset brat til det ene af albummets to interludes. Vi bliver derfor nødt til at stoppe op og lytte efter de sagte samtaler fra studiet mellem de tre musikere og deres producere. ”Hvad gør vi nu?” bliver der spurgt, og svaret er blot: Bare fortsæt. Bare vær sød at fortsætte. Ik’ stop endnu.

Hvorefter ”I Wanna Be With You”, som uden tvivl er albummets stærkeste nummer, byder op til en perfekt, tidstypisk Nelson Can-uptempo rocket diskosang. For den diversitet kan So Long Desire snildt rumme. Der er plads til både rockede ballade-bangers og dansable diskotoner.

De tre kvinder kaster deres lyttere op i luften for kun at gribe os igen med titelnummeret ”So Long Desire (I’m Getting Over You)”, ”Akebono” og ”I Used To Sleep Through Everything”. For til sidst at lade lukkeren ”Yeah, I Didn’t Think So” kærtegne vores kind med blød hånd, mens vi næsten kan mærke Selina Gins blik stirre intenst ud i mørket og kun ved sin blotte tilstedeværelse kræve sin plads på musikscenen, radiokanalerne og i vores vildeste drømme.

So Long Desire er det tætteste, vi er kommet på perfektion i lang tid. Det er et tydeligt manifest om, at Nelson Can er et af de vigtigste bands på den danske musikscene i nyere tid. Og naturligvis at kvinder snildt kan lave rockmusik, og at de fortjener de store scener, det vildeste airplay og vores alles hjerter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA