x
Dyster dramatik og kedsommelig prankster

Angel Olsen, Store Vega

Dyster dramatik og kedsommelig prankster

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Da jeg stod og røg en cigaret efter Angel Olsens koncert, fredag aften på Store Vega, oplevede jeg mange publikummer, der stod og vendte aftenens optræden med hinanden. En ting, der gik igen var en sammenligning med åndsfællen Sharon Van Etten og hendes koncerter på dansk jord. Det er ikke en dårlig sammenligning. Begge kvinder kommer fra en baggrund i folkrock, begge kvinder har en stærk profil og et betydeligt sangskrivertalent. Og begge kvinder leverede sidste år plader, der brød med deres ellers spraglede bagkatalog og eksperimenterende med synthesizer, elektroniske virkemidler og en anderledes orginal, fragmentarisk og dyster sangskrivning.

Mens Van Ettens Remind Me Tomorrow stadig tog udgangspunkt i en klassisk rocksangskrivning, tog Olsens All Mirrors eksperimenterne en ekstra vej og præsenterede nogle dybt personlige og utroligt originale sange svunget i synthesizer og filmiske strygere, der oftest leverede et velmenende knytnæveslag lige i hjertekulen. Det var en plade, der var svær at synge med på, men også en plade, der var svær at ryste af sig igen.

Og det var med udgangspunkt i All Mirrors, at Angel Olsen gik på scenen med sit band, som ganske passende havde både violin og cello med. Og første halvdel af koncerten rekreerede All Mirrors' dystopi til UG. De syntetiske strygere smøg sig om de organiske, og sange som ”All Mirrors”, ”Spring” og den fantastiske ”Impasse” præsenterede et intenst og koncentreret band og en ekstremt velsyngende Olsen og understregede, hvorfor All Mirrors var en af sidste års bedste plader. Det var slet og ret dramatisk, når det var bedst. Især bør Olsens stemme nævnes, da hun var ekstremt velsyngende – især når hun brugte sit fuldregister.

Under Olsens mesterværk ”Lark” skete der dog et eller andet. Det var, som om luften blev lukket lidt ud af ballonen og det var super ærgerligt, for det var, som om det ellers velspillede lige så stille begyndte at miste momentum. ”Lark” er en lang og voldsom sag på All Mirrors og veksler mellem tyst stilhed og voldsom mid-tempo med transcenderende strygere. Det var bare, som om den samme indestængte energi aldrig rigtigt kom ud, da bandet endelig eksploderede midt i andet vers.

Og herfra gik det langsomt ned ad bakke. Koncertens anden halvdel var præget af numre fra Olsens bagkatalog, og det er ikke, fordi sangene er dårlige. Kvinden har mange fine plader bag sig – især My Woman, men det var bare, som om det gjorde numrene en bjørnetjeneste at stå side om side med sangene fra All Mirrors.

Sjovt nok ændrede både Olsen og band totalt karakter på scenen i det sekund, de begyndte at spille de gamle sange, og Olsen gik fra intens femme fatale til fransk klovn, der jokede både med band og publikum, og i det hele taget blev stemningen meget mere afslappet. Under alle andre omstændigheder ville dette have været en kærkommen tendens på en scene, men i dette tilfælde skabte det så stor en kontrast til koncertens første halvdel, at det virkede underligt.

Hun var sgu ellers meget sjov, hende Olsen! Især da hun udførte en lang og vellykket prank på publikum, da hun erklærede, at hun ville spille en helt ny sang, hun lige havde skrevet. Hun lod sågar, som om hun ville lære bandet det, og volumen af publikums grin, da Olsen startede ”Shut Up and Kiss Me”, var alligevel et kærkomment lyspunkt under en koncert, der ellers var ved at miste momentum.

Det er svært for mig at finde ud af, hvad der reelt set gjorde, at koncerten mistede det der skide momentum, jeg bliver ved med at fable om. Olsen sang ikke værre end før, og bandet begyndte ikke at spille dårligere. Det var bare, som om at man lige havde fået et virkelig godt stykke kød, for derefter at skulle spise nogle utrolig kedelige kartofler. De nye og de gamle sange miksede bare ikke ret godt sammen. Det kunne altså også mærkes i salen, hvor folk gik i baren, og jeg tror ikke, jeg har anmeldt en koncert, hvor Vegas berømte bargulv har knirket så højt.

Om det var Olsens gamle folksange, der ikke stod distancen, eller om det var fordi det var fredag aften, skal jeg ikke kunne sige. Men selvom både ”Sister”, ”Shut Up and Kiss Me” og ”Forgiven/Forgotten” blev fint leveret, endte det meste af koncerten desværre med at være decideret kedelig. Og det er alligevel en forholdsvis dum fejl, når man er en kunstner af Angel Olsens rang.

Jeg håber på, at denne anmeldelse bliver til grin, når Olsen spiller på Roskilde senere i år.

Sætliste:

1. All Mirrors
2. Spring
3. Impasse
4. Lark
5. Summer
6. Tonight
7. Sister
8. Sweet Dream
9. Shut Up and Kiss Me
10. Forgiven/Forgotten
11. Windows
12. Endgame

Ekstra:
13. Chance 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA