Kwamie gav krammere – både billedligt og bogstaveligt

Kwamie Liv, Musikhuset Aarhus, Rytmisk Sal

Kwamie gav krammere – både billedligt og bogstaveligt

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det er mere end et år siden, at Kwamie Liv udgav sit debutalbum, Lovers That Come and Go, men først nu tager hun på en regulær Danmarksturné. Men bedre sent end aldrig, og en mellemliggende deltagelse i TV2’s Toppen af Poppen har næppe skadet billetsalget. Efter turnépremieren i Musikkens Hus, Aalborg onsdag er Liv nu rykket til Musikhuset Aarhus, hvor der åbenbart er store Toppen af Poppen-aften, for i Store Sal huserer Lis Sørensen, mens Kwamie Liv må ”nøjes” med den noget mindre Rytmisk Sal, hvor der dog er næsten udsolgt.

Kwamie Liv har været på banen siden 2014, hvor hun udgav sin første ep, Lost in the Girl, der blev modtaget med anmelderroser og en vis hype i både ind- og udland. Det store gennembrud kom imidlertid ikke dengang, og det kom heller ikke med debutalbummet, men udgivelsen blev dog anmeldt med interesse i en række internationale medier. Herhjemme er det især en flot fortolkning af Kim Larsens ”Pianomand”, først i Aftenshowet i forbindelse med hans 70 års fødselsdag, dernæst til mindekoncerten på Rådhuspladsen og så omtalte Toppen af Poppen, der har gjort Kwamie Liv til et forholdsvis folkeligt navn, og aftenens publikum må siges at være bredt sammensat.

Sangerinden og sangskriveren har medbragt fire musikere: keyboardspiller og guitarist Nicolai Kornerup, bassist Simon Littauer (”fra Aarhus”), trommeslager Anders Meinhardt og cellist Live Johansson, og de lægger afdæmpet ud med ”Blasé” fra debutalbummet. Kwamie Livs karakteristiske, let hæse, sensuelle, tilpas tilbageholdte og meget smukke stemme ligger helt fremme i lydbilledet, og hun udtaler alle ordene om den blaserte elsker tydeligt. Det er simpelthen en vokal i verdensklasse, der ikke overdriver fraseringerne, men hele aftenen viser, at mindre ofte kan være mere. Og som giver mig associationer til navne som 80’ernes Sade og nutidens Lana Del Rey.

På dette tidspunkt synes bandet ikke helt at have fundet samme magi, som Livs vokal besidder, men det kommer heldigvis i de følgende numre, hvor ikke mindst Anders Meinhardts alsidige og synkoperede spil på både akustiske og elektroniske trommer på eksempelvis den triphop-associerende ”Perfect Grace” og Live Johanssons vemodige cello bidrager til et spændende lydbillede.

Den tidlige single ”Lost in the Girl” bliver spillet i en lavmælt og helt omarrangeret version, som ifølge Kwamie Liv er romantisk og fransk inspireret, og som bandet først lige har fundet på under lydprøven. Ellers havde de planlagt at spille den sædvanlige mere elektroniske udgave, men en publikumsafstemning resulterer altså i denne nye version, som Liv tydeligvis selv helst vil spille, og som klæder den stærke sang, og hvor det velkendte keyboardtema nu spilles af Live Johanssons cello.

Gentænker egne og andres sange

I det hele taget bliver en del af numrene fremført i anderledes udgaver end de indspillede, og Kwamie Liv og band skal have respekt for ikke bare fantasiløst at reproducere hendes album, men at gentænke sangene, der som nævnt også ofte har mere end et år på bagen. Det gælder eksempelvis den meget smukke ballade ”Sweet Like Brandy”, hvor vi godt nok må undvære den markante flamenco-guitar, men til gengæld får en veloplagt keyboardsolo fra Nicolai Kornerup. Sidste års stærke single ”All the Other Boys” er også omarrangeret fra up-tempo-nummer til ballade, og det bliver den om muligt endnu bedre af.

Den fine, helt tyste fortolkning af Carl Emil Petersens ”København” med blot klaver og cello minder os om Kwamie Livs Toppen af Poppen-deltagelse. Liv er en fornem fortolker, men bestemt også selv en solid sangskriver, og midtvejs i koncerten får vi et helt nyt nummer, ”Miss You Anymore”, en tekstmæssigt trist sang om et knust hjerte, men som musikalsk er aftenens hurtigste og gladeste og adskiller sig fra de øvrige ved at være uhæmmet country-inspireret. Kwamie Liv spiller selv akustisk guitar her og sætter gang i fællessangen, og nummeret lyder som et kommende hit.

I det hele taget kommer der mere energi og tempo i sidste halvdel af koncerten, hvor ”New Boo” leveres som en ballade i første vers og omkvæd, inden den går markant op i tempo i nummerets sidste halvdel. ”Lovers That Come and Go”, der sjovt nok ikke medvirker på albummet af samme titel, er decideret rocket, mens ”Pleasure this Pain” byder på et veloplagt rap-stykke, der vækker begejstring hos publikum. ”Deep Water” er tilbage i det langsommere hjørne med passager, der befinder sig et sted mellem spoken word og rap, mens ”Mama’s a Millionaire” nærmer sig afropop.

Sættet slutter ikke overraskende med Kwamie Livs fornemme, helt nedtonede version af ”Pianomand”, kun med klaver og vokal, og hvor hun i tredje og sidste vers til en afveksling synger helt igennem, uden at falde igennem, tværtimod. Som om hun har sparet op til de ekspressive fraseringer under hele koncerten. Folk takker forståeligt med stående ovationer.

Et enkelt ekstranummer bliver det også til, den rørende ”Higher”, der slutter i balladeafdelingen med fortællingen om en god ven, der døde alt for tidligt. Kwamie Liv er dog ikke helt færdig, for hun går ned og giver krammere til alle på første række, og bliver i øvrigt stående ved scenekanten og giver flere krammere til publikum, mens folk er på vej ud. Et noget usædvanligt og meget gavmildt tiltag, og Kwamie Liv er i det hele taget en kunstner, der oser af overskud. Vokalen er i en liga for sig, sangene har højt bundniveau, og hendes band er velspillende og fantasifuldt. Det store gennembrud må være lige om hjørnet – i ind- såvel som udland.

 

Sætliste:

Blasé

Perfect Grace

Last Night

Lost in the Girl

All the Other Boys

Sweet Like Brandy

5AM

Look at What I’ve Done

København (Carl Emil Petersen-fortolkning)

Miss You Anymore

New Boo

Lovers That Come And Go

Pleasure This Pain

Deep Water

Mama’s a Millionaire

Pianomand (Kim Larsen-fortolkning)

Ekstra:

Higher


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA