x
Lana Wilson: Taylor Swift: Miss Americana

Lana Wilson
Taylor Swift: Miss Americana

Ligegyldigt hvad du synes om Taylor Swift, så er dette en vigtig dokumentar

GAFFA

Film / Netflix
Udgivelse D. 31.01.2020
Anmeldt af
Sarah Daugaard Rose Hansen

OPRÅB! Ligegyldigt hvad du synes om Taylor Swift, så er Netflix' Miss Americana en vigtig dokumentar at se. Det er en essentiel dialog, vi er nødt til fortsat at have med os selv som mennesker og særligt som musikbranche. Vi så det i både Lady Gagas dokumentar, Avicii-dokumentaren, og også Hayley Williams har for nylig åbnet op omkring depression og selvmordstanker i et interview med Zane Lowe – for blot at nævne et par stykker. Det bunder alt sammen i et manglende fokus på det mentale helbred i musikbranchen, hvor alle faktorer ellers tyder på en højere risiko for mental sygdom, der i miljøet også ofte leder til den ene eller anden form for misbrug. Vi har skrabet overfladen af problemet, men er langt fra at løse det endnu.

Jeg har, som de fleste i min generation, skrålet med på “Love Story” med en hårbørste som mikrofon, da jeg var teenager. Senest har jeg også overlyttet det Grammy-vindende album 1989 i absurde mængder. Jeg har OGSÅ, som mange andre tænkt grimt og dømmende om Taylor Swifts personlighed såvel som musik på flere punkter. Begge dele uden helt at kunne forklare det, men Miss Americana selv gav mig svarene i sin nye dokumentar på Netflix: hun har været en skal af en person, og hun har haft et behov for at lave musik udelukkende for anerkendelsens skyld. Det vigtige i den her dokumentar og samtale er grunden til hvorfor.

Jeg har stadig mange af de samme kritikpunkter, som jeg havde før til en af de bedst sælgende musikere i verden, men jeg har også en sindssyg respekt og enorme mængder forståelse for hende som person, og hvad hun har været igennem. Hvilket er målet med dokumentaren og for Taylor Swift anno 2020: vi er nødt til at stoppe med at være så hurtige til at dømme folk og acceptere, at vi ikke alle har de samme holdninger i livet. Empati venner, empati.

Musik for kunsten eller anerkendelsens skyld?
Mit første problem med Taylor Swift som musiker bliver hurtigt forklaret inden for de første tre minutter: hun er opdraget i et usundt verdensbillede, hvor det eneste, man skal arbejde for og kan være glad for er andres anerkendelse. En fokus, der automatisk vil ligge et enormt angstprovokerende fokus på, hvad andre folk tænker om en alle tider i døgnet, som mange unge i dag kan nikke genkendende til i en eller anden grad.

Swift er uden tvivl fra en ung alder skæbnesbestemt til at skulle arbejde med musik og talentfuld inden for feltet, fordi hun bruger al sin tid på det, ingen tvivl om det. Jeg tror, min frustration er mit eget syn på musikken, og hvorfor man bør lave den. Der er ingen tvivl om, at Taylor Swift som sagt ikke kunne undgå at lave musik; at det var en del af hendes natur. Men grundlaget for det er helt forskruet i min optik. Det handler for mig om at lave det, man selv elsker. Det, der har en betydning for sig selv. Hvad end det er et terapeutisk udtryk eller en kunstnerisk udfoldelse, så gør det for din egen skyld.

Men Swift har gjort det for andres skyld, det vil sige, at selvom hendes musik har været personlig, så har hun skabt den for, at andre skal synes om den. Ens musik må på en sådan rute også være begrænset, det kunstneriske element banalt, for man kan i så fald ikke tænke uden for de rammer, man bedst når et mainstream publikum med. En rute, der uomtvisteligt har måttet ende galt for hende. Kanye eller ingen Kanye, så kommer der en dag, hvor enhver musiker og ethvert menneske må indse, at man ikke kan gøre alle tilfredse. 

Hollywood-faktoren
Tænk så på, hvis du blev den mest kendte kvinde i verden? Konstant observeret og forfulgt. Konstant kommenteret på. Alle har en mening om dig. Og alt, du arbejder på højtryk for er, at det bliver en god mening. Det lyder temmelig livsdrænende, og det har det også været for Swift. For hvad vil det overhovedet sige at være god, hvis version af “god” er det, og hvorfor lade en anden definere, hvad det er for dig? Det virker ret umuligt, at man som menneske ikke skulle begå en fejl på vejen, tage ved lære af den og udvikle sig.

Swift har som resultat helt op til omkring 2017 kæmpet med en spiseforstyrrelse og kæmpet en indre kamp om at ligne det usunde og urealistiske ideal, der har været for kvinder i Hollywood i lang tid. Hun forklarer blandt andet, hvordan det at have taget på til størrelse 36, og faktisk ikke være ved at besvime under en koncert fordi hun har sultet sig selv, bliver gjort til noget skamfuldt i hendes verden. Havde Swift levet mit liv i Danmark, havde hun fået tilnavnet “lille Swift”, fordi hun var en lille bitte størrelse 36. Bare for at sætte en forskruet fokus på kvinder som kroppe lidt i perspektiv. 

Spiseforstyrrelsen er dog kun ét råddent element af Hollywood-maskinen. Et andet kendt fænomen er teenage- og Disney-stjernerne, fra Miley Cyrus til Demi Lovato – som også er blevet bodyshamet – men også har haft stof- og alkoholmisbrug gennem tiderne. Det større problem er, hvad der leder til de forskellige misbrug og sindstilstande: Swift refererer til det i sin dokumentar. Det faktum, at når man bliver en verdensstjerne, før ens hjerne er vokset sammen, og bruger tiden på at lave musik og turnere, aldrig at sidde stille og reflektere over sig selv – så bliver man aldrig en færdigbagt person.

De ting, man udsættes for som kendt er så ekstreme. Højderne er højere, og bunden er dybere. Det burde ikke for nogen være en overraskelse, at det kræver større mentalt arbejde at holde sig selv grounded i sådant et miljø, og alligevel har ingen haft fokus på det. For mig at se måtte det være en managers største opgave: at sørge for den mentale sundhed og velvære hos ens artist. For uden den er der ikke nogen karriere om 5-10 år. Uanset hvor mange stadion-koncerter, de sælger ud i morgen.

Et klap på hovedet er ikke noget at leve for
Som konklusion finder jeg mig selv utroligt trist til mode efter cirka 1,5 times narrativ fra Swift-land. Det er umådeligt hjerteskærende at se, hvordan man fordi man er dygtig til det, man gør, må sætte sin egen selvudvikling på pause til fordel for et brand. Ikke mindst hvordan man inden for bestemte genrer skal forholde sig som en 1800-tals nikkedukke uden holdninger, fordi nogle kunne være uenige med dig og derfor ikke købe din musik. Hvordan man bliver trænet til at sige "undskyld" for egne tanker og følelser. 

Man bliver nær stolt af Swift, når man ser de skridt, hun tager i dag. Når hun handler fra hjertet, og uden at tænke over de verbale udfald fra offentligheden. Når hun skriver musik om de ting, der går hende på, og deler vigtige ideer som empati med den yngste generation. Forhåbentlig kan det være endnu et skridt i en sundere retning for hele branchen.

Det vigtigste budskab er at huske menneskeligheden i musikken. Swift har fået en stor selvindsigt for egne fejl såvel som samfundets og fundet sit ståsted i verden. Musikken må aldrig komme før mennesket, og der kommer ikke til at være en mundkurv på sangerinden i fremtiden. 

Se traileren til Miss Americana:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA